Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Du har ansvar for praktisk talt alle danskeres pensionsopsparing – en pensionsopsparing, som danskerne vel at mærke er tvunget til at spytte penge i. Ved lov er du forpligtet til at investere midlerne der, hvor du øjner det bedste afkast. Uheldigt nok har dine øjne så bare spillet dig et puds, for du har smidt 2,3 mia. kr. i en svensk batterivirksomhed kaldet Northvolt, som pludselig er gået rabundus. Nødtvungent skal du forklare, hvad der er gået galt, og hvorfor pengene er tabt. Hvad gør du?
For ATP’s adm. direktør Martin Præstegaard var løsningen mandag at skyde skylden på hele Europa. Mindre kunne åbenbart ikke gøre det, for som Præstegaard sagde til DR: “For mig er Northvolt et wake-up-call for Europa. Det fortæller, at vi skal tage os sammen, at vi er udfordret, at vi har et arbejde foran os.”
Var man mindre rutineret i investeringernes casinoverden – og selve det at lide tab i milliardklassen for andres penge – ville man måske have lyst til at se lidt mere indad og fx genoverveje sin risikovillighed og generelle investeringsstrategi. Meget passende kunne man se på den løbende kritik, finansielle eksperter har rettet mod ATP. En kritik, som bl.a. går på, at man ved at lægge 80 pct. af pensionsmidlerne i en portefølje fyldt med obligationer tvinger sig selv til at tage for store risici med de resterende 20 pct., som investeres mere frit. Og at det fx er et problem, at man som den eneste obligatoriske pensionsordning i verden bruger gearing, altså investerer for lånte penge.
Alt det er dog nok noget mindre sjovt at gøre, når nu tallene viser rødt. Særligt hvis man som Præstegaard kom til at sige tilbage i 2022, at milliardsatset på Northvolt var en “fed investering”, ja, faktisk en af ATP’s allerbedste investeringer, og at der desuden var tale om en “kalkuleret risiko”. Så er det nok bedre at se batterivirksomhedens kollaps som et udtryk for noget langt større og mere strukturelt, man ikke lige kan forklare nærmere. Og at sige sådan noget som det her til DR: “Det er et tegn og et symbol på, at der er nogle ting, vi skal have styr på i Europa. Det må være læren af det”.
Men hvilke bøger?
Nu er det selvfølgelig nemt at lege bagklog om aktiemarkedet; det er jo en kunst at kunne smide flere mia. kr. væk og stoisk se tabet som en kollektiv lærestreg snarere end et personligt pengeproblem, der i sidste ende også rammer almindelige lønmodtagere. Investeringer er bare svære at lave, selv når intentionen er rigtig. Hvilket kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) måske kan tale med om.
Som en del af en såkaldt udviklingspulje, vil Kulturministeriet uddele 22 mio. kr., som udvalgte skoler primært vil kunne bruge på at købe flere bøger – med det udtalte formål at øge elevernes læselyst. Umiddelbart lyder det jo som en oplagt vindersag, men ministeriet har så alligevel glemt at læse mellem linjerne. Spørger man fx Simon Skov Fougt, lektor og forskningsleder på læseundersøgelsen PIRLS, kunne man nemlig “lige så godt have købt vat”.
Problemet er, at bøgerne ikke bare hiver sig selv ned fra hylderne, selvom der kommer flere af dem. Det kræver nemlig også begejstrede bibliotekarer, som kan vise børnene, hvad de bør læse. Bibliotekarer, som lige nu mangler, og som der generelt investeres alt for lidt i. Meget lidt overraskende peger pilen her tilbage på skolereformen fra 2014, som førte til, at mange skolebiblioteker blev nedlagt, da de ikke længere var et lovkrav. Med det resultat, at bøgerne er blevet sværere tilgængelige for skoleeleverne, bemandingen dårligere, og at de resterende skolebiblioteker nu hedder noget så upoetisk som “pædagogiske læringscentre”.
Er der noget, som kan dræbe læselysten, så er det da at blive ramt af et så eklatant djøffet reformsprog, før man overhovedet når hen til bogreolen. Nej, så længe det er navnet, kan vi da også bare droppe både vat og bøger og i stedet fylde hylderne op med ATP’s årsrapporter. Om de kan lære os mere om Europa end Stefan Zweigs Verden af i går eller Annie Ernaux’ Årene, tvivler vi på, men mon ikke det vil se pænt ud på bundlinjen. Og i øvrigt flugte godt med den gråmelerede virkelighed, hvor børn åbenbart hellere skal lege iværksætterløver end læseheste. /David Dragsted