Farvel til fedmeguldet

 

1.

S-borgmestre takker af på stribe

Karrusellen snurrer hurtigere og hurtigere hos Socialdemokraterne: Efter Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) trådte tilbage i oktober, overtog Herlev-borgmester Thomas Gyldal Petersen posten som næstformand i Kommunernes Landsforening. Men efter at Gyldal nu også pludselig har søgt mod udgangen, blot 27 dage efter han fik KL-topposten, ventes Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) at måtte tage over. Så længe det varer, for også i Odense står Socialdemokratiet til at ville gå yderligere tilbage ved kommunalvalget om under et år. Attituden blandt de mange eks-bykonger fremstår da også opgivende. Den 49-årige Thomas Gyldal Petersen, som ellers er blevet opfattet som en seismograf for den arbejderistiske kulturkamp, som statsminister Mette Frederiksen har ført i de senere år, erkender åbent, at han selv har mistet gejsten: “Jeg har ikke fire år mere på tanken i forhold til det kommunale arbejde,” udtaler han til Ekstra Bladet, hvor han også afviser, at han skulle have skeletter i skabet. Efter 13 år som udstridt forstadskonge i Herlev har han tilsyneladende fået nok af politik, og dermed forstærker han budskabet, som også stod tilbage efter Jacob Bundsgaards exit: Selv de mest betroede og indflydelsesrige socialdemokrater tvivler på partiets styrke ved lokalvalgene i efteråret 2025. Udover Bundsgaard og Gyldal har de siddende socialdemokratiske borgmestre også valgt at trække sig i København, Aalborg, Fredericia, Faaborg-Midtfyn, Holstebro og Frederikshavn. ltm

 

2.

Hele Europa er med Mette

Det var ikke en kovending, da statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere på ugen sagde i et interview med DR, at hverken krig eller konkurrence kan finansieres med “velkendte midler”, men at man må “se på EU’s budget med nye øjne og nye briller”. For Frederiksens melding, der ellers i flere medier blev beskrevet som et nybrud for et Danmark, der har et ry som en del af the frugal four – bestående af Danmark, Østrig, Nederlandene og Sverige – lagde sig egentlig kun i slipstrømmen af holdningen, der er blevet luftet af blandt andre udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) de seneste år. Og den retorik, som en række andre EU-lande ligeledes har brugt i kølvandet på krigen i Ukraine. Over hele Europa er blikket kun rettet én vej: Mod, at EU i højere grad skal kunne optage flere fælleseuropæiske lån, og herhjemme er også Venstre nu vendt på spørgsmålet. Således synes SVM-regeringens enighed komplet, og snart lander et nyt fælles udspil om EU’s budget, skriver Altingets EU-redaktør Thomas Lauritzen: “Gældsbremsen, som er nedfældet i Tysklands forfatning, blev kun suspenderet midlertidigt for at tillade deltagelse i EU’s genopretningsplan efter covid-pandemien i 2020. Nu er spørgsmålet, om en ny tysk regering næste år tør foreslå en decideret forfatningsændring og gøre en ende på den tyske sparepolitik. I den situation er det et meget interessant signal – ikke mindst set fra Sydeuropa – at den danske budgethøg bryder ud af den nordlige sparebande og åbner alle døre. Måske er sparebanden ved at være fortid, tænker folk. Og måske følger Tyskland med ind i den nye erkendelse af Europas situation. Det var derfor, at historien om Mette Frederiksen og de fælles lån pludselig buldrede ud over kontinentet i denne uge. Fordi den rammer rigtigt. Så skidt med, at det egentlig ikke var en nyhed.” els

3.

Virkelighedens Squid Game

“Mellemkrigstiden er ved at luske tilbage: Verdens demokratier rystes på stribe. Senest nåede Sydkoreas præsident Yoon Suk Yeol i løbet af tirsdag at erklære og effektuere en militær undtagelsestilstand, før oppositionen hen over barrierer og politikæder fik kæmpet sig ind i parlamentet og nedstemt beslutningen.

Det sydkoreanske demokrati skælver, som i en rigtig horror-udgave af tv-serien Squid Game; en dødsensalvorlig overlevelseskamp, hvor hændelserne er så skræmmende, at det kan være svært at skelne de iscenesatte børnelege fra den endnu mere surrealistiske virkelighed.

I flere timer vaklede Sydkorea, og frygten voksede for åben krig på den sprængfarlige halvø, der som et levende levn fra den kolde krig fortsat er delt langs den demilitariserede zone, DMZ. Enhver form for politisk aktivitet blev straks forbudt, total statscensur indført over for alle medier. Den besynderlige begrundelse lød i et militærdekret fra præsident Yoon Suk Yeol, at han ville forsvare landet og “udrydde de pro-nordkoreanske kræfter, der er i gang med at føre vores land i afgrunden”.

Rystelserne i Seoul står ikke alene, og sker heller ikke kun langt væk. På lørdag har højrepopulisten Călin Georgescu gode odds for at vinde præsidentvalget i Rumænien, og dermed slutte sig til populist-autoritære kræfter som Ungarns premierminister Viktor Orbán og Slovakiets premierminister Robert Fico. […]

Fra dansk side er imødekommenheden over for militærdiktaturer også opadgående. Fredag kommer Egyptens generaloberst og præsident Abdel Fattah Al-Sisi på officielt statsbesøg i Danmark, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) og kong Frederik ruller den røde løber ud for én af Afrikas militærdiktatorer:

“Egypten er en helt central partner på migrationsområdet,” lyder det fra Mette Frederiksen, som ser frem til at mødes igen med manden, der kuppede sig til magten i 2013, og som i dag styrer ét af klodens mindst frie samfund med hård hånd. Formålet er enkelt: Danmark vil atter forsøge at lave en aftale om at tilbagesende afviste asylansøgere, hellere end gerne til et ikke-demokrati.

