Remigration skal få AfD ud af isolationen

“Jeg siger jer helt ærligt, at hvis det skal kaldes remigration, så lad det blive kaldt remigration,” sagde den 45-årige Alice Weidel, da hun søndag formelt blev udnævnt som Alternative für Deutschlands kanslerkandidat i den østtyske by Riesa. Inden for de første 100 dage af en Weidel-ledet regering vil hun sikre en “total lukning af Tysklands grænser og afvisning af alle, der rejser uden dokumenter” og “repatrieringer i stor skala”. Det lover hun med partiets valgprogram, der blev godkendt samme dag.

“Vi bliver stærkere og stærkere,” sagde Weidel, hvis greb om befolkningen kun synes at være blevet større: AfD ligger lige nu nummer to i meningsmålingerne efter de konservative søsterpartier CDU/CSU. Kampen om, hvem der bliver Tysklands næste kansler ved forbundsdagsvalget den 23. februar, står altså reelt mellem Weidel og CDU-lederen Friedrich Merz.

Ordene er Weidels stærkeste våben: Med selvopfundne konstruktioner som “skamfulde vindmøller” blæser hun til kamp mod klimatosserne og de woke feminister. Og på spørgsmålet om AfD’s gamle Schlager, de lukkede grænser, er ordet remigration altså nu tilbage på hendes læber. Hun har ellers i et godt stykke tid holdt sig tilbage fra at bruge ordet, der engang blev opfattet som et objektivt begreb, der skulle beskrive en migrants frivillige tilbagevenden til et oprindelsesland – men de seneste årtier er blevet overtaget af højrefløjen med konnotationer til teorier om den store udskiftning og massedeportationer.

Ifølge Moritz Schramm, lektor i tyske studier på Syddansk Universitet og forperson for Dansk-Tysk Selskab, er det en velkendt og klassisk strategi for højrefløjen at gendefinere det, der tidligere har været anset som uskyldige begreber, netop fordi deres politik ikke skal virke “alt for stødende”.

“I migrationsforskning er det et udbredt begreb, der er fuldstændig værdineutralt. Det handler om, at folk efter de har migreret en vej, så migrerer tilbage en anden vej. Som højrefløjsbegreb dukkede det først op i Frankrig i 1980’erne og 1990’erne og siden breder sig til Østrig og Tyskland,” siger han.

I 2023 blev remigration kåret som et eufemistisk ikke-ord i Deutsche Welle, netop fordi det er en samlebetegnelse, der kan betyde lige præcis det, man vil have det til at betyde. Donald Trump bruger det, og det samme gør Herbert Kickl, der tippes som kommende kansler i Østrig.

“I min ungdom var det i 1980’erne et klart udbredt slogan, at Tyskland var for tyskerne. Det slogan tænker man på som en racistisk dagsorden. Remigration siger i mine øjne præcis det samme, men er et forsøg på at signalere det på en mere moderat måde. Det er en helt klar strategi for højrefløjen, at de ikke vil være så markante i deres udsagn, men over for deres egne tilhængere skal være tydelige om, hvad det går ud på,” siger Moritz Schramm.

“Alice Weidel kan genbruge det nu, fordi hun fornemmer, at det mobiliserer AfD’s tilhængere, efter det nu er et begreb, som folk kender.”

Hvis begrebet “remigration” netop virker, fordi det fremstår mere mildt end eksempelvis “deportation” – og AfD’s tilhængere samtidig godt ved, at det er kontroversielt – kan de så risikere at overbruge det, så det på et tidspunkt ikke længere har den ønskede effekt?

“Deres tilhængere ved godt, hvor radikalt det er. Dem, der mellem linjerne gerne vil høre, at det er ekstremt, forstår det så ekstremt, som det skal forstås. Selvom de udadtil går op i, at det ikke skal være radikalt og kun skal handle om ikke-tyske statsborgere. De lægger retssager an mod folk, der siger, at tyske statsborgere skal udvises. Nu trækker de i land og siger, at det er noget, de aldrig har sagt. Det er helt klart et forsøg på at gøre det stuerent.”

Stor afvisning af AfD

Begrebet remigration har det med at blive misforstået, siger de højreekstreme ofte selv. I Dagbladet Information skrev repræsentanter fra den højreradikale bevægelse Generation Identitær sidste år, at de altid har haft remigration som et “kernebegreb”, men at det bliver fordrejet i medierne. Alligevel bliver man ikke nødvendigvis klogere på, hvem der skal sendes til hvilket land, af en sætning som denne: “Det første, man skal forstå ved remigration, er, at det grundlæggende er en mentalitetsændring. Vi skal holde op med at tro, at migranter fra fjerne himmelstrøg kan eller ønsker at blive som os.”

Men begrebet virker netop, fordi det lyder afdæmpet, og man samtidig ikke helt ved, hvad der menes. Og det virker, fordi ikke alle tror, at de mener det. Som Politico beskriver det, har reaktionen fra EU-ledere på ord som remigration indtil videre været at trække på smilebåndet. Vinder man en post som kansler vil den værste straf ikke være sanktioner, blot “et akavet kropssprog”.

AfD mener selv, at remigration kun dækker over en “lovlig” deportation af migranter. I Karlsruhe har en lokal afdeling af partiet lavet kampagneplakater formet som flybilletter, såkaldte ’deportationsbilletter’ med ordene “afgang: Tyskland”, “destination: sikkert oprindelsesland” og “Kun remigration kan redde Tyskland”.

