Nyhedsanalysen
En nordmand, en russer og et VM i skak
Verdensmesterskaberne i skak venter lige om hjørnet. I denne uge stiller Philip Kim Bank Hougesen skarpt på kampen, spillet og spillerne i et mesterskab, som kan betragtes som et øjebliksbillede på det 21. århundredes kulturelle, teknologiske og politiske emner. Forsvarende mester Magnus Carlsen fra Norge er favorit, men den russiske udfordrer Sergej Karjakin har hele nationens opbakning og vil kæmpe indædt for at få titlen tilbage på russiske hænder.

Norwegian world chess champion Magnus Carlsen (L) plays against Russian grandmaster Sergey Karjakin during the IX Chess Masters Final in Bilbao, northern Spain, July 21, 2016. REUTERS/Vincent West
Verdensmesterskabet i skak har alle ingredienserne til at blive en klassiker. På mange måder er kampen et øjebliksbillede på de kulturelle, teknologiske og politiske emner, der præger og former det 21. århundrede. Finalen står mellem forsvarende mester Magnus Carlsen fra Norge, og udfordreren Sergej Karjakin fra Rusland, når mesterskabet afholdes d. 11.-30. november i den historiske Fulton Market Building i New York, tæt ved Brooklyn Bridge.
Det er første gang, at kombattanterne i en VM-finale begge er født i 90’erne (Carlsen d. 30. november 1990 og Karjakin d. 12. jaunar 1990), og AGON Limited, der står for de kommercielle aspekter og broadcasting af eventet, promoverer da også titelkampen som det første mesterskab for og med iPhone-generationen. Vinderen kan foruden titel og hæder se frem til den største bid af præmiepengene på en million euro.

Verdens bedste skakspiller
Det er ikke nogen simpel affære at få et verdensmesterskab i skak i stand. Selv om den første VM-kamp blev afholdt i 1886, er der ikke afviklet mere end 50 titelkampe siden. En del af den historiske forklaring er, at verdensmesteren i de tidlige dage selv kunne bestemme, hvilke spillemæssige og økonomiske betingelser en potentiel udfordrer skulle imødekomme. Det satte sine naturlige begrænsninger for frekvensen og kvaliteten af udfordrere, indtil FIDE (Det internationale skakforbund, red. ) overtog organiseringen af verdensmesterskabet, efter at verdensmesteren Alexander Alekhine tog titlen med sig i graven i 1946. Desuden har et par verdenskrige og den kolde krig også sat tingene på stand-by i perioder. Sidste titelkamp blev afholdt i 2014, hvor Magnus Carlsen med succes forsvarede sin titel mod inderen Viswanathan Anand. At kunne kalde sig verdensmester i skak er ret eksklusivt og anses af mange for det ypperste, man kan opnå inden for sporten.
Afgørelsen finder sted til november og afvikles som en finale, hvor to spillere kæmper om titlen. Strukturen for et VM fungerer lidt ligesom i boksning, idet mesteren ikke skal forsvare sin titel før den faktiske titelkamp. Udfordreren derimod skal vinde den såkaldte ‘Kandidatturnering’ for at opnå retten til at udfordre den forsvarende mester. Turneringen tæller 8 spillere fra den absolutte verdenselite, og for overhovedet at få en plads skal spilleren enten ligge i toppen af verdensranglisten eller have kvalificeret sig gennem en satellitturnering. Derudover får taberen af den sidste VM-finale en adgangsbillet, ligesom der uddeles et wildcard.
Det er således yderst krævende og omkostningsfuldt overhovedet at nå dertil, hvor Sergej Karjakin er i dag. Som forsvarende mester har Magnus Carlsen altså den fordel, at han ikke har spillet udmarvende kvalifikationskampe og indledende runder for at komme til finalen. Det er et privilegium, som giver mere tid til at forberede og træne, men det kan også være en sovepude for nogle spillere, der mister lidt af sulten og skarpheden.
Topspillere i tidsnød
Selve finalen strækker sig over 12 partier klassisk skak, hvor tidskontrollen er to timer pr. spiller for de første 40 træk (herefter 30 minutter for de næste 20 træk og 15 minutter for resten af partiet med 30 sekunders tillæg for hvert træk). Det er og lyder som en langvarig affære, men ikke så sjældent kommer selv en topspiller i tidsproblemer, og det kan ofte være udslagsgivende, hvis en spiller kommer i tidsnød, når partiet nærmer sig sin afgørelse.
