Kære læser

Sandheden er en by i Rusland

Nicoline Kjems-Krognos/Nicolinekjems-Krognos/Ritzau Scanpix

Hvor langt vil mennesker gå for at få opmærksomhed? Hvis man har set reality-komedieserien Nathan For You, ved man, at svaret er “langt”. I programmet optræder den canadiske komiker Nathan Fielder som en akavet business-konsulent, der hjælper små virksomheder med at klare sig på et konkurrencepræget marked – som oftest med mere eller mindre bizarre løsninger på deres forskellige udfordringer. Han designer bl.a en lydtæt boks til hotelværelser, som kan opbevare børn, mens deres forældre dyrker sex. Han tiltrækker gratis arbejdskraft til et flyttefirma ved at rebrande flytning som crossfit-træning. Og han får et antikvariat til at holde døgnåbent, så de får erstatning fra fulderikker, der ødelægger varerne efter en våd bytur.

Programmet er ikke bare lattervækkende. Det er også en tankevækkende undersøgelse af den menneskelige psyke i vores senkapitalistiske tidsalder, hvor opmærksomhed er blevet en ekstremt kostbar ressource. Nathans innovative løsninger er ofte manipulerende over for kunderne. Men virksomhedsejerne går alligevel med til dem. Nok fordi de tænker, at programmet er dyrebar reklame, men måske også fordi de ikke tør sige nej til den autoritet, som et professionelt tv-hold repræsenterer.

Hvorfor zoomer vi ind på Nathan Fielder? Jo, for i denne uge har Dansk Folkeparti kørt en kampagne, der er så gakket, at man skulle tro, den var undfanget i et afsnit af Nathan For You. Måske i en ny sæson, hvor programmet skifter fokus til små nødlidende partier i Europa, der higer efter vælgernes opmærksomhed.

Partiets formand Morten Messerschmidt har i den seneste tid skiftet kursen for partiets Ukraine-politik og argumenteret for, at Danmark bør skrue ned for støtten til det krigsramte land, hvis ikke andre Nato-lande skruer op. Problemet er bare, at der ikke er så mange eksperter på området, der deler det synspunkt. Hvad gør man så? Fielder ville nok foreslå at lave en manipulerende kampagne, hvor man fordrejer eksperternes udsagn 180 grader, så det fremstår, som om de mener præcis det samme som Messerschmidt. Men sådan en bedragerisk manøvre kunne et etableret parti på Christiansborg vel aldrig finde på at føre ud i livet? Ikke desto mindre er det præcis, hvad DF har gjort.

På partiets profiler på Facebook og Instagram kan man se en række opslag med citater fra eksperter som bl.a. Ole Wæver, professor i sikkerhedspolitik på Københavns Universitet, og militæranalytikeren Jacob Kaarsbo – begge hyppigt brugt i mediernes dækning af krigen. Citatet fra Kaarsbo lyder: “Fred betyder tusinder af sparede menneskeliv, milliarder i besparelser på vestlig militærhjælp, og at Ukraine kan komme videre og udvikle sig selv. Det kan ingen have noget imod. Det bør være done deal!”

Det ligner unægteligt, at den ellers Ukraine- og Nato-venlige Kaarsbo pludselig argumenterer for DF’s synspunkt, men billedet ændrer sig radikalt, når man dykker ned i konteksten. Citatet er nemlig hapset fra et afsnit i en analyse på TV 2, hvor Kaarsbo forklarer Donald Trumps syn på konflikten: “Jeg er blevet misbrugt. De har spejlvendt min analyse og taget et citat, der uden for kontekst betyder det modsatte af, hvad jeg mener,” siger han til Kristeligt Dagblad (betalingsmur) og forklarer, at han overvejer at sagsøge partiet.

Hvad er der gået gennem hovederne på DF’s kommunikationsafdeling? Hvis man ikke vidste bedre, kunne man forestille sig, at idéen kom fra en uprøvet og lidt for ivrig praktikant, der i en slags nationalkonservativ psykose ser DF’ske holdninger alle mulige steder, hvor de ikke findes.

Sandheden er dog snarere, at den manipulerende kampagne er en del af en kalkuleret kommunikationsstrategi, hvis primære formål er at vinde vælgernes gunst med ophidsende indhold på sociale medier. Strategiens arkitekt hedder Mads Korsholm, som blev partiets nye kampagnechef i sommer, efter han blev fyret fra Liberal Alliance. I et interview med Altinget beskriver han sin filosofi med de bemærkelsesværdigt Nathan’ske ord: “Man er nødt til at gøre noget vildt, hvis man vil ud med sine budskaber.”

Historien vidner om den tiltagende trumpisme i Dansk Folkeparti. Korsholm er efter eget udsagn dybt inspireret af Trumps retorik, som han nærstuderer for tricks i forsøget på at få Messerschmidt til magten. Vi kender knebene alt for godt: Pust til polariseringen, fyr op for forargelsen, se på sandheden som en by i Rusland.

I filmen The Apprentice, der handler om Trumps forhold til den skruppelløse advokat Roy Cohen, siger Cohen på et tidspunkt til den unge Donald: “Du skaber din egen virkelighed. Sandheden er en formbar ting.” Mængderne af misinformation, der flyder fra Trumps kommende MAGA-regering, viser, at han tog lektionen til sig. Og DF gør nu deres for, at de absurde slagord også siver ind i dansk politik.

Igen kan man spørge: Hvor langt vil mennesker gå for at få opmærksomhed? Dansk Folkeparti vil i hvert fald gå langt. Alt for langt. /Claes T. Sørensen

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12