De største miljøforureninger er en del af velfærdsstatens historie

I 1953 flytter danmarkshistoriens måske mest berygtede kemivirksomhed, Cheminova, fra Mørkhøj i København til Harboøre Tange i Vestjylland. Det sker efter en længere periode med protester mod kemifabrikken i københavnerforstaden, hvor der er stigende bekymring for, hvilke sundhedsrisici der er forbundet med at bo tæt på virksomheden. Men Cheminova flytter ikke til et mennesketomt område. De flytter til en tange lige dér, hvor Limfjorden møder Vesterhavet. I en radius af 10 km ligger både Thyborøn, Harboøre og Lemvig, der alle er gamle fiskeribyer.

Indtil for nylig fandtes der dog ikke undersøgelser af Cheminova, der rakte ud over fabrikkens kemiske påvirkning. Men Sebastian Lundsteen Nielsen, der er ph.d.. i antropologi og historie fra Stavanger Universitet, har sat de sociale og økonomiske dynamikker i centrum for sin forskning. Og det er hans analyse, at Cheminova bliver den fysiske inkarnation af en ulighed, der er indbygget i velfærdsstaten fra begyndelsen.

Både fordi velfærdsstatsdrømmene gik hånd i hånd med drømme om økonomisk vækst. Og fordi velfærdsstaten ikke formåede at fordele goderne mellem land og by, hovedstad og provins og skabte en ulighed, der gjorde provinsen afhængig af storproduktionen og den ofring, der kommer med at byde en udskældt kemiproducent indenfor.

“Da virksomheden flytter til Vestjylland, er der en lokalpolitiker, der siger, at han ikke kender særlig meget til forurening, men han kender til økonomi. Og økonomien er helt klart strukturerende for, at Cheminova får lov til at være der. Deres forurening er kendt i forvejen”, understreger Sebastian Lundsteen Nielsen, da vi mødes til en snak om hans forskning.

I årtier efter fabrikkens flytning til lokalområdet har landsdækkende medier skrevet om de forureninger, der både lovligt og ulovligt er sket i forbindelse med fabrikkens produktion på egnen. For en hel generation af danskere har det sat den lille tange i Vestjylland på Danmarkskortet. Men historien om Cheminova er ikke bare en historie om gentagne miljøskandaler. Det er også en historie om en industriel udvikling, der foregår parallelt med velfærdsstatens udrulning, og den udstiller måske nogle af de sociale og økonomiske uligheder, der fra begyndelsen har været indlejret i velfærdsstaten. For i København kunne man godt sætte krav til virksomheden, fordi der var andre alternativer. Samme muligheder var der ikke ved Harboøre.

“Cheminovas forurening bliver uacceptabel i København, fordi den ligger så tæt på magtens centrum, på det politiske centrum, og fordi man formår at mobilisere en politisk modstand med advokater og politiske aktører, der er meget mere magtfulde end i Vestjylland,” siger Lundsteen Nielsen.

Cheminovabyen

På Harboøre Tange bliver Cheminova modsat enormt vigtig. Cheminova går ind som en velfærdsaktør ude i periferien af velfærdsstaten, og virksomheden bliver derfor en helt uundværlig del af lokalsamfundet. De bygger en hel by – Cheminovabyen.  De bygger veje og telefonnet. De får også den første skole til byen og sikrer dermed, at det velfærdssamfund, der er i de større byer, også kommer til udkanten af landet.

“Man vurderer, at lukningen af Cheminova – på grund af dens massive forurening – vil gøre større skade på lokalsamfundet end at stoppe forureningen,” forklarer Lundsteen Nielsen.

Men prisen er, som et halvt århundredes forskning og journalistisk dækning har vist, tårnhøj. Under sandbankerne på stranden ligger der i dag mere end 100 tons kemikalier i et depot, som virksomheden lovligt brugte til affaldet fra deres pesticidproduktion gennem det 20. århundrede. Stranden omkring depotet er afmærket, og både fiskeri og badning er forbudt. På den gamle fabriksgrund ligger cirka 40 tons pesticider og otte tons kviksølv i jordlagene, og den nye fabriksgrund, som endnu er i funktion, formodes også at være stærkt forurenet, selvom det præcise omfang ikke kendes. Her produceres blandt andet sprøjtemidler, der er ulovlige at anvende i EU, men som eksporteres til brug i lande uden for unionen. Ved begge fabriksgrunde pumpes der konstant grundvand op til rensning for at forsøge at sikre mod spredning til det lokale drikkevand, og lokalbefolkningen i Thyborøn har 20 pct. større risiko for kræft sammenlignet med andre byer langs vestkysten.

