Jurister er også lobbyister

De fleste bakker op om EU’s lobbyregister. Men hvis man spørger et bredt udsnit af europæerne, hvem de mener, registeret skal omfatte, er svaret ganske få. Mens interesse- og brancheorganisationer oftest anses som lobbyister, opfatter den almindelige borger i EU advokater som relativt neutrale.

Der har været masser af historier om, at advokater har været tilbageholdende med at registrere sig i lobbyregistret. Også i tilfælde, hvor de har haft tydelige interessekonflikter i form af tidligere jobs i eksempelvis Kommissionen. Det sker tit: En konsulentvirksomhed eller et advokatkontor er det naturlige stop efter en karriere i Europa-Parlamentet eller Kommissionen.

Svingdøren står åben, og når det gælder kommissærer, tysser Kommissionen det ned. Den uafhængige etiske komité, der skal kontrollere, at de følger EU’s interne retningslinjer, har det med hurtigt at tilgive og undgå at gøre en sag ud af det, viser et nyt studie af de henholdsvis finske og franske lobbyforskere Emilia Korkea-aho og Lola Avril.

Ifølge de to lobbyforskere er der en “konstant bevægelse” fra Kommissionen til advokat- og konsulentfirmaer. Korkea-aho og Avril, der er tilknyttet henholdsvis University of Eastern Finland og det franske forskningscenter CNRS, kalder dem derfor ‘lawyer lobbyists’. På dansk: Advokat-lobbyister.

Korkea-aho og Avril har i en række tidligere studier beskrevet, hvordan det er normen, at advokatfirmaer leverer lobbyarbejde. Det kan være, at de er blevet hyret af Google til at forsvare en sag, mens de tidligere har været ansat i Kommissionen til netop at sikre Googles efterlevelse af konkurrencereglerne.

Ifølge Emilia Korkea-aho er det en “hovedpine for myndighederne” at kende forskel på, hvornår en advokat laver lobbyisme, og hvornår det egentlig er juridisk arbejde. “Hvis det er svært for myndighederne, er det også svært for advokaterne selv,” siger Emilia Korkea-aho, der selv er uddannet advokat og har været tilknyttet både Yale og Columbia University. “Det er indgroet i vores uddannelse, at vi er objektive og neutrale. Det er de værdier, som advokater lærer at stræbe efter,” siger hun.

De seneste års skærpede fokus på techgiganternes monopoler og flere sagsanlæg mod eksempelvis Google og Amazon er blevet en guldgrube for advokaterne – med overhængende interessekonflikter, fordi personen, der skifter job, sidder med afgørende insiderviden. Men advokaten ser ikke altid selv problemet, mener Korkea-aho og Lola Avril.

“Der er altid måder at omgå reglerne på og beskrive din position på en måde, som om du ikke driver lobbyvirksomhed,” siger Avril, der er specialiseret i konkurrenceret.

“Hvis du vil påvirke en person, der træffer politiske beslutninger, skal du overbevise vedkommende om, at du ikke forsvarer din klient eller en virksomhed, men et offentligt gode. Så det at være en god lobbyist er at overbevise andre om, at det, du laver, ikke er lobbyarbejde, men at du er ekspert. At have en juridisk baggrund giver dig en slags troværdighed, når du taler med politikere. Det gælder for virksomheder såvel som for ngo’er og civilsamfundsorganisationer,” siger hun.

“Hvis jeg var lobbyist eller havde en virksomhed og gerne ville have nogen til at lobbye på mine vegne, ville jeg også selv være fristet til at hyre en advokat. Jeg ville føle, at politikere og beslutningstagere ville lytte mere opmærksomt til, hvad en advokat har at sige, fordi advokater kan argumentere meget overbevisende ved hjælp af juridiske detaljer,” supplerer Emilia Korkea-aho.

Absolut minimum

Techforsker Margarida Silva fra forskningsinstituttet SOMO satte sig i foråret for at lave en simpel test: Hvis man beder en række deltagere på en konference om at svare ja eller nej til, om de er blevet betalt for at være der, hvad svarer de så? Hele 21 pct. sagde nej, selvom de havde tydelige interessekonflikter.

“Hvis du bliver hyret af Google til at forsvare Google i en retssag – eller blot for at indsamle oplysninger – og du så deltager i en workshop og bliver spurgt, om du har en forbindelse, er det absolutte minimum bare at sige ja,” siger Margarida Silva. Siden 2016 har det været obligatorisk at registrere sig i åbenhedsregistret, hvis man vil have et møde i EU-institutionerne.

