Jamal Awad/Reuters/Ritzau Scanpix
Mens Syriens nye midlertidige regering forsøger at stabilisere landet, bomber Israel løs på militære syriske mål. Allerede 48 timer efter præsident Bashar al-Assads pludselige fald forrige søndag havde det israelske luftvåben (ifølge sig selv) udført 350 angreb og bombet missildepoter, våbenfabrikker, en luftbase og 15 krigsskibe. Den israelske avis Jerusalem Post kaldte begejstret operationen for “forbløffende” og sammenlignede den med ‘Operation Focus’, som i løbet af Seksdageskrigens første 24 timer i 1967 neutraliserede både det egyptiske, syriske og jordanske luftvåben.
Set fra et israelsk sikkerhedspolitisk perspektiv gav det mening at gå til stålet under det momentane magtvakuum i Syrien; premierminister Benjamin Netanyahu og koblet af forbrydere, der beklæder ministerposterne i hans regering, var ikke ovenud interesserede i, at alle disse våben skulle falde i hænderne på kludetæppet af oprørsgrupper, som havde overtaget magten i Damaskus.
Det var i sidste uge. Efter to dages massive bombardementer burde vinduet være lukket. Og som den norske diplomat Geir Pedersen, der er FN særlige udsending i Syrien, sagde om Israels aktiviteter på syrisk jord allerede d. 10. december: “Det her skal stoppe.”
Men Israel buser stadig på, og et eller andet sted burde man jo ikke være overrasket. Sent søndag bombede det israelske luftvåben et ammunitionsdepot nær den syriske havneby Tartus. På videoerne fremstår eksplosionerne i nattemørket nærmest apokalyptiske. Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettighederne er det det “kraftigste angreb” på området siden 2012.
Hvis nogen skulle være i tvivl, er det selvfølgelig i strid med folkeretten at angribe et andet land med henvisning til, at angrebet er af forebyggende karakter. Magtanvendelse over for andre stater kan kun ske som selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd. Den syriske oprørsleder Ahmed Hussein al-Sharaa (bedre kendt som Abu Mohammed al-Jolani) siger ifølge syriske statsmedier, at Syrien ikke magter bøvl med Israel oven i det bøvl, landet selv står i. “Der er ingen undskyldning for en intervention i Syrien nu, efter at iranerne har forladt landet. Vi er ikke i en proces, hvor vi går ind i en konflikt med Israel.”
Man skulle tro, at den israelske hær havde hænderne fulde med at bombe infrastruktur, hospitaler, skoler og civile i Gaza, men i sidste uge rykkede den ind og tog kontrollen over den demilitariserede zone øst for Golanhøjderne, som blev oprettet af FN i 1974 efter Yom Kippur-krigen i oktober 1973. Planen er nu at blive der vinteren over. Golanhøjderne tilhører Syrien, men to tredjedele af territoriet blev erobret af Israel under Seksdageskrigen i 1967 og annekteret i 1981 – vel at mærke uden det internationale samfunds billigelse. Nu har Israel kontrollen over hele Golan-området og melder om planer om at fordoble antallet af ulovlige israelske bosættelser i området. Usmageligt.
Forklaringen? Den nye trussel fra Syrien, siger Netanyahu. “At styrke Golan er at styrke den israelske stat,” hedder det i en pressemeddelelse fra hans ministerium. “Vi vil blive ved med at holde fast i det, få det til at blomstre og slå rod i det.”
Israel skal altså ‘blomstre’ videre på syrisk territorium. Hvordan man end vender og drejer det, er Israel en slyngelstat i forhold til international lov og ret. FN har allerede været ude at sige, at landet skal trække sig tilbage fra den demilitariserede zone, og det samme har lande som Frankrig, Tyskland og Spanien gjort.
The Guardian skriver, at omfanget af de israelske bombardementer på syrisk jord “har overrasket” mange vestlige regeringer. Det er egentlig mærkeligt. Man må efterhånden konstatere, at Israel ikke ligefrem er den store repræsentant for kunsten at begrænse sig. Det er imponerende, hvad der kan lade sig gøre, når man har USA til at holde hånden over sig. En støtte i tykt og tyndt. Der er ingen grænser for, hvad der går under betegnelsen forebyggelse. Der er ingen grænser for Israel. /Oliver Stilling