Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
Er Elon Musk et overmenneske? Den ketaminbegejstrede, kapitalistiske blækspruttemand ejer seks af verdens største virksomheder, agerer uformel kommende vicepræsident for Trump, er far til 12 børn, tweeter 60 gange i døgnet og har angiveligt stadig tid til at være en af verdens bedste til computerspil som Diablo 4 og Path of Exile 2.
Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at han, “måske faktisk er en alien,” som den amerikanske komiker Duncan Trussel spekulerede i alfahannernes højtelskede kaffeklub The Joe Rogan Podcast.
Men virkeligheden er en anden. Fremtrædende personer i spilmiljøet påstår, at Musk har snydt sig til tops på computerspillenes verdensranglister. Twitch-streameren Quinn-69 forklarer, efter at have observeret Musk spille Path of Exile 2, at han ikke mestrer basale teknikker i spillet, hvor han ellers ligger nr. 12 på verdensranglisten. Med stor sandsynlighed har han altså hyret andre til at spille på sine karakterer.
Nyheden vidner på den ene side om, at vi lever i en kedelig kapitalistisk virkelighed, hvor penge er en adgangsbillet til stort set hvad som helst.
På den anden side er Musks maskefald en god nyhed for unge, der lider under følelser af utilstrækkelighed. Særligt når de tror, at de ikke kan leve op til den arbejdsmoral, som tidens hårdtarbejdende genier lægger for dagen. For der er noget på én gang trist og betryggende ved, at vores tidsalders måske mest glorificerede arbejdshest betaler andre mennesker for at gøre det arbejde, han selv tager æren for.
Ingen kan være både hyperproduktiv techleder, konspirationsteoretiker på fuldtid og verdens bedste Diablo-spiller. Når Musk alligevel hævder at være netop det, afslører han sig som usikker, infantil, og langt fra den overmenneskelige og nærmest mytologiske status, vores samtid har tildelt ham.
Uopnåelige idealer
Måske er 2025 året, hvor vi bør tage et endegyldigt opgør med tidens hustler-ideologi, der hylder den evige selvoptimering og hævder, at vejen til succes består i opslidende arbejde. Men det er lettere sagt end gjort.
Fx sad et yngre mandligt medlem af Føljetons redaktion for nylig og doomscrollede sig til en video på Instagram, hvor en veltrænet, solbrun amerikaner i 40’erne delte ud af sin livsvisdom. “20’erne er den vigtigste tid i livet,” forklarede han og gestikulerede med sine ballonstore biceps. Budskaberne var enkle: Stå op kl. 4 hver dag. Investér i din krop og kryptovaluta. Maksimér dit potentiale nu, eller lev med konsekvenserne resten af dit middelmådige liv.
Rent intellektuelt var det let at affeje pointerne som en afstumpet, materialistisk opskrift på succes. Nyliberalistisk hjernevask, der reducerer livet til en økonomisk konkurrence.
Men det var, som om følelserne ikke fulgte med. Den solbrune influencers selvsikre levering af budskaberne var dragende. Kunne det ikke være meget rart at komme tidligt op og være foran alle i ræset? Have penge på lommen, være pumpet som Poseidon? En følelse af utilstrækkelighed spredte sig kortvarigt i det yngre mandlige redaktionsmedlem.
I bogen Utilstrækkelig kommer forfatteren og højskolelæreren Christian Hjortkjær med en forklaring på følelsen. Hvor unge førhen levede efter moralske forbud som “Dyrk ikke sex før ægteskabet” og “Vanær ikke dine forældre,” lever nutidens unge efter allestedsnærværende påbud som “Work hard,” “Maximize your potential” og “Få mest muligt ud af hver dag,” som Googles kalender forkynder.
De moralske floskler siver ubemærket ind i underbevidstheden og genererer den umiskendelige følelse af utilstrækkelighed. For man kan altid få lidt mere ud af dagen, træne lidt hårdere, arbejde lidt mere på opgaven.
Måske starter opgøret med den ekstreme arbejdsmoral med, at vi ganske enkelt arbejder mindre. Fx har Alternativet de sidste måneder eksperimenteret med at give medarbejderne en 4-dages arbejdsuge. Hvor resten af Christiansborg okser igennem om fredagen, har alternativisterne brugt ugens sidste hverdag på at gå ture i skoven, ride på heste og spille på musikinstrumenter. Medarbejderne fortæller, at de er svært begejstrede for projektet, og oplever ikke, at de er blevet mindre produktive.
“Mit håb er, at vi sætter os ned og spørger os selv: ‘Hvad er det egentlig, der giver værdi?” reflekterer folketingsmedlem Christina Olumeko og tilføjer: “Det er, at vi bruger vores tid, som er den mest værdifulde ting, vi overhovedet har, på at bidrage til os selv, vores nærmeste og samfundet. Og det kan gøres på så mange andre måder end bare lønarbejde.”
Hvis alternativisterne har fået mere livsglæde af projektet og tilmed er blevet mere effektive i de timer, de faktisk arbejder, så kan den solbrune influencer godt lægge sig ud i solen igen. For så kan vi ikke længere acceptere hustler-ideologiens dogme om, at mere arbejde er lig med mere produktivitet. Og hvad man dog ikke kunne bruge en ekstra fridag om ugen til! Blive frivillig fodboldtræner, slikke sol, eller spille en masse Diablo 4 og have det helt fint med ikke at være verdens bedste? /Claes T. Sørensen