Det amerikanske tech-forfald

Da de to tyskere Theodor Adorno og Max Horkheimer kom til USA som politiske flygtninge i 1940’erne, var de mildest talt skuffede over den amerikanske massekultur, hvilket de gav udtryk for i værket Kulturindustri – Oplysning som massebedrag fra 1944: “Under monopolet er al massekultur identisk […] Film og radio behøver ikke længere at lade, som om det er kunst. Sandheden, at de blot er virksomheder, bliver omdannet til en ideologi, for at retfærdiggøre det skrald, de bevidst producerer.”

Siden da er virksomhederne blevet flere, skraldet uendeligt, og ideologien fasttømret. Der produceres mere lort end nogensinde før, vi ser det alle steder. Antallet af amerikanske film, der udgives årligt, var i år 2000 på lige godt 400. 19 år senere var antallet mere end fordoblet. En ting er produktionen af kulturprodukter, som grundlæggende er stigende her i senkapitalismen, noget andet er, at det hele ligner hinanden.

Hvis man skal forsøge at pege på en skyldner i denne forfladigelse, er det sociale medie TikTok et godt bud. I weekenden kulminerede den amerikanske regerings fire år lange kamp mod appen, der ikke identificerer sig som kinesisk, men dog er ejet af det kinesiske firma ByteDance. Kampen blev startet af landets 45. – og nu 47. præsident – Donald Trump i 2020 og resulterede altså søndag i, at TikTok gik i sort over hele landet. “RED TIKTOK!” skrev Trump på sit eget medie Truth Social søndag morgen, og et halvt døgn senere kunne præsidenten kaldes dagens helt i skysovs, efter appen åbnede igen med beskeden til de amerikanske brugere: “Tak for jeres tålmodighed og støtte. Som resultat af præsident Trumps bestræbelser, er TikTok tilbage i USA!”

At TikTok-forbuddet ikke lykkedes, peger på et grundlæggende amerikansk problem med reguleringen af techvirksomheder. Sat på spidsen og måske ytret med en lettere trumpistisk dialekt, er det hele faktisk Bill Clintons skyld. Men det starter selvfølgelig længe før ham.

Monopolet og det frie marked

Amerikanerne har en lang historie med teknologiske fremskridt. Først med Samuel Morses opfindelse af telegrafen i 1835, Alexander Graham Bells telefon i 1874, og siden med Vinton Cerf og Robert Kahns udvikling af Transmission Control Protocol i 1974, der tillod to computere at sende data til hinanden. Og i forlængelse heraf: En lige så stolt historie med ikke at regulere selvsamme fremskridt.

I modsætning til det amerikanske postvæsen blev telegrafen privatiseret, og i slutningen af det 19. århundrede havde firmaet Western Union Telegraph Company udraderet konkurrencen. Firmaet udnyttede bl.a. sit monopol i støtten til præsidentkandidaten Rutherford B. Hayes i 1876, som hermed fik hidtil uset rækkevidde under sin valgkamp.

I det 20. århundrede har større amerikanske telekommunikationsselskaber fået lov til at løbe temmelig løbsk. Det tog fx 20 år, før amerikanerne i 1950’erne regulerede telefonselskabet AT&T, efter de siden 1930’erne havde monopoliseret telefonlinjerne og krævet, at man købte en særlig telefon – der kun blev solgt hos dem – for at få adgang til en forbindelse. Folkefølelsen omkring de store firmaer vendte først for alvor i 1970’erne, hvor amerikanerne begyndte at tale om en deregulering af telekommunikationsmarkedet.

I 1996 åbnede amerikanerne døren på vid gab til informationsalderen med den siddende præsident Bill Clintons og vicepræsident Al Gores telekommunikationsreform, der havde for øje at “stimulere private virksomheder, fremme konkurrence, beskytte mangfoldighed blandt mediers stemmer”. Udover selvfølgelig at sørge for, at alle amerikanere kunne få del i det nye internet.

Formålet med den frie konkurrence var, at private virksomheder kunne udvikle internettet i langt højere grad, end det har været set i fx Europa, hvor vi elsker at regulere. I hvert fald i amerikanske øjne. Hvor amerikanerne omtaler deres egen techregulering som “hensynsfuld”, har Europas konsekvente forsøg på og små succeser med regulering af firmaer som Meta og Apple været kaldt “uigennemtænkt” og et “tveægget sværd”. Ja, Europa regulerer sig selv ind på en sidsteplads, som Wall Street Journal skriver.