Myten om den danske stat

Cheminovas lange historie med forurening og de reaktioner, det har affødt, viser for Lundsteen Nielsen, at der har været en overdreven tillid til den danske stat. Og han mener, at det skyldes en udbredt myte om dansk exceptionalisme. Der både er afspejlet i omverdenens omtale af Danmark og i den enkelte borgers forståelse af den danske stat.

“Mange steder er der en tillid til, at systemet nok skal håndtere forurening og nok skal sørge for at passe på os. Hver gang der har været en ny Cheminova-historie i medierne, har reaktionen været overraskelse: ‘Hvordan kunne det ske? Det var jo meningen, at vi havde myndigheder og et system, som passede på os’,” siger Sebastian Lundsteen Nielsen.

“Det er jo et ret fint udgangspunkt, men jeg tror også, at der kan være en udfordring i, at man altid har tillid til, at de nok skal gøre det bedre næste gang. Så formår man ikke at rette en væsentlig kritik, som har et forandringspotentiale.”

For Lundsteen Nielsen har denne dynamik været med til at åbenbare forholdet mellem borgeren og staten mere generelt. Han ser, at der generelt er en konsensus om staten som værende bæreren af velfærden som det fælles gode. Som en ideologi for staten. Problemet er bare, at de store forureningssager som Cheminova viser, at nogle borgere systematisk er ekskluderet fra det fællesskab.

“Der er andre, som overhovedet ikke er inde under statens beskyttelse. Og der kan man snakke om oppe i Harboøre. Der er mange folk, som føler sig dybt svigtet af myndighederne.”

Den gode business case

Forrige år kom endnu en forureningsskandale op til overfladen, da jordrensningsvirksomheden Nordic Waste var skyld i et jordskred med miljøskadelig jord i nærheden af den midtjyske by Ølst. Her fik virksomhedsejer og milliardær Torben Østergaard-Nielsen hurtigt skylden som den onde CEO, men for Sebastian Lundsteen Nielsen er det endnu et eksempel på, at de egentlige dynamikker i dansk forureningshistorie ikke bliver forstået tilstrækkeligt.

“Skylden bliver ret hurtigt flyttet over på individuelle firmaer og personer, uden at man stiller nogen af de centrale, fundamentale spørgsmål. Hvor meget forurening skal man tillade sig i forhold til økonomisk gevinst? Både ved Nordic Waste-sagen, Cheminova og andre forureningssager, ser man igen og igen, at det handler om, at det primære formål er at få virksomhederne til ikke at gå konkurs.”

Derfor mener Sebastian Lundsteen Nielsen, at de mange forureningsskandaler, der har været i landet, er et udtryk for, at lovgivere og forvaltere sætter økonomi over miljø og sundhed, når de skal udarbejde lovgivning på området.

“Altså, at de skal have en god business case. Og derfor tillader man forureningen. Man gør det, fordi man har en eller anden idé om, at det er bedre for det fælles gode, hvis de her virksomheder får lov til at fortsætte med deres praksis.”

Ofrene i samfundskontrakten

Historien om Cheminova er historien om velfærdsstaten og om, hvilke ideer om de pragmatiske valg mellem sundhed og økonomi, der lader nogle i stikken, så andre får beskyttelse. For som Sebastian Lundsteen Nielsen mange gange pointerer i løbet af vores samtale, er Cheminovas voldsomme forurening lovlig hele vejen igennem. Også i dag. Og det var Nordic Wastes også.

“Det er jo helt klart nemmere at skyde skylden på en milliardær. Han [Torben Østergaard-Nielsen, red.] er jo et godt eksempel. Så kan politikerne gå ud og sige, at det er hans skyld. Men det, man ser med Nordic Waste og Ølst, er jo lovligt, og det Cheminova gjorde var også lovligt. Det er regler, praksisser og myndigheder, som tillader de her ting.”

Det er indlejret i vores system at tillade den slags, må man forstå på Lundsteen Nielsen. Den type ofringer er en del af samfundskontrakten, så længe den er lovlig. Det er kalkulen, der har været hos politikere og andre magtfulde aktører; økonomien og velfærdsgoderne gjorde og gør ofringen dét værd, når man bor i udkanten af velfærdsstaten. /Christine Roj

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Denne artikel bygger på arrangementet ‘Forurening: juridiske, historiske og litterære perspektiver’.