Den unge Vermunds store humanistiske byggeprojekt

Hvis du er i tvivl om, hvad Nye Borgerlige mener om sådan noget som folkepensionen, sundhedsvæsenet og offentlig transport, så er du ikke alene – det er de også selv. Til gengæld kender vi næsten allerede det nye nationalkonservative, højreorienterede og nu også opstillingsberettigede partis mærkesag til hudløshed: Danmark og danskerne ikke er tjent med flere stramninger på asylområdet. Næ, som man kan læse inde på hjemmesiden, er der brug for ”akut stop for asyl”. Synspunktet uddybes med et citat af partiets formand og medstifter, Pernille Vermund:

”Det er en folkevandring, som er i gang. Om vi så satte immigranter ud på en flad mark i regnvejr, så vil det stadigvæk være mere attraktivt at komme til Danmark end blive i Libanon, Somalia eller Jordan. Derfor bliver de ved med at komme, indtil vi lukker effektivt af for tilstrømningen.”

Det er barske ord. Udsagnet indeholder på den ene side en anerkendelse af, at de forhold, som immigranter flygter fra, er langt værre, end hvis man tilbød dem det rene ingenting i Danmark; på den anden side en holdning om, at de – eller i hvert fald vi – er bedst tjent med, at de bliver dér, hvor vi ved, der er værst at være. Bad luck.

Men der var engang for ikke så mange år siden, hvor Pernille Vermund ikke ønskede flygtninge hen, hvor peberet gror. Snarere den modsatte vej. En lidt yngre Pernille Vermund mente nemlig ikke, at de flygtninge, der allerede var her, var tjent med  at sidde og kukkelure i asylcentret ude ”på Lars Tyndskids mark”, mens de afventer deres sagsbehandling. Hendes løsning: ind til storbyen med dem. Set med nutidens briller ligner det et humanistisk integrationsprojekt.

Da Pernille Vermund i september var gæst i DR1-værten Abdel Aziz Mahmouds  udsendelse Adgang med Abdel, spurgte han hende, om det, at Nye Borgerlige havde opnået opstillingsberettigelse, var det, hun var stoltest af i sin karriere. Hun tænkte lidt, før hun svarede: det, der faktisk havde betydet mest for hende, var at blive færdig med sin uddannelse som arkitekt. Hun var vist familiens første akademiker.

Hvis man går ind Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konserverings hjemmeside og finder biblioteket, dukker der et søgefelt op. Hvis man søger på navnet ‘Vermund’, får man dette resultat: ‘Ungdomsboliger for asylansøgere’, udgivet 2001:

Sådan en problemformulering får man naturligvis lyst til at rekvirere i en tid, hvor der virkelig er brug for gode og originale løsninger. Desværre lader den til at være forsvundet, selv om den er markeret som tilgængelig i arkivet:

Det kan der være flere årsager til. Opgaven kan for eksempel være blevet arkiveret forkert. Det betyder formentlig, at den eneste person, som har et eksemplar af opgaven liggende, er Pernille Vermund selv. For at indkredse hvor humanistisk et projekt der egentlig var tale om, ringede vi hende op og spurgte lidt til hendes liv som arkitekt. Efter de indledende høflighedsfraser forløber samtalen sådan her.

Bjælkehuse og drømmehuse

Oliver Stilling (OS): I DR1-programmet ‘Adgang med Abdel’ nævner du, at den største oplevelse, du har haft, var, da du blev færdig som arkitekt.

Pernille Vermund (PV): Ja, den største karrieremæssige.

OS: Hvornår blev du arkitekt?

PV: Det blev jeg i januar 2001.

OS: Det var på Kunstakademiets Arkitektskole?

PV: Ja, i København.

OS: Før det hele blev slået sammen med Designskolen osv.? Nu er det vist en stor kasse med alt muligt.

PV: Nå, okay. Ja, det har jeg ikke engang fulgt med i.

OS: Men du arbejder stadig som arkitekt, ikke?

