Next Exit: Trumpland

Hyper-realiteten er blevet hverdag. De første kom allerede ved solopgang, og stillede sig i den lange og hurtigt voksende kø ved hangaren i Sanford Airport, iført camouflage-kasketter og pastelfarvede t-shirts med påskrifter som ”Hillary Sucks – But Not Like Monica” og ”Life’s A Bitch – Don’t Elect One”. Vreden er voldsom, men forløses i grin og latter.

Adgangsbilletten lader til at være, at man tør sige noget aggressivt og helst lidt sjofelt om demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton. For det kræver ingen formel invitation at være med til det, som skal vise sig at udvikle sig til en næsten kultisk og i hvert fald voksen-teenageagtig hyldest til ’The Donald’.

Først mange, mange timer senere lander han spektakulært i sit eget private Boeing 757-fly, og træder lige ned på et podie på landingsbanen som en Messias fra Olivenbjerget til de tålmodigt ventende fans.

Inden de første shuttle-busser overhovedet begynder at fragte de tusindvis af turister fra hotellerne til det nærliggende Disneyworld, har lokale arbejdsløse og pensionister søgt den anden vej – mod tidens større og vildere reality-show. Folk synes at være hoppet ud af stuerne og ind gennem tv-skærmene og står nu pludselig selv foran kameraerne: Trumpland fremstår i dag mere magisk end de efterhånden helt trivielle temaparker, der traditionen tro tilbyder et kulørt og ganske dyrt frikvarter fra hverdagen. Valget er gratis.

I løbet af få timer fyldes parkeringspladserne til bristepunktet med tunge firehjulstrækkere, og hjertevenlige, hvide vælgere fra den lavere middelklasse venter høfligt på hinanden. Trump-vælgere er folk, der er vant til at måtte stå i kø.

Menneskeligt affald

Solen er ekstrem stærk og skånselsløs her i Orlando, selv midt i oktober, og de garvede floridianere forsøger at søge tilbage i mørket under skilte og bannere: ”Trump that B*itch”. Ventetiden går med at overgå hinanden i sladder om Clinton-klanen. Særligt en rablende rygtehistorie i den seneste udgave af tabloid-magasinet National Enquirer skaber hvin, højt humør og hovedrysten.

Mest slibrige er de udokumenterede påstande om, at Hillary Clinton har haft sidespring, ja, selv lesbiske affærer. ”Hun er en løgner og bundkorrupt! Hun skal i fængsel og burde aldrig have fået lov til at stille op,” siger, ja, snarere råber, 54-årige George Harris. Han trækker stolt i skyggen på sin en baseball-kasket med Trumps slogan i panden: ‘Make America Great Again’. Han har tidligere arbejdet i Disneyworlds Animal Kingdom-temapark, men har ikke længere fast arbejde, og slet ikke med den livsgivende sundhedsforsikring. Harris er mindst lige så begejstret for Trump, som han oprigtigt hader Hillary: ”Hun er en modbydelig kvinde.”

Tungt bevæbnede Secret Service-betjente står klar med metaldetektorer inden for i hangaren. Som skulle vi alle på en rejse til en imaginær ønskeø, bliver alle kropsvisiteret og får deres mobiltelefoner tjekket grundigt. Militariseringen af vælgermødet forekommer at forstærke intensiteten yderligere.

Tilhørerne bevæger sig ind i begivenhedernes centrum, helt ind i spotlyset, og får pludselig en politisk vægt, som de allerede tidligere har følt. Flere praler tilmed til deres sidemænd om, at de slet ikke stemte ved de to foregående præsidentvalg. Men nu er tiden kommet.

For en umiddelbart betragtning passer Hillary Clintons stærkt nedladende beskrivelse af Trump-vælgerne skræmmende præcist på de fremmødte ved hangaren i Sanford Airport, Orlando. Hun har kaldt halvdelen af Trumpisterne for ”a basket of deplorables”, altså en affaldskurv af udskud; menneskeligt affald.

For veluddannede fra universitets-storbyerne, der kun kigger på dem via fjernsynet, er der umiddelbart fuld bonus for alle ‘white trash’-fordommene: Mindst halvdelen har tydeligt dårlige tænder, usunde kroppe, og de ser desværre mange år ældre ud, end de nok reelt er. Men sådan ser taberne ud. I virkeligheden. Eller rettere: Sådan ser de klemte, glemte og forstemte ud i den parallelvirkelighed, som for mange i de bedre stillede dele af USA lyder som en fantasi, når Donald Trump fortæller dystert om Amerikas forfald.

