Kickl sparker til demokratiet

Bliver Herbert Kickl mon Østrigs nye kansler? Altså lederen af det højreradikale parti FPÖ, der på mange måder har en broget nazi-fortid; en fortid, som stadig spøger i partiet i dag? Manden, der ynder at bruge betegnelsen “Volkskanzler” vel vidende at det for mange østrigere og tyskere leder tankerne mod Adolf Hitler – og som desuden er blevet sammenlignet med Joseph Goebbels på baggrund af sin retoriske stil? Den tilsyneladende konspirationsteoretiker, der under coronakrisen var udtalt vaccineskeptiker, som gladeligt hundefløjter om ‘den store udskiftning’, og som har været med til at popularisere den racistiske idé om “remigration”, altså en slags tvungen deportation af personer med anden etnisk baggrund end europæisk (hvad det så end vil sige)? Spørgsmålet hænger i disse dage og timer som en mørk sky over både Østrig og EU.

Ved parlamentsvalget tilbage i september præsterede Freiheitliche Partei Österreich (FPÖ) at blive Østrigs største parti; en historisk cementering af, at FPÖ definitivt har rejst sig fra Ibiza-gate – den spegede og Watergate-agtige skandalesag, som væltede FPÖ og regeringen tilbage i 2019. Som vi beskrev her i Føljeton efter valget, var det dog langt fra sikkert, at FPÖ ville kunne stryge direkte ind i regeringskontorerne. Forventningen var, at de øvrige partier med borgerligt-kristne ÖVP i spidsen ville forsøge at holde rabiate FPÖ uden for indflydelse. Sandsynligvis via et umage fornuftsægteskab mellem ÖVP, liberale NEOS og socialdemokratiske SPÖ – et ægteskab, der dog langt fra var dømt til at holde, hvis det overhovedet kunne indgås.

Her ved begyndelsen af det herrens år 2025 er frygten for et forhandlingskollaps så på alle måder blevet bekræftet. Først forlod NEOS regeringsdrøftelserne som følge af for store uenigheder. Og i weekenden blev det så kansler Karl Nehammers tur til at kaste håndklædet i ringen: ÖVP-formanden måtte indrømme, at regeringsforhandlingerne med SPÖ er brudt sammen, og at han derfor trækker sig som både kansler og partileder. Hvilket nu har åbnet døren for, at FPÖ og Herbert Kickl alligevel kan komme til fadet – og måske endda overtage kanslerposten, hvis alt går vel. Særligt efter ÖVP’s nye (og formodentlig midlertidige) leder Christian Stocker prompte har skiftet kurs og nu direkte siger, at man gerne vil indgå i regeringsforhandlinger med FPÖ alligevel. Hvilket i første omgang har fået præsident Alexander Van der Bellen til at invitere Herbert Kickl til en samtale her mandag formiddag, hvorefter FPÖ-lederen formodentlig vil få lov til at sondere terrænet for en mulig regeringsdannelse.

Skulle ÖVP acceptere at blive den lille i en ny regeringskoalition med FPÖ – og dermed udpege Kickl til kansler – vil det på sin vis være et nødvendigt taktisk onde: Ifølge meningsmålinger fra tabloidavisen Kronen Zeitung ville FPÖ ved et nyvalg kunne få op mod 37 pct. af stemmerne, mens ÖVP risikerer at falde til 21 pct. – hvilket blot vil stille sidstnævnte parti i en langt værre forhandlingsposition. Set i det lys gælder det sandsynligvis allerede nu om at tage alle de ministertaburetter, man kan få. Men dermed ikke sagt, at forhandlingerne vil forløbe gnidningsfrit. Et muligt comeback til den tidligere skandaleramte kansler Sebastian Kurz bliver fx også ved med at spøge, hvilket i sig selv vil ændre spillepladen radikalt.

Hvis Herbert Kickl i sidste ende bliver udpeget som ny regeringsleder, skal der dog ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor stor en omvæltning det vil være for ikke bare Østrig, men for hele EU. Herbert Kickl har tidligere peget på Ungarns premierminister Viktor Orbán som sin helt store rollemodel, og han deler bl.a. Orbáns udtalte og hårdnakkede EU-skepsis. Skulle Kickl blive kansler, og dermed få plads i Det Europæiske Råd, vil Orbán her få en velvillig legekammerat, han for alvor vil kunne lave ravage med i et østrigsk-ungarsk frontalangreb på den diplomatiske sammenhængskraft. Ligesom FPÖ’s tyske pendant AfD – der spås et kanonvalg i Tyskland til februar – formodentlig vil lade sig inspirere af udviklingen i nabolandet og kræve endnu større politisk indflydelse. Resultatet er meget vel et Europa, der risikerer at blive gradvist og taktfast opslugt af højreekstremismens unheimliche genkomst. /David Dragsted