Når selv Danmark fejrer en militærdiktator, og byder ham velkommen som en mand, man kan lave smart forretning med, er det ikke længere så underligt, hvis Călin Georgescu samtidig vinder i Rumænien, eller hvis Yoon Suk Yeol skulle klare sig igennem kupforsøget. I de kommende dage skal der flages i København for endnu en autokrat.” ltm

 

4.

Det danske monopol

Hellere en advokat for meget end en for lidt. Og altid den samme. Advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokaten, der holder til på Kalvebod Brygge, har i 88 år haft de facto monopol på regeringens indkøb af advokatydelser. I dag er der “ingen reel konkurrence om statens advokatindkøb”, og de “bør konkurrenceudsættes i højere grad”, lyder det i en ny rapport fra ekspertgruppen om statens indkøb af advokatydelser, der landede onsdag. Står det til ekspertgruppen, skal statens foretrukne advokat efter 88 år igen have sit borgerlige navn tilbage – advokatfirmaet Poul Schmith – og miste en række af de opgaver, de plejer at løse for regeringen, “hvis staten fast vil anvende flere forskellige advokathuse”. Fordi den nuværende ordning ganske enkelt er ineffektiv. Kammeradvokatens ledende partner Jens Bødtcher-Hansen læser dog konklusionerne anderledes: Rapporten viser, at kammeradvokatordningen fungerer “tilfredsstillende”, siger han og fortsætter om farerne ved at følge anbefalingerne: “Jeg tror faktisk aldrig, jeg har set så mange risici”. Men tallene taler deres tydelige sprog: Regeringens forbrug af advokatydelser er blevet langt mere end fordoblet på 14 år, og “det er ekspertgruppens klare indtryk, at ingen af de lande, som vi normalt sammenligner os med, har tilrettelagt deres indkøb af advokatydelser som i Danmark.” Og ikke på den gode måde: Det dræner statens egne kompetencer, skriver ekspertgruppen nedslående: “Ordningen har ført til en situation, hvor der på området for statens indkøb af advokatydelser er gensidig afhængighed mellem staten og Poul Schmith, som blandt andet har ført til mangelfuld vidensopbygning i staten og en øget informationsasymmetri.” els

 

5.

Nydanskere til eksamen hos højrefløjen

Er sindelagskontrol en dansk tradition? Er det overhovedet en dansk værdi at ville kontrollere, hvad andre folk mener? Ja, de to spørgsmål blev tre ansøgere om dansk statsborgerskab trods alt ikke spurgt om, da de forleden var til afhøring i Folketingets Indfødsretsudvalg. Formanden for Indfødsretsudvalget, Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, havde fået foranstaltet, at nogle helt særligt udvalgte ansøgere skulle møde til en slags værdi-eksamen, som DF’eren selv kaldte for “hyggelig”. Her blev de tre spurgt til deres holdninger om bl.a. homoseksualitet og ytringsfrihed, skønt Justitsministeriet i et hemmeligt notat har betvivlet, at samtalerne holder sig inden for lovens rammer. Problemet er, at tildeling af statsborgerskab kan ende med at blive helt vilkårlig og lemfældig, hvis der ikke længere findes objektive kriterier, men det i stedet bliver nogle tilfældige folketingspolitikere, som bare bestemmer – efter, hvad de lige måtte mene den pågældende dag. Venstrefløjen har forsøgt at protestere, og Enhedslistens medlem af Indfødsretsudvalget, Peder Hvelplund, kalder seancen for “sindelagskontrol og meningspoliti”, mens SF’s indfødsretsordfører, Mads Olsen, sidder tilbage med en ubekvem fornemmelse: “Hvis det her var en hyggelig samtale, så ved jeg ikke, hvordan en intimiderende samtale skulle være”. Ikke desto mindre er samtaler nu blevet gennemført, og højrefløjen har tydeligvis fået etableret et nyt politisk shownummer, der med garanti vender tilbage. ltm

6.

Novo-Danmark er en ‘one-trick pony’

Alene fedmemidlet Wegovy tjener i dag mange flere penge hjem til Danmark end olie og landbrug, tilsammen, og uden den glubske succes, som Novo Nordisk kan fejre i disse år, ville dansk økonomi reelt køre sløvt. Når væksten i bruttonationalproduktet i den nye Økonomisk Redegørelse nu skønnes til at blive tre pct. både i år og næste år, er det således ikke udtryk for, at alt er fryd og gammen i dansk erhvervsliv. Langt fra. Danmark er i stedet ved at blive en ‘one-trick pony’, hvor det er Novo Nordisk, som trækker det tunge læs: “Vi skal glæde os rigtig meget over den succes, Novo Nordisk har,” lyder det fra økonomiminister Stephanie Lose (V), som dog advarer mod at tro, at medicinalvirksomheden fra Bagsværd alene skulle afgøre Danmarks skæbne: “Selv om Novo Nordisk har en stor betydning og en stigende betydning for dansk økonomi, så ser vi ikke et scenarie for os, at det er så omfattende, at dansk økonomi står og falder med det.” I redegørelsen fremhæves det, at den stærke økonomi også skyldes, at flere ældre er kommet i arbejde, og at det er lykkedes at tiltrække mere international arbejdskraft. Til gengæld er der mørke skyer længere fremme: I 2026, hvor der senest skal afholdes folketingsvalg, ventes samfundsøkonomien at dykke. Politisk set har SVM-regeringen dermed kun 2025 til fortsat at bruge løs af fedme-guldet. ltm