Scoresystemet fungerer sådan, at et vundet parti giver ét point, et tabt giver nul, og remis, som betyder uafgjort, giver et halvt point til hver spiller. Skulle det efter 12 partier stå uafgjort, spilles der fire partier hurtigskak, hvor tidskontrollen er 25 minutter pr. spiller, og ender disse også uden vinder, spilles der fem gange to partier lynskak med kun fem minutters tidskontrol. Sidste tie-break er et såkaldt armageddonparti, hvor hvid har seks minutter mod sort, som har fem, hvor kravet til gengæld er, at hvid skal vinde partiet. Ender det remis vinder sort.
Selv om VM-kampen i moderne tid er blevet kortet ned til 12 partier for ikke at trække affæren i langdrag, så er det stadig en lang og udmattende affære. Selv 12 partier stiller store krav til spillernes evne til at koncentrere sig over et langt stræk. En genistreg den ene dag er ikke noget værd, hvis man laver en fatal fejl på grund af træthed den næste. Man bliver ikke kun verdensmester ved at være den mest kreative, angrebslystne og risikovillige, men også ved at holde bundniveauet så højt som muligt.
Fitness og stamina
Siden Garry Kasparov i 1985 vandt titlen fra Anatolij Karpov i et legendarisk opgør, der foruden den eminente skak på brættet også var et clash mellem et mere progressivt Rusland med Kasparov og det gamle Sovjet med Karpov, så har fysisk fitness og stamina været et fast tema i skak. En stor faktor i Kasparovs sejr er således efterfølgende blevet tilskrevet hans afsindigt disciplinerede træningsindsats både fysisk og teoretisk, hvilket Karpov, der notorisk var kendt for at være doven, ikke kunne matche over en hel kamp. Når det kommer til Carlsen og Karjakin, er de begge kendt for at dyrke sport og gå op i deres fysik, så på den front har Carlsen ikke nogen klar fordel, som tilfældet ifølge flere kommentatorer var i Carlsens sidste to VM-kampe mod den 20 år ældre Viswanathan Anand i 2013 og 2014.
From russia with love
Forventningerne til den 26-årige udfordrer er enorme. Rusland har historisk set nærmest haft patent på titlen, og siden Mikael Botvinnik vandt titlen i 1948, har den, med undtagelse af en enkelt afstikker til amerikaneren Bobby Fischer i 1972, været på sovjetiske og russiske hænder helt frem til 2006. I de senere år har de ærekære russere dog ikke kunnet få fingre i titlen, som i deres optik stadigvæk er et stærkt symbol på intellektuel overlegenhed og kulturel dannelse.

Karjakin brød lydmuren i skakverdenen, da han i en alder af kun 12 år og syv måneder helt uhørt opnåede titlen som stormester. Det var en bedrift, der overgik den hidtige rekord, som var sat af Magnus Carlsen, der opnåede titlen, da han var 13 år, 4 måneder og 27 dage. Stormestertitlen kræver en meget høj elo-rating – et ratingsystem, der angiver den enkelte spillers styrka – samt en række andre meritter, der selv for yderst habile spillere er uopnåelig.
En stor del af Karjakins exceptionelle skakegenskaber i så tidlig alder skal med sikkerhed tilskrives ’den russiske skakskole’, der er kendt for en ekstremt disciplineret og teoretisk tilgang til spillet. De russiske spillere er kendt for at være bundsolide og kan ofte presse en sejr ud af en tilsyneladende knastør stilling eller sikre remis i en kompliceret position, hvor modstanderen har en fordel. Det er en spillemæssig robusthed, der kan vise sig at være afgørende over 12 partier.
Karjakin er egentlig født som ukrainsk statsborger, så man kunne mene, at det var lidt af en tilsnigelse at påstå, at han er af den russiske skole, men ikke desto mindre er hans skakopdragelse meget lig den russiske. Det bliver heller ikke mindre speget af, at Karjakin i 2009 fik tildelt et russisk statsborgerskab af daværende præsident Medvedev for at sikre sig bedre økonomiske og træningsmæssige betingelser for sin skak. Det er som sådan ikke unormalt, at spillere leder efter de bedste betingelser inden for forskellige sportsgrene, men det er ret opsigtsvækkende, at Karjakin flere gange offenligt har tilkendegivet sin opbakning til Vladimir Putin og dermed også inddirekte Ruslands invasion af den ukrainske Krim-halvø i 2014.