PV: Jo, det gør jeg. Jeg har faktisk et byggemøde om en halv time. Så det er lige på grænsen, at jeg kan nå at tale med dig.

OS: Jamen, vi kan gøre det hurtigt. Hvilken type arkitektarbejde laver du nu?

PV: Det er boliger, almindelige en-familie-huse. Ombygninger, tilbygninger og nybyggeri. Lige nu har jeg to byggesager, som jeg fører tilsyn på. Men jeg har prøvet at drosle ned og ikke tage for mange nye opgaver, for politikken tager jo en del tid. Lige nu er det primært tilsyn på nye byggesager.

OS: At være arkitekt er vel også ret tidskrævende, fordi man skal deltage i konkurrencer og lave projekter, hvor man ikke ved, om de bliver til noget.

PV: Det gør man nogle steder. De første fem år af min karriere var jeg på en tegnestue, hvor vi lavede en del konkurrencer. For ti år siden så min daværende mand og jeg, at der var et hul i markedet i forhold til at lave enfamiliehuse. Vi oplevede almindelige bygherrer, som henvendte sig direkte og ville have tegnet en bolig. Så vi lavede vores firma, Vermund+Gere, som vi har drevet siden. Og vi laver ikke konkurrencer. Vores kunder henvender sig med en opgave, der skal løses, og så løser vi den.

OS: Så I laver stadig det samme i dag, som I lavede, da I fandt ud af, at der var et hul i markedet for enfamiliehuse?

PV: Ja, det er det samme. Vi gik i gang i maj 2006, og så fik vi stille og roligt bygget nogle referencer op. Da finanskrisen så kom, havde vi allerede en del projekter, som var ved at blive udført. Jeg tror, det gav os mulighed for at holde den kørende hen over krisen, at vi var etableret allerede.

OS: Hvad kendetegner jeres enfamiliehuse? Hvor bliver de bygget henne? I hele landet?

PV: Ja, men primært Sjælland, vil jeg tro. Vi har en del i Nordsjælland, men vi har også bygget i Køge og København. Vi har haft et enkelt på Bornholm. Så det er primært Sjælland og Nordsjælland.

OS: Huse ser jo forskellige ud. Der var en periode i 1970’erne, hvor man byggede fladt med røde mursten, hvor det var svært at få vandet væk fra taget, når det havde regnet. Hvordan ser jeres huse ud?

PV: Det er alle typer boliger. Vi har gjort os umage med at vise, at vores speciale er ombygninger og tilbygninger i det oprindelige hus’ ånd, så man ikke kan se, at vi har været der. Huset skal se helstøbt ud, når vi er færdige. Hvis dit hus er fra 1920, så laver vi tilbygningen i den stil. Når vi tegner helt nye boliger, er det forskelligt, afhængigt af hvad det er for en familie, der skal bo i huset. Hvis familien vil have et bjælkehus, så tegner vi det, hvis de vil have noget moderne, så tegner vi det. Da det er private bygherre, og da de færreste bygger mere end et hus i løbet af deres liv, er det vigtigt for os, at folk får lige præcis, hvad de har drømt om – og ikke hvad vi drømmer om.

OS: Så kunden har altid ret.

PV: Nej, sådan er det ikke. Vi kan ofte se løsninger, som kunden ikke selv ville have tænkt på. Men det er vigtigt for os at tage udgangspunkt i kundens behov for at forstå, hvad det er for en familie, vi har med at gøre. Hvordan lever de, og hvordan vil et dejligt hjem se ud for dem.

OS: Tænker I på, hvordan huset ser ud i forhold til resten af kvarteret? Man kan godt nogle gange komme ud i et kvarter, hvor der pludselig ligger et hus, hvor man tænker: ’Hvad fanden er der sket her?’

PV: Lige præcis. Det gør vi. I sådan en situation giver vi ikke altid kunden ret. Der opstår en ny situation, hvis området, huset skal ligge i, er fint og gammelt. Dér bør man respektere stedet. Og det lytter folk også oftest til. Langt de fleste, som køber et hus i et gammelt villaområde, hvor der er en speciel byggestil, vil også gerne holde fast i den stil. Hvis man køber et hus på en bar mark, er der mere frie tøjler.