Siden Clinton fik telekommunikationsreformen igennem i 1990’erne, har der ikke været et eneste stykke gennemgribende amerikansk lovgivning omkring regulering af internettet eller techvirksomheder, som er lykkedes med at blive stemt gennem den amerikanske kongres. Faktisk er det kun tre love i de sidste 30 år, der er kommet igennem nåleøjet: Én omhandlende børns ret til privatliv, en anden omhandlende online salg af sex og den nyligste – en med fokus på børns sikkerhed på nettet. Indtil nu.

TikTok-forbuddet er, omend noget kortvarigt, derfor det første umiddelbart succesfulde forsøg på amerikansk regulering af techvirksomheder i 30 år. Men lovgivningen er smal, og som det har vist sig nu, uden reel effekt. At den overhovedet kom igennem, var et unikum i sig selv, udtalte en tidligere ansat i den republikanske ledelse og nuværende lobbyist sidste år til The New York Times: “Det var en perfekt storm af at være et afsindigt populært produkt i USA, der er afskyet på begge sider af det politiske spektrum for dets skade mod børn og dets unikke nationale sikkerhedsproblem.” En gentagelse eller en reel handlingsplan for regulering af techvirksomheder har derfor meget lange udsigter, forstås det.

Algoritmens tidsalder

Da TikTok søndag gik i sort, nåede utallige af de i alt 170 millioner amerikanske brugere og content creators forinden at holde begravelse for appen. Men stort ståhej for ingenting. Det eneste, som appens blackout synes at have vist, er de amerikanske lovgiveres konsekvent bundne hænder i forsøget på at kontrollere det ottearmede monster, de selv har sluppet løs.

TikTok er de facto internettet nu, som techjournalisten Hana Kiros skriver i The Atlantic. Det sociale medie har da også haft absolut gennemgribende konsekvenser for vores onlinetilværelse. I 2018 var det TikTok, der skabte en brugerspecificeret side, ‘For you’, som var udelukkende algoritmebaseret. Kort sagt gik det anbefalede indhold fra at være baseret på de mennesker, man følger, til at være fuldstændig algoritmisk.

Siden da har samtlige andre sociale medier fulgt trop, ja selv LinkedIn. TikToks indflydelse på vores online tilstedeværelse er så allestedsnærværende, at der ikke kun er voldsom politisk polarisering og problematisk spredning af misinformation i forbindelse med folkemordet i Gaza m.v.. Der kan tilmed tales om, at vi har bevæget os ud af den sekundære informationsalder og direkte ind i den “algoritmiske angsts tidsalder”, som den amerikanske journalist og kulturkritiker Kyle Chayka har døbt den.

Det er en tid præget af ængstelighed, der medfølger, at vi ikke længere ved, hvad vi faktisk synes om ting. Kan vi faktisk lide de Crocs, der er gået viralt, eller er vi bare blevet manipuleret til at tro, at en gummitræsko er fashionabel? Og i den mere ubehagelige ende: Hvor nemme er vi faktisk at manipulere i vores politiske holdninger? “Vi forhandler hele tiden med den algoritmens irriterende figur, usikre på, hvordan vi ville have opført os, hvis vi havde været overladt til os selv,” skriver Chayka.

Og undringen bliver ved. Efter at over tre millioner amerikanske såkaldte TikTok-flygtninge havde skrevet sig op til den kinesisk-ejede app RedNote (på kinesisk Xiaohongshu), kunne de ånde lettet op og vende tilbage til yndlingsappen og algoritmen.

“I det sidste årti har den amerikanske kongres fokuseret på indholdsmoderering, det eneste aspekt af techpolitik, som de er forfatningsmæssigt forhindret i at kunne regulere,” var den tørre konstatering fra techkonsulenten Nu Wexler, der tidligere har arbejdet i Senatet – og Facebook, Google og Twitter – i Politico søndag.

“Nu er vi reduceret til virksomheder, der udskriver kæmpe checks og tigger den næste præsident om at ignorere en lov.” /Astrid Plum