En stor del af skak på absolut topniveau handler også om det team og den økonomiske opbakning, en spiller formår at samle omkring sig, og her er Karjakins ressourcer fra allerøverste skuffe. Flere stærke russiske spillere hjælper ham med træning og forberedelse op til mødet med Carlsen, og den pengestærke russiske skak union har erklæret Karjakin sin fulde støtte. Selv om det kun er Karjakin, der flytter brikkerne ved skakbrættet, så er det sikkert og vist, at Carslen er oppe imod en hel nation, som gerne ser titlen på russiske hænder efter ti års tørke.
Carlsen-æraen
Selv om Karjakin har rekorden foran Magnus Carlsen som den yngste stormester nogensinde, så har Carlsens udvikling været klart hurtigere end Karjakins. Fra de sene teenageår og fremefter begyndte Carlsen at vinde flere stærkt besatte turneringer og dominere skakverdenen, hvilket kulminerede i en førsteplads på verdensranglisten d. 1. januar 2010. Carlsen var blot 19 år på det tidspunkt. På den nuværende rangliste er Carlsen stadig nummer ét med 2853 point, mens Karjakin er nummer ni med 2772 point. Carlsen er ikke bare forsvarende verdensmester, men dominerer spillet i en sådan grad, at flere har talt om Carlsen-æraen. Han har desuden rekorden for højeste elo-rating foran skakikonet Garry Kasparov, der før Carlsen havde rekorden med 2852 point. Carlsen peakede i maj 2014 med 2882 point, hvilket ingen endnu har været i nærheden af.

Som spiller er Carlsen en gudsbenådet, kreativ og cool spiller, men det der for alvor adskiller ham fra resten af verdenseliten, er hans pragmatiske tilgang til spillet. Helt konkret betyder det, at han hverken bryder sig om at memorisere lange variationer, hvor trækkene stort set er tvungne, ligesom han heller ikke begiver sig ud i eventyrlystne ofringer af sine brikker i håb om at gøre modstanderen skakmat ved et overvældende angreb. I stedet forsøger han at dreje partiet over i mindre udforskede og analyserede positioner, som dermed tvinger modstanderen til at tænke ved brættet.
Den anden outstanding egenskab ved Carlsen er, at han mestrer såkaldt positionel skak bedre end nogen anden. Han behøver kun en ganske lille fordel for at vinde et parti. Han har tålmodighed og coolness til lidt ad gangen at forbedre sine brikkers position, så modstanderen til sidst må give fortabt.
Bjergvandring og skisport
Carlsens team består blandt andet af danske Peter Heine Nielsen, der med en placering omkring nummer 100 på verdensranglisten er en ganske respektabel spiller. Før en VM-match forbereder Carlsen og hans hold på 4-5 personer sig skakteknisk, fysisk og mentalt.
”Generelt vil jeg ikke afsløre for meget, men før forrige VM-match, havde vi en træningslejr i Zermatt, hvor vi kombinerede skak-forberedelserne med bjergvandring og skisport,” fortæller Nielsen, der har arbejdet med Carlsen siden hans teenageår.
”I forhold til andre spillere ved VM-matcher har Carlsen mindre fokus på åbninger og mere fokus på fysisk og mental parathed. Det ændrer dog ikke ved, at vi stadig har fokus på åbningsfasen. Vores tilgang er, at Magnus er den bedste skakspiller i verden, og vores arbejde går ud på at lade ham udfolde det. For eksempel er det ikke et must for os at vinde åbningsfasen. Får han blot et rimeligt udgangspunkt, er vi optimistiske. Det kan sammenlignes lidt med Tour De France. Hvis bare favoritten når bunden af bjerget uden at være bagefter, føler vi os sikre på, at han sætter konkurrenten på plads, når det virkelig gælder. Magnus er en alsidig skakspiller, der kan det hele.”
Som person er Carlsen easy-going. Han holder af og spiller selv fodbold, hans yndlingshold i basket er Boston Celtics, som han gerne ser en kamp med frem for at nørkle med taktiske spidsfindigheder op til en turnering. Han ligner på mange måder en helt almindelig ung mand i midten af tyverne, og ved den seneste Skakolympiade i Baku i september i år stillede han op i hættetrøje som en anden pokerspiller.
