Åh, det er mandag. Indsættelsesceremonien, det er jo i dag. Hvordan skal man forholde sig til indsættelsesceremonien? Ingen siger det vel mere præcist end demokraten Alexandria Ocasio-Cortez, som sidder i den amerikanske kongres for demokraterne. Søndag delte AOC en video, hvor hun fortæller, at medierne igen og igen har spurgt hende, om hun har tænkt sig at deltage i indsættelsen af Donald Trump: “Lad mig sige det helt klart. Jeg fejrer ikke voldtægtsmænd. Så nej, jeg deltager ikke i indsættelsen i morgen.”
Længere er den ikke. Donald Trump er mange ting, og en af dem er voldtægtsmand. I 2023 blev han kendt skyldig i et seksuelt overgreb begået i 1990’erne. AOC siger videre: “Vi befinder os på tærsklen til at have en autoritær regering. Det er sådan her begyndelsen på fascisme i det 21. århundrede ser ud. Republikanerne har kopieret Viktor Orbán Ungarn, så hvis du ser på, hvordan Viktor Orbán styrer Ungarn, får du en smag på, hvordan republikanerne vil forsøge at regere og kontrollere medier og virksomheder i USA.”
Alexandria Ocasio-Cortez navigerer efter en række grundlæggende menneskelige principper og værdier, og hun er modig. Det samme kan man desværre ikke sige om en hel række af USA’s mest magtfulde mænd – en falanks af techmilliardærer og ejere af de store sociale platforme. Folk som X-ejer Elon Musk, Amazons Jeff Bezos, Metas Mark Zuckerberg, direktør for OpenAI Sam Altman og tech-investorerne Marc Andreessen, Peter Thiel m.fl. Gennem de seneste måneder har vi set, hvordan de én efter én har kastet sig i støvet for Donald Trump, erklæret ham troskab, ‘kysset hans ring‘. Det er folk, der tidligere har været svorne demokrater, måske ligefrem arbejdet i demokratiets tjeneste, i princippet for en bedre verden – men ikke mere. Det kan ikke betale sig. I det mindste er de ærlige omkring det. Er det godt eller dårligt?
Disse techmænd er ude og sige, at de i årevis er blevet bekæmpet af den gamle garde, det gamle system, gamle institutioner – kræfter, der ville ‘ødelægge’ internettet. Peter Thiel, der er medstifter af PayPal og bestyrelsesformand i dataanalysevirksomheden Palantir, havde tidligere på måneden et debatindlæg i Financial Times, hvor han sarkastisk og paranoidt introducerede akronymet DISC (Distributed Idea Suppression Complex) – “præ-internet-formyndere af hemmeligheder”, som er “medieorganisationer, bureaukratier, universiteter og statsfinansierede NGO’er, der traditionelt har afgrænset den offentlige samtale”.
Mark Zuckerberg er inde på noget af det samme – frisættelsen af ‘den offentlige samtale’ – når han pludselig siger, at der ikke længere er brug for faktatjek på Facebook i USA; at det sociale medies brugere bare kan slå sig løs med løgne i alle afskygninger.
Hvis Thiel, Andreesen, Zuckerberg og de andre rige og magtfulde techbros så bare kunne lufte deres nye holdninger værdigt og afdæmpet, men det kan de ikke. Lyt til Zuckerberg i Joe Rogan Experience, lyt til Marc Andreesen i The New York Times-podcasten Matter of Opinion. Det kommer ud som klynkeri, stemmerne knækker over, de er blevet gjort uret i så mange år. Andreesen taler om, at det seneste tiår har været det værste i hans liv.
Den bedste hurtige kommentar om alt det her kan man læse i The Guardian. Den australske kommentator Rebecca Shaw skriver, at det er smertefuldt at se Zuckerberg sende mærkelige videoer ud og Musk tweete “som en mand uden job og venner”. Ikke kun fordi hun ikke bryder sig om, hvad de laver, men også “fordi de er så utroligt, smerteligt tåkrummende”:
“Jeg vidste, at vi en dag måske ville blive nødt til at se til, mens kapitalisme, grådighed og intolerance førte til en verden, hvor magtfulde mænd, uanset om de fortjente det eller ej, ville brænde det hele ned. Hvad jeg ikke forventede og ikke tror, jeg kunne have forudset, er, hvor utroligt pinligt det hele ville være. Jeg har været forberedt på ondskab, på grådighed, på grusomhed, på uretfærdighed – men jeg havde ikke forestillet mig, at dem med magten også ville være sådan nogle kæmpestore tabere.”
Hvor stiller alt det her os? Vi bør i hvert fald overveje vores fremtid på sociale platforme som Facebook og Instagram. Taberen Elon Musks X har vi da forladt for længst – ikke? /Oliver Stilling