Nyhedsanalyse

Nyt år, ny mig?

Det er sæson for nytårsforsæt, men på TikTok er selvoptimering tidløst.

Patrick Bateman spillet af Christian Bale.

“Jeg tror på at passe på mig selv med en afbalanceret kost og en grundig træningsrutine,” siger Patrick Bateman i filmatiseringen af Bret Easton Ellis’ American Psycho fra 2000.

Det er januar, altså måneden, hvor de fleste er amerikanske psykopater uden ironisk distance. New year, new me, lyder mantraet, når man stiller vækkeuret til klokken fem, løber i tøsne og kaster de ultraforarbejdede fødevarer ned i helvede, hvor de hører hjemme.

Der er noget særligt over, at vi er blevet enige om, at den første januar udgør en ny begyndelse. Men det hører også til den århundredelange tradition, at man hurtigt opgiver sine selvforbedrende intentioner. Ifølge et af de mest citerede studier på området dropper 23 pct. deres nytårsforsæt efter en uge – det vil sige i dag – mens kun en femtedel formår at leve op til deres forsæt i mindst to år. På internettet er selvoptimering derimod blevet en helårsbeskæftigelse.

Senest gik det i efteråret viralt på det sociale medie TikTok, at man skulle indlede en såkaldt Winter arc for at få et forspring på det nye år. Som en bruger på TikTok formulerede det, var den første oktober den nye første januar. I stedet for at gå i en form for velfortjent vinterhi, skulle man bruge de sidste tre måneder af året på at blive en ny og bedre version af sig selv.

Hvis Patrick Bateman havde en iPhone, ville han formentlig dokumentere sig selv gennemføre en 75 hard, det moderne mareridt beskrevet som “en Ironman for din hjerne”. Appellerende for nogen, mens det giver andre lyst til at iføre sig en nej-hat af Svend Brinkmannske dimensioner. Udfordringen blev skabt i 2019 af podcasteren Andy Frisella, og de seneste år er dens strenge regelsæt blevet populært på TikTok: Hver dag i 75 dage skal man træne to gange 45 minutter om dagen, følge en kostplan af eget valg, læse ti sider af en selvhjælpsbog, drikke cirka 4 liter vand og tage et billede af sig selv for at dokumentere sin fremgang.

Der findes afarter af dette, såsom 75 soft, hvor man skal træne 45 minutter én gang om dagen og må læse 10 sider i en valgfri bog, eller 75 hotter, hvor man skal nå 10.000 skridt på sin daglige hot girl walk og kun må spise tre bidder af sin dessert.

Dette fokus på sundhed kan have en høj pris. Antallet af unge mellem 15 og 24 år i Danmark, der bliver diagnosticeret med spiseforstyrrelser, er fordoblet i perioden fra 2007 til 2022. “Der er meget stort fokus på krop, vægt og udseende i samfundet generelt – og især på de sociale medier. Det er med til, at flere og flere unge mistrives, og mange starter med intensiv træning og stor opmærksomhed på, hvad de spiser. For nogle af dem udvikler det sig til en decideret spiseforstyrrelse, og for stadigt flere i en så alvorlig grad, at de skal indlægges,” udtalte direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade Laila Walther i forbindelse med en analyse udarbejdet af KL’s magasin Momentum.

Patrick Bateman fortsætter sin monolog: “Hvis mit ansigt er lidt hævet om morgenen, tager jeg en ispose på, mens jeg laver mavebøjninger. Jeg kan lave 1.000 nu. Når jeg har fjernet isposen, bruger jeg en lotion, der renser porerne i dybden. I brusebadet bruger jeg en vandaktiveret rensegel, derefter en honning-mandel-bodyscrub og i ansigtet en eksfolierende gel-scrub. Derefter lægger jeg en ansigtsmaske med urter og mynte, som jeg lader virke i 10 minutter, mens jeg forbereder resten af min rutine. Jeg bruger altid en aftershave med lidt eller ingen alkohol, fordi alkohol udtørrer ansigtet og får dig til at se ældre ud. Derefter fugtighedscreme, så en anti-aging øjencreme og til sidst en fugtgivende, beskyttende ansigtscreme.” Det var satire i 2000, men nu tænker man bare: Du er 27 år gammel Patrick, du burde bruge (den hypede anti-aging ingrediens) retinol.

“Selvudvikling har en tendens til at afspejle overbevisningerne og prioriteterne i den tid, hvorfra den udspringer,” skrev Alexandra Schwartz i The New Yorker i 2018.

Vores tid er ifølge leksikograferne ved Oxford University Press karakteriseret af brain rot, som beskriver den formodede forrådnelse af vores frontallapper på grund af vores overforbrug af online indhold af lav kvalitet. Lidt ligesom alt andet på internettet, er vores forsøg på selvudvikling blevet mærkeligere.

Morning shed er endnu en viral tendens fra det forgangne (forbandede) år. Nu kunne alle – mest kvinder – selvoptimere i søvne! Om aftenen påføres ansigtsmasker med kollagen, anti-rynkeplastre, fugtende øjenmasker, mundtape med mere. Og om morgenen fjernes de mange lag af produkter. “Der er ikke en eneste oplevelse, som ikke er blevet inddraget i projektet om at blive så ‘smuk’ som muligt,” som journalisten bag det skønhedsindustrikritiske Substack-nyhedsbrev The Review of Beauty Jessica DeFino siger til Vogue, der kobler tendensen sammen med den voksende globale hudplejeindustri.

“Denne [ideelle] kvinde,” som Jia Tolentino beskriver i sit essay Always Be Optimizing udgivet i Trick Mirror, “er oprigtigt interesseret i det, som markedet kræver af hende (et godt udseende, indtrykket af en uendeligt lang ungdom, avancerede færdigheder i selvpræsentation og selvovervågning). Hun er lige så interesseret i det, markedet tilbyder hende – i de midler, der gør det muligt for hende at se mere tiltrækkende ud, at være endnu mere præsentabel og at få så meget værdi ud af sin særlige position, som hun kan.” Nutidens ideelle kvinde sameksisterer ifølge Tolentino både med den mainstream feminisme og den frie markedsøkonomi.

Socialt konstruerede skønhedsidealer og mærkelige – nogle gange ekstreme – måder at opnå dem, er dog ikke udelukkende forbeholdt kvinder. For mænd findes der Looksmaxxing. Et begreb, der ifølge den britiske avis The Guardian fik sit gennembrud sidste år, men kan spores tilbage til 2010’erne, hvor det blev brugt af incels, altså mænd, der lever i ufrivilligt cølibat. Looksmaxxing handler om at maksimere sin fysiske tiltrækningsværdi og trives på TikTok, hvor unge mænd rådgiver hinanden. Der findes ligeledes den bløde version, der omfatter hudpleje- og træningsrutiner, og den hårdere udgave med plastikkirurgi og steroider. Denne tendens er i overensstemmelse med markedet for skønhedsbehandlinger, der i stigende grad henvender sig til mænd.

“Jeg lærte, at uanset hvor meget bedre man ser ud, når man er færdig med sit ‘glow up’, så bliver man aldrig helt tilfreds, og at selvudvikling kun skaber et ønske om mere af det […] En kultur, hvor vores kroppe kun eksisterer for at blive optimeret, er grundlæggende asocial og isoleret; den gør os til fantastiske forbrugere og uinteressante mennesker,” skriver journalisten Rebecca Jennings, der har dokumenteret sit forsøg på at gennemføre 75 hotter.

Måske er det bedste ved nytårsforsæt alligevel deres forgængelighed? /Emilie Ewald

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12