Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dårlige metaforer kan ofte være de mest afslørende. Selv om de færreste nok undrede sig, da statsminister Mette Frederiksen (S) citerede Kim Larsen i sin nytårstale – for det er jo næsten blevet hendes signatur, altså at flette popsange ind i sin fortælling – havde den konkrete reference til ‘Susan Himmelblå’ karakter af en freudiansk fortalelse.
Som et skjult budskab i en gidselvideo sagde hun her reelt det modsatte af, hvad der ellers stod i den frygtsomme dundertale: Paradoksalt nok advarede Mette Frederiksen faktisk danskerne mod, ja, mod statsministeren selv.
I sangen, som blev skrevet som lejlighedsvise til en konfirmation, og som senere blev berømt fra soundtracket til filmen ‘Midt om natten’, lyder linjen: “Hvis nogen siger det hele går ad helvedes til, så tro dem ikke. Det har altid været sådan, og det bli’r det nok ved med. Tror du ikke?”
Tro ikke på dem, der siger, at det går ad helvedes til. Lad dig ikke fortvivle af alle de gamle, som frygter for fremtiden. Lad dig ikke true med skræmmebilleder. Sådan er moralen i popsangen, og hvis man skal tage nytårstalens ordlyd alvorligt, kan man næsten kun forstå passagen som et stille anskrig om at bevare fornuften og proportionssanserne.
For hvis der er én i Danmark, som systematisk, vedholdende og stadig mere dramatisk har rejst med en fortælling om, at “det hele går ad helvedes til”, så er det netop Mette Frederiksen. Det er om nogen hende selv, der har rejst rundt med rædselsvækkende historier om, at den kendte verden er ved at kollapse, og at vi allerede befinder os i en undtagelsestilstand.
Hovedlinjen i nytårstalen var da også den efterhånden velkendte forfaldsfortælling, hvor Mette Frederiksen maler fanden på væggen:
“Vi står i en skæbnestund,” lød det alvorstungt: “Hvis vi giver efter, så taber vi”. Og sådan fortsatte hun dystert og militært mobiliserende: “Verden er forandret. Jeg tror desværre ikke, at vi kan vende tilbage til tiden, som den var”.
Men hov, hvordan hænger de dystopiske sætninger sammen med Susan Himmelblå? Svaret er, at budskaberne er selvmodsigende.
Opbakning til Trump
På forunderlig vis er Mette Frederiksen på én og samme tid blevet den figur i den danske offentlighed, som på den ene side forsøger at skræmme vælgerne mest dunkelt og alarmistisk, og som på den anden side nu også åbner for en stærkere autoritetskritik og besindighed.
Men frem for blot at afskrive referencen til Kim Larsen som en misforståelse, som en sjusket bommert, giver det måske mening at holde hende fast på det talte ord? Måske er det muligt at bekymre sig om verdens tilstand uden dermed at købe ind på alle hendes krigeriske dramaer?
For det er i sandhed urolige tider. Der er vitterligt mange begivenhedsforløb i tiden, som skaber ængstelse, forvirring og fortvivlelse. Mest manifest kan nævnes de løbske klimaforandringer, som med accelereret kraft skaber vildere og mere ekstreme vejrfænomener, som på rekordtid er ved at omkalfatre livsbetingelserne på jordkloden. Eller senest genvalget af Donald Trump, som kan udløse globalt kaos og underminere stort set alle internationale samarbejdsorganer.
Karakteristisk for Mette Frederiksens officielle dommedagsvision nævnte hun dog hverken de hastigt fremskredne klimaforandringer eller det destruktive anarki fra Donald Trumps konstante forsøg på afpresning og destabilisering. I stedet nøjedes hun med at bakke op bag USA’s kommende præsident og hans seneste forsøg på at få de europæiske lande til at bruge endnu flere milliarder og atter milliarder på krudt og kugler:
“Europa skal kunne endnu mere selv. Her er jeg helt enig med de seneste mange amerikanske præsidenter. Også Trump,” sagde statsministeren og åbnede for et endnu større militærbudget: “Derfor opruster vi. For at forhindre krig. For at sikre fred. Vi udvider værnepligten. Afsætter milliarder til at købe luftforsvar, kampkøretøjer og droner. Styrker vores beredskab. Det er dyrt. Og det bliver endnu dyrere”.
I en nytårstale renset for enhver klassisk socialdemokratisk forhåbning – og som rent ideologisk lagde sig tættere end nogensinde tidligere op ad Venstre og Lars Løkkes ambitioner om afregulering og økonomiske reformer – var viljen til våbenkapløb således det egentlige hovedbudskab.
Grinebiderens år
Og så måske alligevel ikke helt?
Psykoanalysens cigar-nulrende faderskikkelse, Sigmund Freud, kaldte selv fænomenet for ‘Fehlleistungen’, som kan oversættes til menneskelige fejltagelser eller misrepræsentationer. Men vel at mærke ikke tilfældige fortalelser. For bag de klumsede ord, mellem linjerne og i de skæve lignelser, kan en mere ærlig version ligge gemt.
I sit forsøg på at afbøde og opbløde de hårde ord, og i sin stræben efter at genvinde en mere munter folkelighed, er det på sin vis håbefuldt, at Mette Frederiksen og hendes rådgivere har erkendt, at der er et publikum her i Danmark for mindre selvhøjtidelige og mere antiautoritære værdier. Som i to forskellige taler, der var klippet – næsten – tilfældigt sammen, havde Mette Frederiksen en påfaldende hyldest til alt det modsatte af, hvad hun ellers har profileret sig på under coronakrisen og Ukraine-krigen:
“Vores tørre og underspillede humor må også være en særlig dansk værdi,” sagde Mette Frederiksen i et tankevækkende sideskifte: “Tænk på de gange, hvor vi kan grine af os selv i stedet for at blive sure eller fornærmede. Hvor vi ikke er selvhøjtidelige, men kan trække på skuldrene af hverdagens konflikter og naboens irriterende vaner”.
Heri kan ligge en opbyggelig pointe, ja, næsten en form for nytårsfortsæt: Lad os grine lidt mere af Mette Frederiksens gravalvorlige og militante undergangsfortælling her i 2025. For det er bestemt latterligt at tro, at det bedste værn mod alverdens ulykker skulle være autoritetstro angst. Ikke fordi tiden er særlig morsom, men tværtimod fordi omvæltningerne er for voldsomme til alene at blive udlagt af magthaverne.
Truslerne fra et overbelastet klima, russiske hybridangreb, krigsforbrydelser i Mellemøsten, kinesisk overvågningsteknologi og amerikansk casinokapitalisme er reelle. Men det hjælper helt sikkert ikke blot at klappe hælene sammen.
Tro ikke på alt, hvad Mette Frederiksen siger. For det gør hun ikke engang selv. /Lars Trier Mogensen