Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix
Da Kommissionen for nogle år siden bad om rådgivning til at foretage bæredygtige investeringer, hyrede de BlackRock, der stadig i dag er verdens største aktieforvalter med kunder i den fossile industri og nogle af verdens største banker.
Sagen fik den afgående europæiske ombudsmand, ireren Emily O’Reilly, til at kræve en omgående revision af Kommissionens regler for interessekonflikter. Alligevel har der været masser af den slags situationer sidenhen.
Da medlemslandene skulle fordele støttepenge efter coronapandemien, hyrede Italiens tidligere premierminister Mario Draghi – forfatteren til den rapport om konkurrenceevne, som alle i Bruxelles nu taler om – konsulentvirksomheden McKinsey til at fordele pengene.
Den globale konsulentvirksomhed kvitterede med hjælp til at overbevise Kommissionen om at se det gode i Draghis reformplaner. Sådan skrev de to politiske økonomer Mariana Mazzucato og Rosie Collington sidste år i bogen The Big Con. De udfoldede også det grundlæggende problem: Jo mere afhængig man bliver af eksterne ydelser, jo mere drænes ens viden internt.
Alligevel er det sket flere steder i det europæiske system. Kommissionens budgetter til eksterne konsulenter er kun eksploderet de seneste år, hvor den øverste ledelse såvel som Kommissionens embedsværk i stigende grad betaler eksperter for at hjælpe dem med at navigere i EU’s egne politikker.
Det har fået regnefolkene i Den Europæiske Revisionsret til at komme med en alvorlig advarsel: Kommissionen har sat sig selv i en situation med overdreven afhængighed og interessekonflikter – uden at have sikret sig, om det overhovedet giver bedre politik i sidste ende.