Hård Cunk-urrence

Komiske karakterer, der afhænger af andres godtroenhed, løber med tiden ind i et problem: Hvis de bliver populære nok, begynder deres ofre også at vide, hvem de er – og pludselig risikerer latteren at forsvinde sammen med chokfaktoren. Britiske Sacha Baron Cohen udgør det måske bedste eksempel. Med tiden er han blevet nødt til at pensionere bl.a. alter egoerne Ali G og Brüno til fordel for stadig mere outrerede og protesefyldte personaer, som der fx findes et væld af i den semi-mislykkede satireserie Who Is America?. Målet er at genvinde overraskelsesmomentet i mødet med mere eller mindre sagesløse interviewofre, som helst ikke må vide, at det hele bare er for sjov. Balancen er dog hårfin, for hvis det bliver for gakket fra begyndelsen, bliver det også et dårligere “interview”.

Siden 2013 har den britiske skuespiller Diane Morgan – som i øvrigt er næsten jævnaldrende med netop Sacha Baron Cohen – portrætteret den charmerende naive, evigt uimponerede og ofte selvoptagede karakter Philomena Cunk. Først i BBC-programmet Charlie Brooker’s Weekly Wipe, og sidenhen også i Cunks “egne” programmer Cunk on Britain og Cunk on Earth. Som parodi på en britisk tv-vært udmærker Philomena Cunk sig med sine underfundigt dumme samtaler med velrenommerede forskere og posh universitetsprofessorer. Pointen er, at hun ved at spørge om uventede ting såsom “hvor vigtige er ordene i Shakespeares værker?” eller “var tal mindre værd i gamle dage?” gerne skal fange forskerne på det forkerte ben – også selvom de egentlig godt ved, at de “bare” er med i et komedieprogram.

Efterhånden som Cunk er blevet et større og større fænomen i særligt Storbritannien, er det dog tilsyneladende også blevet noget sværere at tage de mere eller mindre forstokkede professorer på sengen. I den nye, 70 minutter lange Netflix- og BBC-special Cunk on Life, er en vis metaltræthed i hvert fald for første gang begyndt at vise sig for stakkels Philomena. De sproglige misforståelser fylder nu ofte mere end forskernes forbløffelse, der ellers hidtil har været den vigtigste komiske motor. Mange er tydeligvis med på joken, hvis de da ikke er direkte gengangere fra Cunk on Earth – som fx professor i teoretisk fysik Jim Al-Khalili og den knastørre professor i religionsfilosofi Douglas Hedley. Resultatet er, at den afgørende cringe-faktor udebliver. Og måske lidt mere paradoksalt, at det samme er tilfældet for den goodwill, som Diane Morgan i rollen som Cunk ellers er så god til at udnytte.

Til sammenligning med Philomena Cunks tidligere (og drønsjove) eskapader, fremstår Cunk on Life kort sagt som en anderledes rodet omgang. Hvilket nok også peger tilbage på bagmanden Charlie Brooker, skaberen af Cunk-universet, som øjensynligt har fået sværere og sværere ved at vride originale pointer ud af de komiske undersøgelser. Problemet er måske, at emnet i denne omgang er eksistensen som sådan, og dermed langt løsere defineret, end når der fx tages kærlig hånd om renæssancen i et afsnit af Cunk on Earth. Som seer efterlades man med fornemmelsen af, at der skydes med spredehagl; at mange dele virker (over)skrevne, nu hvor Cunks interviews også mangler den spontane pondus.

Ja, faktisk er noget lidt lignende sket som for Black Mirror, den dystopiske sci-fi-serie, som Charlie Brooker også står bag: at konceptet med tiden er kommet til at overskygge de nye indsigter; at slutresultatet nu virker mere forceret og forudsigeligt end øjenåbnende. Måske bedst eksemplificeret ved, at Charlie Brooker genbruger noget af sin i forvejen lidt slatne kritik af Netflix fra Black Mirror ved også at lade seriens fiktive Netflix-klon “Streamberry” komme til orde i Cunk on Life. Det fremstår mest som en fortænkt stiløvelse, Brooker har inkluderet for sin egen fornøjelses skyld. Skulle vi vælge, ville vi langt hellere foretrække at lytte til det belgiske techno-anthem “Pump Up the Jam” udgivet af Technotronic i 1989. Og ved man ikke, hvorfor det er tilfældet, vil vi anbefale, at man først ser Cunk on Earth på Netflix. /David Dragsted