Nyhedsanalyse
Bæstet i os alle
MrBeasts gameshow er på vej til Amazon Prime Video. Men hvad er på spil?
I princippet er de det perfekte match: Amazon, der har gjort en dyd ud af kynisk og taktisk at spendere enorme summer på at skambyde og underkue sine konkurrenter (som det på berømt vis var tilfældet med Diapers.com) og generelt jagter væksten for enhver pris – om det så går ud over de ansatte. Og MrBeast, verdens klart største YouTuber – og i forlængelse heraf en af verdens allerstørste internetpersonligheder – som har gjort det til sit udtalte modus operandi at geninvestere enorme summer i sine videoer og som generelt vil gøre alt for at øge sine seertal.
Torsdag den 19. december udkommer Beast Games på Amazon Prime Video. Et spritnyt gameshow orkestreret af MrBeast, som bryster sig af at have “den største enkeltstående hovedpris i tv- og streaminghistorien” på fem mio. dollars, altså omkring 35,5 mio. kr. – og som helt generelt markedsfører sig på at være selve levendegørelsen af ‘vildere klovn, vildere’-dogmet: Amazon har angiveligt tegnet en aftale på 100 mio. dollars med MrBeast, hvis borgerlige navn er Jimmy Donaldson; showet vil have 1.000 deltagere og har ifølge Donaldson slået 40 Guinness-verdensrekorder undervejs; man har ligefrem brugt 14 mio. dollars på at bygge en mini-by, som deltagerne har sovet og dystet i.
Har du aldrig set en MrBeast-video på YouTube, kan den nogenlunde opsummeres sådan her: MrBeast åbner med at råbe-forklare, hvad der kommer til at ske i den video, du lige har klikket på – mens der krydsklippes til eksplosioner og andre vilde ting, som altså kommer undervejs. Konceptet forklares ultrakort; typisk indebærer det, at en eller flere “heldige” deltagere skal klare sig igennem en række udfordringer i håbet om at vinde et opsigtsvækkende stort pengebeløb – måske 500.000 dollars. Og herfra går det ellers over stok og sten. Sammen med sit hold af venner, der alle balancerer et sted mellem det nørdede og det frat boy-agtige, forsøger MrBeast at holde på din opmærksomhed med alle kneb. Hvilket ofte involverer kast med komisk store bundter af pengesedler, endnu mere råben og klipning i et tempo, der ville gøre selv en desperat baskende kolibri stresset.
Formularen virker som kokain eller katteurt på børn og andre barnlige YouTube-sjæle. Jimmy Donaldson har kort sagt knækket algoritmen og er med sine 337 mio. subscribers blevet YouTubes altoverskyggende main character. Faktisk i en sådan grad, at videotjenesten med tiden er blevet formet i hans billede: I dag findes der et utal af MrBeast-copycats, ligesom hans redigeringsteknikker, content-idéer og fjollede thumbnails er blevet allestedsnærværende. Hvis du gerne vil have mange views, kan du altid gøre som MrBeast; YouTube-alkymisten over dem alle.
Målt ud fra konventionelle medielogikker er MrBeasts succes tæt på et mysterium. Den 26-årige YouTuber har et relativt forglemmeligt udseende, mangler i høj grad karisma og synes nærmest ikke at udstråle nogen personlighed i sine videoer. Ikke desto mindre er han blevet et af verdens bedst kendte mennesker på internettet, i hvert fald blandt en yngre målgruppe. Hvilket kun gør det nye Amazon-show endnu mere interessant. For hvis der er én ting, Jimmy Donaldson mangler at bevise, så er det, at han også kan skabe et hit i mainstream-underholdningsindustrien; at hans evner kan bruges til mere og andet end YouTube.
Allerede før Beast Games har fået premiere, er MrBeast imidlertid løbet ind i en lang række kontroverser, som synes at understrege, at tv-underholdning er et helt andet bæst – og at der her gælder nogle andre spilleregler end på internettet. Jimmy Donaldson har efter sigende fået frie tøjler af Amazon til at skabe Beast Games, hvilket ironisk nok har skabt en række forhold for deltagerne i gameshowet, som ikke er helt ulig dem, man finder i en Amazon-lagerhal. Til New York Times har deltagere fortalt, hvordan de er blevet nægtet tilstrækkelig adgang til bl.a. mad, medicin og menstruationsprodukter, ligesom de er blevet bedt om at dyste under usikre forhold. Hvilket også har kastet et større søgsmål af sig og en flere måneder lang debat om Jimmy Donaldsons mange mangler og fejltrin.
Alle kontroverserne taler dog også ind i noget langt mere grundlæggende, som er på spil i MrBeasts univers: Nemlig en spejling af den dystopiske hyperkapitalisme, som fx Jeff Bezos’ Amazon og Googles YouTube også har været med til at skabe. I MrBeasts mange videoer findes der umiddelbart kun vækst for vækstens skyld og underholdning for underholdningens skyld, uden noget andet formål eller større underliggende motiv. I interviews har Jimmy Donaldson igen og igen påpeget, at han bare gerne vil blive så stor på YouTube som muligt, hvorfor han bruger størstedelen af de penge, han tjener, på at lave endnu flere videoer. Og selvom det til tider resulterer i større filantropiske projekter, er målet stadig at producere klikværdigt content – hvis MrBeast fx betaler for 1.000 menneskers øjenoperationer, skal der selvfølgelig også laves en tårepersende video om det.
Da verden for et par år siden var ramt af Squid Game-feber, genskabte MrBeast settet fra Netflix-serien og genopførte konkurrencerne – dog uden at dræbe nogen. Resultatet var hans hidtil mest sete video, men også et bizart afslørende øjeblik for den underliggende tomhed, der findes i hans videoer. Det klassekritiske budskab fra Squid Game var blevet totalt bortvisket, og tilbage stod den rendyrkede pengefiksering og -fascination som sin egen raison d’être. Selvom Jimmy Donaldson er udtalt apolitisk, lærer han video for video millionvis af børn, at alt må udholdes i jagten på profit – om det så er 100 dages isolation eller at bruge alle tænkelige ressourcer på at beskytte en Lamborghini. Beast Games bliver blot mere af det samme – men vil med sin prominente placering på Amazons Prime Video stå tilbage som det perfekte bevis på brain rot-økonomiens triumf. /David Dragsted