PR for plastik

Det er svært at forestille sig, men engang var plastik løsningen på et miljøproblem: ubæredygtige billardkugler.

I midten af det nittende århundrede blev billardkugler fremstillet af elfenben, og det krævede mellem halvanden og to voksne elefanters stødtænder at producere et enkelt sæt på 16 kugler. Den amerikanske billardspiller Michael Phelan udlovede derfor 10.000 dollars til den, der kunne opfinde en erstatning.

Det blev celluloid, der reddede elefanterne fra udryddelse. Det hårde og brandfarlige materiale blev opfundet af John Wesley Hyatt, der aldrig fik sine 10.000 dollars, men til gengæld fik det første af mange patenter på materialet, som blev brugt til at producere alt fra hårkamme til klavertangenter. Med dette menneskeskabte materiale ville det ifølge Hyatt “ikke længere være nødvendigt at plyndre jorden i jagten på stoffer, der konstant bliver mere og mere knappe.”

I 1907 blev bakelit – verdens første helt syntetiske plastik – opfundet, efterfulgt af de mange moderne plasttyper, der i dag er bedst kendt under deres forkortelser: PVC, PET, HDPE, etc.

“Plastik ville skabe en verden, der var lysere og klarere end før […] en verden fri fra mug og rust og fuld af farver,” skrev de britiske kemikere Victor Yarsley og Edward Couzen i bogen Plastics fra 1941, hvor de forudså “en verden, hvori mennesket, som en magiker, skaber, hvad han vil have til næsten ethvert behov, ud af det, der er under ham og omkring ham: kul, vand og luft.”

Processen er knap så magisk – 99 pct. af plastik er fremstillet af fossile brændstoffer som råolie og naturgas – men verden bliver mere og mere plastisk. Tøj, vindmøllevinger, biler, flasker, gulve, iltmasker, poser, møbler er lavet – til dels – af plastik. Coronapandemien skabte i sig selv på globalt plan mere end otte millioner tons plastaffald. Og produktionen af plastik forventes at tredoble frem til 2050.

Den franske filosof Roland Barthes sammenlignede også materialet med magi i 1957, men var skeptisk over for illusionen: “I hierarkiet af de store poetiske substanser optræder [plastik] som et vanæret materiale, der er tabt mellem gummis sprudlende kraft og metals flade hårdhed; det indeholder ingen af mineralverdenens ægte egenskaber: skum, fibre, lag. […] Men det, der bedst afslører det som det, det er, er lyden, på én gang hul og flad; dets lyd er dets undergang, ligesom dets farver, for det synes kun at være i stand til at fastholde de mest kemisk-udseende af dem.”

I løbet af 1950’erne begyndte plastindustrien at skifte salgsstrategi: Fra at være et evighedsprodukt, skulle plastik nu være et engangsprodukt. “Plastiks fremtid er i skraldespanden,” sagde redaktøren af fagbladet Modern Packaging Lloyd Stouffer i 1959. Hvis plastindustrien ville øge salget, så skulle folk lære at smide deres poser, flasker og beholdere ud. Fire år senere konkluderede Stouffer, at industrien var lykkedes med at “fylde skraldespandene, lossepladserne og forbrændingsanlæggene” med engangsplastprodukter.

En rentabel myte

Da The Guardian i 2018 rapporterede om en pludselig, verdensomspændende modreaktion mod plast, var plastikkens knap så skinnende sider for længst blevet dokumenteret.

Affaldsøen i det Nordlige Stillehav blev opdaget i 1997, og begrebet mikroplastik blev brugt for første gang i 2004 til at beskrive de små plastikpartikler, som med tiden ender i havet. Alle – fra Kim Kardashian til Indiens regering – talte om en “plastikkrise”. Kardashian meddelte sine (dengang) 115 millioner følgere, at hun var stoppet med at bruge plastiksugerør, mens premierminister Narendra Modi lovede at afskaffe al engangsplast i landet inden 2022.

Plastindustrien var kommet kritikken i forkøbet. Allerede i 1980’erne begyndte plastindustrien at investere i og promovere genanvendelse af plast. Og som reaktion på det offentlige backlash begyndte plastindustrien i 2017 at tale om “kemisk genanvendelse” som en løsning på plastikkrisen.

Problemet er, at plastik er meget svært at genanvende, fordi der findes tusindvis af forskellige kemiske plastvarianter, der skal adskilles for at kunne blive genanvendt. Derudover kan mange plasttyper kun genanvendes en eller to gange, hvilket betyder, at plastik har en mere lineær end cirkulær cyklus.

Udfordringerne ved genanvendelse af plastik er blevet belyst i en grad, så det kan føles meningsløst, når man som forbruger skyller plastikindpakningen, før man lægger den i en separat sorteringsspand. Forskere estimerer, at det kun er 9 pct. af alt plastik, der i dag bliver genanvendt.

Selv har plastindustrien i mere end fem årtier vidst, at genanvendelse af plast hverken er økonomisk holdbart eller teknisk muligt – “reelt håbløst” som en ansat i plastindustrien er citeret for at have sagt i 1969.

Det er konklusionen og anklagen i en rapport fra organisationen Center for Climate Integrity, der kritiserer plastindustrien for at vildlede forbrugere og politikere ved at promovere en myte om, at plastik kan genanvendes, og for at sprede urealistiske ambitioner for genanvendelsen af plastik. Alt sammen for at sælge mere plastik.

Myten om genanvendelse som en “grøn løsning” er ifølge Center for Climate Integrity ikke bare falsk. Den er skadelig. /Emilie Ewald