Ordene har konsekvenser. AfD’s retorik har fået flere og flere til at overveje at forlade Tyskland, hvor næsten en fjerdedel af befolkningen enten selv er nytilkomne eller har forældre, der er migreret efter 1950. “Ordet havde udløst noget i mig, og det var en følelse, som jeg ikke havde forventet,” siger journalisten Jurek Skrobala i The Guardian. Hans forældre flyttede til Tyskland fra Polen, da han var to år gammel: “Mit tyske er perfekt. Jeg er en hvid, midaldrende mand. Og alligevel var der den her frygt.”

Men hvorfor har AfD et så stærkt behov for at renskure sig selv, når de står så stærkt i meningsmålingerne?

“Strategien er, at de i løbet af årene langsomt vil flytte samtalen i en mere spiselig retning,” siger Moritz Schramm. Han understreger, at AfD i øjeblikket slet ikke har adgang til den kraft i den borgerlige konservative lejr, som der skal til for at vinde valget.

“I bund og grund er der en meget stærk mobilisering fra højrefløjen, som ikke ligger ind mod midten. Alternative für Deutschland er fortsat ildeset i en meget stor del af befolkningen. I næsten alle målinger, ikke kun om tilslutning, men også om det affektive og emotionelle forhold til andre partier, er Alternative für Deutschland upopulære. Flere af partierne har ikke bare et dårligt syn på Alternative für Deutschland, men der er også en ekstremt stor afvisning af dem. Afvisningen er udbredt i de store midterpartier,” siger Schramm. Han mener samtidig, at AfD forsøger at distancere sig selv fra tidligere højreekstreme partier i Tyskland:

“I begrebet remigration lægges der op til, at man gør noget om igen, som er gjort forkert. Med ‘re’ betyder det blot, at de fejl, der er begået, laver vi om igen. Det virker langt mindre voldsomt end den meget eksplicit racistiske dagsorden, som er en bestemt idé om, hvem der er tyskere, og hvem der får lov til at blive. Med den retorik kan man ikke nå meget længere ind mod midten. Vi er slet ikke et sted som med den frygt, man nogle gange har i Danmark, om at det tavse flertal overtager. Lige nu er der en barriere, som Alternative für Deutschland ikke er brudt igennem endnu.”

Ingen regeringsmuligheder

Selvom AfD ligger lunt i meningsmålingerne, ser der ikke ud til at være en realistisk sandsynlighed for, at Tysklands næste kansler skulle komme til at hedde Alice Weidel. Det konservative parti CDU har afvist ethvert samarbejde; partiets leder Friedrich Merz har sagt, at det vil være at “sælge partiets sjæl”. Det vil ganske enkelt være for dyrt for regeringspartierne at indgå i et samarbejde med AfD.

Derfor er der ikke mange reelle koalitionsmuligheder, siger Moritz Schramm. Men det betyder ikke, at AfD’s retorik ikke har effekt alligevel. For selvom man ikke på papiret vil samarbejde med AfD og deres stormende succes, kan man få en del af kagen ved at kopiere deres politik.

“Det konservative parti og Merz forsøger at overtage dagsordenen og legitimere AfD’s problemfokus. På sigt kan det føre til, at de personer bliver mere spiselige, også i midten af samfundet,” siger Schramm og kalder det en udvikling, der kan blive “farlig” i de kommende år – selvom forskning har vist, at det endnu ikke er lykkedes CDU at hente stemmer fra AfD.

“Hvis man skubber samtalen i den retning, som AfD gerne vil sætte, styrker det AfD, og det fører til, at de positioner, de har – ligesom på remigration – bliver mere og mere normale og udbredte, også i brede dele af resten af samfundet. Eller mainstream igen. Lige nu er det stadig et ret stort mindretal, der er isoleret fra resten af samfundet.”

Som vi har set det med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti?

“I Danmark er bare den fortælling, at det lykkedes Socialdemokraterne at minimere Dansk Folkeparti, og den tror jeg ikke på. Historisk er forskellen, at man i Tyskland har haft lange diskussioner om præcis de dagsordener op gennem 40’erne og 50’erne og i efterkrigstiden,” siger Moritz Schramm. “Man har haft nogle meget voldsomme debatter om migration, og mange blev trætte af den tone, der herskede dengang. Jeg tror, folk vil rigtig gerne være et moderne Tyskland, der ikke vil tilbage til det gamle, meget konservative. I Danmark glemmer man nogle gange, hvor konservativt Tyskland var i Østtyskland i 70’erne og 80’erne, før det skiftede.”

“Emotionelt går det meget dybt, og på den måde er det ikke noget nyt. Men dermed er det jo ikke sagt, at det ikke kan lykkes dem at overbevise nogle flere. De yngre er også åbne for Alternative für Deutschland. Men den politiske midte i Tyskland har historisk set flyttet sig mere og mere mod venstre og er blevet mere og mere liberalt. Og den politiske midte har ikke nødvendigvis lyst til at gå tilbage.”

Derfor er der en udbredt enighed om, at sandsynligheden for, at AfD kommer i regering er “omkring 0 procent”, siger Moritz Schramm.

“Jeg kan simpelthen heller ikke se det for mig. Hvis AfD skulle samarbejde med de konservative, ville der komme et ramaskrig så voldsomt, at jeg ikke tror, at nogen politikere ville kunne stå der igen. Men jeg tror heller ikke, at AfD drømmer om at indgå i en regeringssamarbejde lige nu. De er alt for langt væk fra det. De håber på at blive store nu ved dette valg. Og at de konservative, som formentlig vil blive regeringsparti igen, de næste fire år ikke vil lykkes med at få Tyskland til at fungere igen. Og de håber, at de derefter er parate til at overtage den borgerlige lejr.” /Emma Louise Stenholm