Noget kreativet

OS: Hvad forestillede du dig, at du skulle lave som arkitekt, da du startede på Arkitektskolen?

PV: Jeg var faktisk meget lidt målrettet i forhold til, hvilken karriere jeg ville have ud af det. Jeg havde oprindeligt tænkt, at jeg skulle læse filologi eller journalistik. Men i gymnasiet fattede jeg pludselig interesse for billedkunst og begyndte at male. Så havde jeg et år efter gymnasiet, hvor jeg var ude at arbejde. Efter det år kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at lave noget, der også var kreativt. Arkitektskolen var det sted, hvor der trods alt var bedst mulighed for, at det kunne blive til et virkeligt arbejde.

OS: Da jeg så den der udsendelse med Abdel, og du nævnte, at du havde læst på Arkitektskolen, prøvede jeg at google lidt, og jeg kunne se, at din afgangsopgave hed noget med ’Ungdomsboliger for asylansøgere’. Hvad handlede den om?

PV: Det var en infill-opgave. Den handlede om en boligblok på Vesterbro, tror jeg, som skulle fyldes ud. Det var en boligbebyggelse til unge asylansøgere. På det tidspunkt havnede mange af dem i Kongelunden. Jeg var ude at besøge de her asylcentre, og det var tydeligt, som det også er i dag, at den periode, hvor de sidder i asylcentret og venter på deres behandling, er dybt frustrerende. For de mennesker var det om muligt endnu værre, fordi de gik jo bare der. Man kan jo forestille sig, hvad der sker, når man lukker 50 unge mænd inde sammen i lokaler på Lars Tyndskids mark, hvor de ikke har noget at lave. Det siger sig selv, at på et tidspunkt får de nok. Så min opgave handlede om, at hvis man fik dem ind i bymiljøet, hvor der i forvejen var forskellige kulturer, og hvor man er vant til et mere internationalt miljø, hvis man kan sige det sådan, så var der mere for dem at lave, og det ville måske også være nemmere for omgivelserne at tage imod dem.

OS: Var det baseret på noget eksisterende bebyggelse på Vesterbro?

PV: Nej. Der lå en byggegrund, tror jeg. Jeg tror, der var et hul mellem to høje gamle bygninger. Jeg mener, der lå et værksted. Det er mange år siden.

OS: Hvor var det henne? Jeg bor på Vesterbro.

PV: Kan det have været Hedebygade?

OS: Ja. Der er nogle huller derinde i hvert fald. Og der skulle altså være boliger og en blok, hvor der kunne bo en masse unge asylansøgere?

PV: Ja, det var tanken. Der var jo ikke lige så mange, som vi har i dag. Jeg kan ikke huske, hvor mange der skulle være plads til, men det var meningen, at man skulle samle de unge asylansøgere inde i byen.

OS: Hvad lagde du vægt på i byggeriet – at det skulle være godt for dem at bo der?

PV: For mig var det placeringen, der var vigtig. At få dem væk fra de der steder, hvor de ingenting har at lave, og hvor de virker mere som fremmede fugle, end de gør i byen. Og så var det vigtigt at have nogle fællesrum i bygningen. Det var en virkelig dårlig opgave, når jeg sådan tænker tilbage på den. Det må have været en af mine dårligste, men jeg husker det, som om at der var nogle relativt små værelser og så et fællesrum. Der skulle bo fire-seks asylansøgere i hver lejlighed, som skulle dele værelse to og to, og så havde de fælles køkken og stue. Det var lidt studiebolig-agtigt.

OS: Så det var ikke familieboliger?

PV: Nej, de kom fra Kongelunden og – det var ikke Sandholmlejren, men det lå i nærheden. Det var et rent ungdomscenter, hvor de kun havde uledsagede flygtninge- – ja, man siger børn, men det er det jo ikke. Nogle er selvfølgelig, men de fleste af dem jeg besøgte, var teenagere. De sagde, de var under 18 år, men virkede meget som unge mennesker.