”Vi har ikke råd til Hillary. Ganske enkelt. For hun stiller kun op for at malke endnu flere penge ud af os alle sammen. Hun og Bill aner slet ikke, hvordan livet er her blandt os såkaldte ‘deplorables’,” siger 49-årige Angelina Wilson, som selv har en lyserød t-shirt på med påskriften ‘Adorable Deplorable’. Stillet over for det oplagte spørgsmål om, hvorfor milliardæren Donald Trump skulle have bedre føling med arbejderklassens bekymringer, smiler hun bare, lidt opgivende:

”Mr. Trump er ærlig. Han fortæller tingene, som de er, og så har han skabt tusindvis af job. Trump har tjent så mange penge på egen hånd, at han ikke behøver at tage imod bestikkelse og at være lige så korrupt som hende ‘Croocked Hillary’,” siger Angelina, der har sæson- og deltidsarbejde i SeaWorld og lyder som et ekko af ‘The Donald’. Hun glæder sig helt eksalteret til at se ham i levende live.

Angelina Wilson er en ikke videre opsigtsvækkende repræsentant for en stor gruppe af årelangt skuffede og nu koldt kyniske vælgere, som har mistet alle illusioner og derfor er mere end modtagelige for en helt ny fortælling.

Uvirkeligt virkeligt

I den hede ventetid på landingsbanen – hvor alle står og spejder mod luften, i håb om at Trump-flyet pludselig svinger ind – kan det godt virke, som om Donald Trump kun er et mytologisk fænomen; en drømmeprins. For de mere end loyale Trump-støtter er ‘The Donald’ en figur, der er larger than life. Som en filmstjerne, der træder ud af biograflærredet og viser sig at være endnu større ude foran scenen.

For alle de lavtlønnede servicemedarbejdere, der hver dag året rundt knokler i temaparkerne omkring Orlando, træder Donald Trump frem som et forløsende fantasivæsen: Han tilbyder et åbenlyst tiltrængt brud med hverdagens kedsommelige trummerum inde i Disneyworld.

‘The Donald’ er på én og samme tid en virkeliggørelse og overskridelse af den franske filosof Jean Baudrillards provokerende pointe om Amerika fra 1986: Dengang påstod Baudrillard, at Disneyland er skabt for at skjule, at der ikke længere er en grænse mellem på den ene side det ’kunstige’ Andeby-samfund og på den anden side det ’sande’ Amerika. Sovebyerne flyder ud i en ubestemmelig temapark.

Præmissen for Jean Baudrillard var, at Disneyland fremstod et fiktivt legeland, der fungerede som et slør for, at den amerikanske drøm er og bliver en illusion. At der så at sige ikke længere er nogen grænse mellem temaparken og resten af USA. Fantasi og virkelighed flyder sammen i en ny hyperrealitet.

I dag synes denne fantasiverden at være løfter op på et endnu højere niveau, idet de temapark-arbejdere, som er mødt frem for at se og høre Donald Trump, udmærket ved, at seancen uden for Disneyworld er mere forførende. De er taget ud af Disneyworld for at blive præsenteret for en langt mere spektakulær iscenesættelse og synes således at have genvundet en tro på, at der findes noget sjovere på den anden side af Disney-hverdagen.

Andeby-verdenen er absurd nok blevet den forudsigelige normalitet, som står i grå kontrast til det kulørte skue, som Donald Trump tilbyder af overrumplende chok-effekter. Og han skuffer ikke. Ingen ved helt, hvad et Trump-show indeholder, mens alle fremmødte kan se endnu en Disney-parade for sig i søvne.

Da Trump-flyet endelig lander og taxier rundt i lufthavnen, bryder publikum ud i den nye form for jubelbrøl, hvor de kropslige fagter lige akkurat holdes under kontrol, fordi alle samtidig holder en mobiltelefon ud i strakt arm. Trumps entré videofilmes fra 360 grader, og han nyder tydeligvis hvert et sekund.

