Hvem er bange for ombudsmanden?

Ingen frygter ombudsmanden, lød konklusionen fra Politico, da de i oktober gjorde op, hvem der har mest magt i Bruxelles. Ombudsmanden har nemlig ikke nogen reelle sanktionsmuligheder, men kun kan råbe højt. Ikke desto mindre er det ombudsmandens – eller -kvindens – opgave at fastsætte normerne for gennemsigtighed og italesætte alle former for interessekonflikter i EU.

Ombudsmandens rolle er indskrevet i traktaterne og i EU’s charter for grundlæggende rettigheder. Og faktisk har mange – trods Politicos pointe – kritiseret den afgående ombudsmand, irske Emily O’Reilly, for at gå for langt: Flere europæiske medier har de seneste måneder beskrevet, at der har været uenigheder om, hvad O’Reilly må, når først hun skal påpege problemer med gennemsigtighed eller dårlig administration i EU-institutionerne.

Det er dog slet ikke Emily O’Reillys ansvar at sørge for, at reglerne bliver efterlevet: Det er institutionerne selv. Desuden er alt sket efter bogen, siger O’Reilly, der overtog jobbet i 2013 og altså har været EU’s ombudskvinde i over et årti: “Nogle tænker, at ombudsmanden skal se på små problemer og holde sit hoved nede. Jeg kigger kun i traktaterne og til chartret og er aldrig trådt uden for stregerne.”

Hun uddyber: “Selv hvis vi ikke får en specifik klage, har vi ret til at iværksætte en undersøgelse. Den magt blev styrket for få år siden. Men modstanden tror jeg også kommer fra, at nogle dele af parlamentets administration ikke er glade for opsyn. De vil ikke have en stærk ombudsmand – som jeg jo bare ville kalde en ombudsmand, som gør sit arbejde. Jeg er uafhængig i min tilgang til både EU-administrationen og klagerne..”

Til februar giver Emily O’Reilly posten videre til sin efterfølger, portugiseren Teresa Anjinho. Med det følger “et lille kontor med et stort mandat”, som O’Reilly siger, da vi mødes på hendes lille kontor i Strasbourg:

“Det er en stor rolle. Vi kan undersøge eller iværksætte undersøgelser af alle EU’s institutioner, agenturer, organer og kontorer, bortset fra EU-Domstolen i dens juridiske rolle og Europa-Parlamentet i dets politiske rolle. Det er den formelle måde at sige det på, men jeg tror, at en mere uformel måde at sige det på ville være at holde de gode folk gode.”

Fremlægger kun fakta

Senest og mere konkret er det O’Reilly, som parlamentarikerne kan takke for de nye etiske regler efter Qatargate, hvor kufferter med kontanter blev smuglet ind i parlamentet. O’Reilly har også medvirket til, at svingdøren mellem Kommissionen og de største industrier i dag står mindre åben end tidligere. For nylig har hun fx kritiseret embedsmænd i Kommissionen for at skifte job til de virksomheder, de selv plejede at overvåge – hvormed de medbringer værdifuld insiderviden om, hvad Kommissionen kigger efter, når den skal slå ned på konkurrenceforvridende adfærd.

Ifølge Emily O’Reilly er ombudsmandens rolle kun blevet vigtigere. Særligt med “det yderste højre, autoritære tilstande, brugen af migration og asyl som våben, overtrædelser af retsstatsprincippet i visse medlemsstater og skiftet til højre mere generelt,” siger hun og uddyber:

“Derfor er der en meget vigtig rolle for ombudsmanden i at forsøge at – om man vil – holde øje med skibet og konstant sørge for, at administrationen overholder sine forpligtelser. Uanset om du får en reaktion eller opmærksomhed på en bestemt undersøgelse, er det vigtigt som ombudsmand at nævne det. Og så er det op til lovgiverne at håndtere det.”

Emily O’Reilly fremhæver den europæiske kyst- og grænsevagt Frontex som et af de steder med de fortsat største problemer med gennemsigtighed:

“Da båden Adriana sank på vej fra Libyen til Italien sidste år, og 600 mennesker druknede, undersøgte vi Frontex’ rolle. Jeg havde ikke regnet med, at holdningen til migration og asyl ville ændre sig fra den ene dag til den anden, men det var meget vigtigt for mig at dokumentere, hvad situationen var, hvad der skete, og hvor hullerne var i forhold til EU’s forpligtelser til grundlæggende rettigheder. Særligt retten til liv,” siger hun.

“Ngo’er, der har forsøgt at udføre deres egne eftersøgnings- og redningsmissioner, er enten blevet retsforfulgt eller truet med retsforfølgelse. Det er fakta, og så er det op til politikerne at håndtere det, som de vil.”

Ikke mere om sanktioner

O’Reilly har tidligere sagt, at det er EU’s egen manglende evne til at fremme de etiske regler, der har gjort, at skandaler har et nemt liv. Men modsat hvad flere overskrifter har antydet, har hun aldrig selv bedt om at få flere sanktionsmuligheder. “Den dag, hvor ombudsmanden har brug for flere sanktionsbeføjelser, er den dag, hvor EU-administrationen har fejlet, og de ikke fuldt ud respekterer blød magt,” siger Emily O’Reilly.