OS: Hvad fik dig til at interessere dig for lige den problemstilling?

PV: Jeg var meget engageret i alt, der havde med udviklingsbistand og asylpolitik at gøre – også i min studietid. Jeg havde et halvt år i Cape Town, hvor vi var nede og lave byplanlægning i nogle af de områder for sorte, som oprindeligt bare var en muddermark, hvor de byggedederes blikskure op, fordi de under apartheid blev smidt ud af byen. Jeg var egentligt ret optaget af at finde ud af, hvordan man kunne gøre det bedre, og om der var noget i arkitekturen, som kunne forbedre den situation, som vi vidste, var uholdbar for både asylansøgere og nærområder.

OS: Så de kunne få et mere værdigt liv?

PV: Jeg ved ikke, om det var, fordi det var uværdigt. Det var bare tydeligt, at de unge asylansøgere intet havde at lave. Og de skulle gå langt for at komme med en bus, som de skulle køre langt med for overhovedet at finde noget, de kunne foretage sig. De fleste ved, at hvis man er ung og ikke har noget at foretage sig, så har man også flere alternative idéer, end man har, når man når op i vores alder. Så det var ud fra den betragtning, at det ville være godt for dem at være et sted med et internationalt miljø, og den betragtning, at det måske også var lettere for storbyen at acceptere dem, fordi der i for vejen var mange nationaliteter.

OS: Hvordan adskilte det sig fra andre ungdomsboliger?

PV: Det gjorde det sådan set ikke. Det eneste særlige var, at de skulle ind til byen i stedet for at være på en eller anden mark. Selve bygningen kunne lige så godt have været ungdoms- eller studieboliger.

OS: Bygningen blev jo ikke bygget, men hvordans forestillede du dig den?

PV: Den var meget modernistisk. Der var nogle kasser, der stak ud, så vidt jeg husker. Fællesrummene markerede sig i sådan en rytme med facaden. Jeg har ikke tænkt på det siden.

OS: Var bygningen hvid? Var det ikke omkring 2001, at Zaha Hadid og Arken og alt det der var populært?

PV: Jo. Jeg husker, at jeg var ret inspireret af, at Vandkunsten havde lavet en bygning ude på Christianshavn, en skole eller en børnehave, som havde noget mørk murværk, hvor de her kasser stak ud. Det passede ind i bybilledet, men når man kiggede op på den, kunne man se, at den var anderledes end de gamle bygninger.

OS: Hvis nu bygningen var blevet opført, kunne man så forestille sig, at der var folk, der ville modsætte sig det at få asylansøgere ind midt i byen – naboerne for eksempel? Tænkte du på det, da du lavede projektet?

PV: Nej. Selve idéen var båret af, at der var udfordringer med unge på asylcentrene, der opførte sig… alternativt. På det tidspunkt var jeg ikke politisk aktiv, så jeg tænkte kun på, om man kunne forbedre den situation for de unge og for dem, der boede i området ved de gamle asylcentre, gennem arkitekturen og placeringen.

Et godt integrationsprojekt

OS: Du er 40 år nu, ikke?

PV: Jo.

OS: På det tidspunkt var du så 25 år. Hvordan blev opgaven modtaget af eksaminator og censor?

PV: Det var ikke den opgave, jeg fik mest ros for. Set i bakspejlet var den ikke så god. Jeg tror, jeg var meget fokuseret på facaden og spillet i facaden og i virkeligheden nok lidt for lidt interesseret i livet inde i bygningen. Det afspejlede sig i opgaven.

OS: Hvis du skulle lave en afgangsopgave i dag, ville du så lave noget tilsvarende?

PV: Asylboliger? Nej, nu har jeg det jo sådan, at vi er nået dertil, hvor vi har taget imod alt for mange. Derfor er vores politik, at vi ikke skal asylbehandle i Danmark. Men som arkitekt synes jeg stadig, det er en interessant opgave, hvordan man kan løse sådan en udfordring. Vi lever jo i et demokrati, og så længe der ikke er flertal for det, jeg ønsker, må vi få det bedste ud af det, flertallet har besluttet. Og det er jo stadig interessant, hvordan man kan bruge arkitekturen til at forbedre de vilkår, politikerne har skabt for os.

