Nyhedsanalysen
I al venskabelighed
“Se, hvor mange mennesker, der synes om mig, og gerne vil bruge deres tid sammen med mig!” Okay, sætningen er måske lidt pinagtig, men også tilpas retvisende. Venskaber har nemlig fået et ret markant statusløft her i det 21. århundrede, og forskning peger på, at vi er begyndt at vægte venskaber højere end romantisk kærlighed. Udover de sociale mediers indpas på synligheden af relationer med fx Snapchats “snap map” og antallet af Facebook-venner, kommer venskabets nye sociale status som følge af en erkendelse af, at kernefamilien og parforholdet ikke er alfa omega i vores liv, skriver ph.d. Marie-Elisabeth Pihl hos Videnskab.dk. At have venner er så at sige blevet “hot”.