Carlsen har lune og en skandinavisk form for humor. Den engelske stormester og mangeårige kommentator af skakturneringer Daniel King fortæller i et Skype-interview, at spillerne i den stærkt besatte og traditionsrige turnering, Wijk An See i Amsterdam, der blev afholdt tidligere på året, blev vist rundt på Rijksmuseet for at se på værker af de hollandske malermestre. Her skulle Carlsen efter en præsentation af et maleri tørt have spurgt, hvor mange køer der var på det pågældende billede.
Hvem vinder?
Carlsen og Karjakin har mødt hinanden 21 gange i turneringssammenhænge i klassiske partier og kender desuden hinanden vældig godt fra juniortiden. De kommer fint ud af det, men er ikke bedste venner, har Karjakin udtalt. Af de 21 partier er det blevet til 4 sejre til Carlsen, 1 sejr til Karjakin, mens 16 er endt i remis. Favoritrollen tilfalder efter manges mening Carlsen, men Karjakin er ikke uden chancer. Hans spillestil er solid og passer godt til en kamp, der strækker sig over mange partier. Han er svær at nedbryde og har ikke åbenlyse mangler i sit spil.
Peter Heine Nielsen vurderer, at Carlsen er favorit, men vil ikke afskrive Karjakin med det samme:
”Magnus er favorit, det er præmissen ved at være klart nummer ét i verden. Han møder til gengæld en dedikeret modstander med seriøs russisk støtte for at vinde kronen tilbage til skakstormagten. Det kan enten gøre, at vi ser en styrket Karjakin, eller at vi ser en nervøs Karjakin. Men vores fokus er ikke der. Når du er så god som Carlsen, ved du, at hvis du rammer dit top-niveau, så vinder du. Det kan blive en spændende match på brættet, men også ud fra en øst-vest vinkel.”
Noget, der måske kan give en fordel til Karjakin, er den massive støtte, han får fra den russiske skak union. Det frygter Heine Nielsen dog ikke:
”Vi tror på vores koncept, og Magnus har altid haft succes med at gøre tingene på sin måde uden at frygte modstanderen. Vi kan ikke matche støtten i volume, men kan vi forhindre at blive totalt overmatchet i åbningen – hvilket jeg tror, vi kan – så kan Magnus få lov at vise, hvorfor han er verdens bedste.”
På trods af de mange faktorer omkring spillerne, så er det, når alt kommer til alt, på selve skakbrættet, at kampen skal udkæmpes. Det afgørende bliver, hvilken type partier Carlsen og Karjakin kommer til at spille. Carlsen er mesterlig til positionel skak og vil hårdhændet forsøge at styre partierne i den retning. Hvis han lykkes med det, er han formentlig allerede halvvejs i mål med sit titelforsvar. Karjakin derimod vil med stor sandsynlighed forsøge at komplicere positionerne, så der ikke er nogen åbenlys positionel fordel til nogen af spillerne, men i stedet en masse muligheder og ikke mindst faldgruber, som kan være svære at manøvrere i, hvis spillerne kommer under tidspres. Formår Karjakin at skabe disse uklare og komplekse stillinger, er hans chancer for at vinde ikke helt umulige.
En kaskade af angrebsskak med spekulative ofringer og tveæggede træk skal man nok alligevel ikke forvente fra Karjakin, eller Carlsen for den sags skyld. Selv om 12 partier lyder af meget, så er det ganske fatalt, hvis en spiller kommer bagud tidligt i kampen og dermed bliver tvunget til at gå aggressivt efter sejren i de efterfølgende partier. Specielt mod Carlsen er det livsfarligt med defensive svagheder i sin position, som en fejlslagen offensiv kan efterlade. Statistikken taler også sit tydelige sprog. Langt størstedelen af partierne mellem de to kombattanter er endt i remis og sådan vil det højst sandsynligvis også komme til at gå til november, når de to super-stormestre tørner sammen og kæmper om hæder, ære og den største luns af præmiepengene på 1 million euro.
”Jeg glæder mig til matchen,” siger Peter Heine Nielsen. ”Stor scene. Magnus er oppe imod verdens traditionelt set bedste skaknation. Jeg tror, det får det bedste frem i ham, og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe.”
I næste uge kan du læse kortlægningen af det politiske drama, der følger i kølvandet på dette års VM-kamp: En korrupt præsident for det internationale skakforbund, trusler om sagsøgning af journalister og nepotismelignende tilstande i sponsorafdelingen.