“Men hvis jeg skulle pege på én oplagt ændring,” uddyber hun, “ville jeg sige, at man enten skal oprette et nyt kontor, der tager sig af aktindsigter, eller at de skulle have bindende beføjelser til at sende sagerne videre til EU-Domstolen.”

“Jeg har aldrig bedt om sanktionsmuligheder. Hvis det var tilfældet, var jeg en domstol. Det er ikke alle, der kender den forskel. Så hvordan en administration håndterer en ombudsmand, måler virkelig administrationens kvalitet,” siger hun.

“Jeg mener, jeg har været ombudsmand i over 20 år – først 10 år i Irland og nu 11 her. Jeg kender ombudsmænd fra hele verden. I lande med en svag retsstat har ombudsmanden en meget lille procentdel af sine anbefalinger, der bliver accepteret. Hvorimod anbefalingerne generelt bliver accepteret i et land som jeres. Så hvis du vil teste retsstaten eller dit embedsværk, så se på, hvordan ombudsmanden bliver behandlet.”

5 millioner euro for et jobskifte

Som tidligere undersøgende journalist, kommissær for informationsfrihed i Irland og landets nationale ombudsmand, er aktindsigter en af de vigtigste sager for Emily O’Reilly. Men det er samtidig det område, hvor hun har oplevet de største tilbageslag. For nylig forsøgte hendes kontor eksempelvis at få adgang til information om de møder, der gik forud for EU’s store migrationsaftale med Tunesien. De fik udleveret 13 dokumenter, men ikke dem de bad om.

Et andet problem, som Emily O’Reilly ser som et af de største, er svingdøren. Af de mest kulørte sager fremhæver hun, da chefen for Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) skiftede til Airbus, der havde EDA som kunde – ligesom chefen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) skiftede til bankernes største lobbyorganisation Association for Financial Markets in Europe (AFME). Begge med tydelige interessekonflikter.

Hvis man skal forstå, at svingdøren har virkelige konsekvenser, kan man bare se på USA, siger O’Reilly og fremhæver Purdue Pharma, firmaet bag opioidpillen OxyContin. Ifølge Emily O’Reilly har der været en åben dør mellem myndighederne og Purdue Pharmas lobbyister. Alligevel, siger hun, “har det været svært at overbevise kommissærerne om de problemer, som lobbyisme kan medføre. Det er vores erfaring, at især Kommissionen altid har haft en meget forsigtig tilgang til det.”

“Folk forstår kun problemet, når de ved, hvor mange penge de modtager. Når en embedsmand fra Kommissionen får fem millioner euro for at få en embedsmand til at skifte job, vil folk spørge, hvad de får i modydelse? Jeg siger ikke, at de nødvendigvis får så mange penge, men for at en embedsmand i EU skal flytte fra meget gode lønninger og jobsikkerhed til den private sektor, må den have noget meget værdifuldt at byde på. Det giver logisk mening.”

Svingdøren er særligt til stede i Kommissionens top, siger hun: “Hvis du går ind på konsulent- eller advokatfirmaernes hjemmesider, og de hyrer, lad os sige, en kontorchef fra Kommissionen, så slår de det op, som om det både var jul og fødselsdag på én gang. Man kan se dem hoppe op og ned af begejstring, fordi det at ansætte en fra Kommissionen er godt for dit brand og netværk.”

Ingen tålmodighed

Ifølge Emily O’Reilly er lobbyisme altså som udgangspunkt mere tydelig i Kommissionen end andre steder i EU-institutionerne.

“De fleste agenturer bliver i en eller anden form udsat for lobbyisme. Men jeg går ud fra, at fordi Kommissionen er det udøvende organ, og fordi den er chefen, vil lobbyismen naturligvis også være mere rettet mod Kommissionen,” siger Emily O’Reilly.

Når hun ser tilbage på sine 11 år, er den største succes, at hun har gjort ombudsmanden mere synlig. Hun har taget sit arbejde “meget, meget seriøst”, og det er også hendes råd til sin efterfølger: “Ikke gå baglæns. Der har altid været meget støtte til mine rapporter og undersøgelser. Du skal ikke være bange. Ikke lad dig mobbe af dem, der tænker, at du har trådt uden for stregerne. Ellers har du ikke noget arbejde.”

“Jeg har arbejdet strategisk for at gøre ombudsmanden mere effektiv, hurtig og mere kommunikerende og valgt sager med den mest betydelige offentlige interesse. Det er en del af rationalet for, at vi er begyndt at lave flere af vores egne undersøgelser end kun at behandle klager. Vi er meget til stede som influencere i alle dele af EU-administrationen. Ikke al succes kommer på en nat. Men en af de dyder, jeg næsten er villig til at have, er tålmodighed. Jeg har ikke meget af den, men tingene ændrer sig faktisk.”

Selv vil O’Reilly ikke sige noget om, hvilke jobs fremtiden byder på, når hun til februar træder tilbage.

“Men lobbyfirmaerne står nok ikke i kø for at hyre mig.”

Artikelserien er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.