Som Emilia Korkea-aho og Lola Avrils forskning viser, er der først i de senere år kommet opmærksomhed på, hvad der reelt tæller som lobbyisme. Så kunne de manglende oplysninger skyldes, at lobbyister ikke altid ved, at de er lobbyister? Ikke hvis man spørger Margarida Silva: “Virksomheder, der er reguleret af åbenhedsregistret, har accepteret den her praksis med gennemsigtighed. Så jeg ville forvente bedre opførsel.”

Margarida Silvas undersøgelse bekræfter billedet af, at det er nemt at omgå EU’s etiske kodekser og krav, sådan som de ser ud i dag. At der bliver stille, når folk træder forkert, gælder også hos Kommissionens embedsmænd, siger Emilia Korkea-aho og Lola Avril. Svingdøren står åben, og Kommissionen arbejder ikke imod det: De accepterer det bare.

“Der har været nogle sager om embedsmænd i Kommissionen, der er skiftet til advokatfirmaer, hvor Kommissionen har været irriteret over, at advokatfirmaerne offentliggør, at de har ansat folk fra Kommissionen. Kommissionen siger ikke rigtig noget,” siger Emilia Korkea-aho.

Emilia Korkea-aho og Lola Avrils arbejde tager udgangspunkt i Kommissionen. Men problemet er endnu mere udbredt og lige så lidt belyst i EU’s agenturer, eksempelvis grænsevagten Frontex.

“Der er meget lidt, hvis overhovedet nogen, form for kontrol. Agenturerne har meget forskellige regler, og det gør lovrammerne fragmenterede,” siger Emilia Korkea-aho, der mener, at ombudskvinden Emily O’Reilly, der til februar træder tilbage efter 11 år på posten, har været meget aktiv på det punkt.

“Vi er vel akademikere, vi burde ikke være fans. Men ja, jeg kan åbent indrømme, at jeg er det. Den næste ombudsmand har store sko at udfylde. Emily O’Reilly har været meget aktiv i forhold til lobbyisme og svingdøre og har gjort et fremragende stykke arbejde på trods af, at hun ikke kan gøre ret meget andet end at insistere på visse ting. Man kan skubbe meget forsigtigt, men hun er blevet ved med at skubbe og har brugt sin bløde magt maksimalt.”

Spar 15 firmaer

Margarida Silva mener også, at EU har bevæget sig fremad, hvad angår gennemsigtighed.

“Vi har en fornemmelse af, hvem de største aktører er, og hvilke politikker de retter sig mod. Vi har nået et punkt, hvor vi ofte er i stand til at pege på en mangel på balance i de stemmer, der bliver hørt,” siger hun.

“Men det, vi mangler svar på, er, hvordan vi kommer videre herfra. Hvordan sikrer vi, at virksomheder, der har færre ressourcer og folk og ikke har råd til at ansætte et lobbyfirma, kan deltage i den politiske beslutningsproces?”

Advokat- og konsulentfirmaers ydelser vil typisk også tiltrække de kunder med mest kapital. Men et stort budget behøver ikke være udtryk for, at du har stor indflydelse. Det kan faktisk være udtryk for det modsatte, siger Margarida Silva.

“Når man ser på Big Tech, har mange skandaler – for eksempel med persondata – sat virksomhederne i et negativt lys. Og det har gjort det sværere for dem at påvirke. Selvfølgelig var de stadig i stand til at få indflydelse, men de var ikke i stand til fuldt ud at blokere politikker som Digital Markets Act. Penge spiller en rolle, men hvordan de opfattes af regulatorerne er også meget vigtigt.”

Som EU-juristen Alberto Alemanno har fremhævet til Føljeton, er løsningen ikke nødvendigvis flere lobbyregistre. Men færre møder skal holdes bag lukkede døre, mener Margarida Silva, ligesom flere offentlige høringer ville kunne gøre en forskel.

“Virksomheder vil stadig være der og kunne repræsentere deres interesser og meninger, men politiske beslutningstagere har et ansvar for at sikre, at borgere, samfund og akademikere uden forbindelser også er til stede, så de kan stille spørgsmål til hinanden. Det vil kunne bryde grebet om virksomhedernes lobbyisme,” siger hun.

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.