Edvard Munch, 'Vampyr' (1895). Wikimedia Commons.
I instruktør Robert Eggers nye, biografaktuelle vampyrfilm Nosferatu – en genfortælling af den oprindelige tyske stumfilm Nosferatu, eine Symphonie des Grauens fra 1922, der i sig selv er en lettere omskrevet genfortælling af Bram Stokers roman Dracula fra 1897 – skriger alle tænkelige advarselslamper, da protagonisten Thomas Hutter når frem til det mørke gotiske slot, hvor den mystiske grev Orlok holder til. Med sin særprægede artikulation og stive, formelle fremtoning fastfryser og tryllebinder Orlok den stakkels og forskræmte Hr. Hutter, der ser sig nødsaget til at gøre præcis som greven beordrer ham – vel vidende, at den købsaftale, han er blevet sendt til slottet for at bekræfte, måske også bliver hans egen undergang.
Mens den skrækindjagende Orlok blev portrætteret af den tyske skuespiller med det utroligt passende navn Max Schreck i den oprindelige Nosferatu, er det i Robert Eggers’ udgave svenske Bill Skarsgård, der ganske overbevisende giver den som greve. Egentlig vil vi dog mene, at USA’s kommende præsident Donald Trump virker som et noget mere oplagt bud på at spille den livsfortærende vampyr. Ja, lad os lege lidt med tanken: I en trumpistisk tolkning af gyserfortællingen, kunne Orloks vammelt fodslæbende – og tiltagende vanvittige – vasal Herr Knock jo blive spillet af ketaminafhængige Elon Musk. Protagonisten Hr. Hutter kunne være formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede. Alt imens det, greven nu ønsker at købe, må være intet mindre end verdens største ø, Grønland.
Selvom det som beskuer kan være svært at forstå, hvorfor Thomas Hutter ikke bare løber skrigende bort fra den blodsugende grev Orlok med det vuns, har den opportunistiske advokat trods alt sine bevæggrunde: Han vil gerne frem i livet, tage større kontrol over sin skæbne, tjene flere penge og undgå at stå i skyggen af sin rige ven Friedrich, endsige leve på hans nåde. Og måske er Friedrich da heller ikke så god en ven, som han giver sig ud for at være? Derudover er der jo det rent rationelle argument: Det strider mod al sund fornuft, at dæmoner skulle findes i virkeligheden. Så hvem siger, at grev Orlok er vampyr, og ikke bare en aristokratisk rigmand med sans for en god forretning?
Mens Friedrich, altså kong Frederik, med både nytårstale og opdatering af sit kongevåben har gjort sit for at signalere, at Danmark og Grønland hører tæt sammen, og mens statsminister Mette Frederiksen med sin nytårstale har betonet samarbejdets nødvendighed, er Múte B. Egedes forståelse af rigsfællesskabet tilsyneladende en anden. Med et valg i Grønland, der senest skal afholdes den 6. april, er landsstyreformanden nemlig ganske bevidst om, at selvstændighedsspørgsmålet bliver helt centralt, hvis sejren skal i hus.
Samtidig kan Egede med rette påpege – sådan som han gjorde i sin egen nytårstale – at Danmark langt fra er nogen ubetinget god ven. Nej, snarere leder forbindelsen mellem Grønland og Danmark tankerne tilbage til “kolonitidens lænker”. Og som spiralsagen – hvor omkring 4.500 grønlandske kvinder og piger uden samtykke fik sat spiral op af danske læger i 1960’erne og 1970’erne – også viser med al tydelighed, hører den koloniale undertrykkelse heller ikke bare en fjern fortid til.
Ind kommer Donald Trump, flankeret af Elon Musk, med løftet om at “MAKE GREENLAND GREAT AGAIN”. Hvilket så åbenbart også resulterer i, at Donald Trumps søn, Trump Jr., her tirsdag ankommer til Grønland på en mystisk “endagsferie” med vennen Charlie Kirk. Pludselig bliver situationen ganske gyselig. Og da særligt efter Múte B. Egede sideløbende har aflyst et besøg hos Kong Frederik i København. Aflysningen forklares af landsstyreformanden som et resultat af “ren og skær kalendergymnastik”. Men findes den slags tilfældigheder? Og hvem er det lige, der forsøger at narre hvem?
Som Føljetons egen Lars Trier Mogensen også skriver (betalingsmur) hos Information, begynder Trumps bramfri tilnærmelser mod Grønland efterhånden at ligne et “hybridangreb fra en tæt allieret”. Hvilket næsten kan virke fornuftsstridigt; for skal vi virkelig til at se USA som en dæmonisk trussel? Tja, tjo: Trump og hans rådgivere lægger langt fra skjul på, at man ikke bare ønsker at købe Grønland i et sikkerhedspolitisk øjemed, men også agter at suge løs på landets olie, mineraler og øvrige råstoffer. Og faktisk skal man vel have et ret ringe kendskab til Donald Trump for ikke at kunne spotte hans vampyriske tendenser.
Af samme grund understreger bl.a. den grønlandske folketingspolitiker Aaja Chemnitz, at hun ikke ønsker “at være en brik i Trumps hede drømme om at udvide sit imperium til at omfatte vores land”. Hvilket stiller Hr. Hutter, altså Múte B. Egede, over for et skæbnetungt valg: Skal han alligevel bevæge sig dybere ind i Trumps urovækkende domæne og dermed risikere at besegle Grønlands skæbne? Eller skal han blankt afvise vampyren, og nægte at invitere ham indenfor? Hvis ikke man er yderst opmærksom på, hvad hanen har galet, kan det godt gå hen og blive unødvendigt blodigt. /David Dragsted