‘The Donald’ udbasunerer til tilhørernes udelte begejstring, at hele valget er manipuleret på forhånd af Clinton-klanen og de røde lejesvende i medierne. Trump hævder, at demokratiet er et skuespil, og leverer dermed selv varen. De svarer igen ved at råbe: ”Lock her up! Lock her up!”

Korridor til magten

Valgstrateger diskuterer intenst hvilke veje til Det Hvide Hus, de to præsidentkandidater har, men én ting er stort set alle enige om: Florida er hovednøglen. Det amerikanske valgsystem er nemlig ikke et forholdstalsvalg, hvor alle stemmer tværs over USA tælles op, og kandidaten med flest stemmer så vinder. Nej, systemet, der formelt kaldes for flertalsvalg i enkeltmandskredse, baserer sig på 50 forskellige valg i delstaterne, hvor vinderne hvert sted får tildelt et forholdsmæssigt antal ‘valgmænd’.

Eksempelvis giver den folkerige delstat Californien i alt 55 såkaldte ‘Electoral Votes’, mens Alaska kun giver tre. Og da de fleste delstater stemmer stabilt til den ene eller den anden side, på enten Republikanerne eller Demokraterne, er der i praksis kun 15 delstater, som har potentialet til at svinge mellem de to kandidater og dermed afgøre valget. Heriblandt er Florida både den største og mest afgørende ‘swing state’.

Hvis man zoomer yderligere ind på Florida, er der også særlige valgkredse i ‘The Sunshine State’, hvor valget bliver afgjort: I nord stemmer flertallet på Trump, mens flertallet i Syd stemmer på Clinton – og dermed er den centrale del af Florida udråbt til at være valgkampens altafgørende kampzone. Hvis Donald Trump taber valgkredsene i området mellem Orlando og Tampa, vil han ganske enkelt ikke kunne få nok valgmænd til at blive præsident.

Hillary Clinton kan, ifølge meningsmålingerne, godt klare et nederlag i Florida, samt enkelte andre delstater. Men også for hende er den enkleste vej til magten at vinde netop dette område, som valgstrategerne kalder ‘I4-korridoren’, forstadskvartererne langs motorvejen Interstate 4. Disneyworld er porten ind til Trumpland.

Floridas 29 ‘valgmænd’ afgør, hvem der får lov til at indtage Det Hvide Hus, og derfor er Donald Trump naturligvis ikke alene. Demokraterne, der bitterligt mindes nederlaget for Al Gore i netop Florida i 2000 – hvor blot 537 stemmer endte med at give George W. Bush magten efter en kontroversiel genoptælling – har forberedt sig på slaget om magtens I4-korridor.

Det var præcist her, zoomet helt ned på villavejene, at republikanerne fik de skæbnesvangre 537 ekstra stemmer. Derfor er Hillary Clinton også på kampagnesporet her, ikke mindst pr. stedfortræder-krig med en række prominente ambassadører fra præsident Obama til popdronningen J-Lo alias Jennifer Lopez.

Som skærende kontrast til Trumps private lufthavns-hangar holder Clinton sit valgmøde på et offentligt universitet, Palm Beach State College, og tilhørerne her er så forskellige fra de vrede, hvide ‘The Donald’-fans som næsten tænkes kan. Clintons aficionados kan skelnes fra Trump-folket på lang afstand: De er unge, etnisk spraglede og velklædte. Og mindst lige så mange i antal, skønt attituden er mindre påtrængende og skinger.

Clinton og hendes kampagnefolk har for længst forstået, hvor gennemgribende befolkningssammensætningen i USA er ved at ændre sig, i retning af færre og færre hvide – og flere og flere yngre, latinoer og veluddannede. Ifølge de seneste prognoser står Hillary Clinton også netop derfor til at vinde Florida, men oprøret ulmer i Disneyworld efter lukketid.

Arbejdervælgerne er, nøjagtig som i Storbritannien i forbindelse med Brexit-folkeafstemningen, dødtrætte af de forlorne Mickey Mouse-politikere. Det første kendte eksempel på en proteststemme i USA var i 1932, hvor en vælger valgte at skrive netop Mickey Mouse på stemmesedlen.

I 2016 ventes over 60 mio. vælgere at sætte kryds ved Trumpland. Hyper-heltenes tid er ikke forbi. Eller som ‘The Donald’ selv siger: ”What the hell do you have to lose?”