OS: Har du stadig projektet? Illustrationer og sådan noget?

PV: Nej, jeg tror, jeg smed det ud for omkring tre uger siden. Jeg havde en masse projekter stående, som jeg tænkte, jeg skulle bruge en eller anden dag, men så røg det ud.

OS: Det var ærgerligt. Lavede du projektet alene?

PV: Ja. Spørgsmålet er, om man kan finde det. Har du prøvet at google det?

OS: Ja, for jeg stødte på titlen.

PV: Måske har jeg nogle billeder af det et eller andet sted.

OS: Det er meget sjovt, at emnet har optaget dig også på det tidspunkt i dit liv.

PV: Ja. Det, jeg står for i dag, er jo også et resultat af både mine studier i Sydafrika, hvor jeg kunne se, at den udviklingsbistand, der blev sendt derned, ikke havde nogen effekt. Nogle mennesker bliver ved med at tro på, at hvis vi bare hjælper én gang til, så lykkes det, men det er spild af penge.

OS: Din afgangsopgave var velment, så hvis der havde været flere af sådan nogle projekter, der var lykkedes dengang, havde det måske set anderledes ud i dag. Det lyder jo som et godt integrationsprojekt.

PV: Jeg ved ikke, om det var et integrationsprojekt. Asylansøgere risikerer jo at blive smidt ud. Dengang tænkte jeg, at de i virkeligheden burde være et sted i nærheden af lufthavnen i maksimalt et døgn, hvorefter de enten skulle ud, hvis de ikke kunne få asyl, eller ind i samfundet med det samme, hvis de fik asyl. Den der ventetid er jo håbløs. Det er derfor, vi siger, at vi slet ikke skal lave asylbehandlingen på den måde. Vi må asylbehandle i nærområderne og tage dem herop, når vi har fået ryddet ud i det, der er lavet tidligere. Vi kan ikke have folk siddende i venteposition, mens myndighederne vurderer, hvor de kommer fra, og om de er berettigede til asyl. Det er uholdbart både for dem og for lokalsamfundet. Men nu var det jo et arkitektonisk projekt.

OS: Jeg vil jo mene, at sådan et projekt er tidløst, og det er vel det ypperste for en arkitekt. Jeg tænker, at man godt kunne bygge sådan noget i dag.PV: Hvis man havde bygget det dengang og fundet ud af, at det var en dårlig løsning, fordi det var ganske inhumant for de unge, at de skulle hele vejen herop for at sidde og vente  – der er jo ret lang behandlingstid, op til et år – og i stedet ville behandle asylansøgningerne i nærområderne, havde vi jo kunnet bruge sådan en bygning til noget andet, ungdomsboliger eller kollegier.OS: Hvis jeg var bygherre dengang, havde jeg slået til, og hvis det ikke fungerede med asylansøgere, havde jeg lavet det om til studieboliger.PV: Jeg tror, du ville tænke som bygherre, at – og det kan jeg se efterfølgende på de bygninger, der har været brugt som asylboliger, og det kunne jeg jo også se derude på asylcentrene dengang: De passer ikke rigtig godt på deres omgivelser for at sige det mildt. Som bygherre ville du nok overveje, om ikke dine penge var bedre investeret i at bygge boliger til danske studerende.OS: Nå, jeg synes, at det var sjovt at høre om dit liv som arkitekt.PV: Har du mulighed for at sende mig noget?OS: Ja, det kan du tro. Det her bliver et meget straight spørgsmål-svar-interview, så jeg skal lige skrive båndet ud, så sender jeg det forbi dig. Hvis du finder en illustration af, hvordan bygningen så ud, så vil vi gerne publicere det. Ellers må du tegne det i hånden efter hukommelsen.

PV: Jeg kan nærmest ikke huske det.

/Oliver Stilling