Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Hvis man af den ene eller den anden grund har brug for opmuntring eller bare at klare hjernen efter de seneste dages begivenheder, kan dette anbefales: dyk ned i den civile ulydigheds historie; selv hurtig og sporadisk research giver gode resultater.
Har du hørt om secessio plebis (tilbagetrækning af plebejerne) i den romerske republik fra 5.-3. århundrede før vor tidsregning? I det tidlige romerrige var samfundet opdelt i to klasser: den herskende elite, patricierne, og den almindelige befolkning, plebejerne. Plebejerne blev udnyttet økonomisk af eliten og manglede grundlæggende politiske rettigheder, selv om de i antal var mange flere end patricierne. I kampen for lighed protestudvandrede plebejerne ved flere lejligheder i massevis, så patricierne kunne sejle i deres egen sø. Det betød, at samfundet gik i stå, butikker lukkede, kommercielle transaktioner kunne ikke gennemføres. Secessio plebis var en storstrejke, en uformel magtudøvelse. Resultatet af protesterne var oprettelsen af folketribuner, plebejervalgte embedsmænd, som kunne beskytte folkets rettigheder og nedlægge veto mod love, der skadede dem.
Her kommer Karsten Lauritzen ind i billedet. Eller i hvert fald Karsten Lauritzen som type: elite, tidligere Venstre-mand og skatteminister og efter tiden i Folketinget lobbyist hos Dansk Industri (og snart direktør for Danske Advokater). Tag det alt sammen og overfør det til en velstående borger i Rom nogle hundrede år før Jesus Kristus. En patricier, som sådan set godt kan forstå plebejerne og deres ønsker, men alligevel synes, at de skal benytte sig af nogle mindre samfundsskadelige strategier og i stedet bruge de her fem:
1) Vis respekt.
2) Anerkend rammen for en dialog eller et arrangement.
3) Vær vedholdende, men afdæmpet.
4) Vær spørgende og ikke konkluderende.
5) Kom med faglige argumenter og ikke kun følelser.
Sindssygt provokerende, ikke? Overført til verbal argumentation: “Kan I plebejere ikke lade være med at udvandre? Det sætter samfundet i stå, og det får jer til at fremstå, som om I er i jeres følelsers vold. Spørg for pokker, hvis I er i tvivl. Jeres sag er vigtig, men vis dog en lille bitte smule respekt!”
De fem gode råd kommer faktisk fra en Karsten Lauritzen-type, nemlig Karsten Lauritzen selv. Men i stedet for præ-Jesus-plebejerne er de rettet mod nogle andre yndere af civil ulydighed, nemlig nutidens klimaaktivister. Under Folkemødet i 2022 skulle Lauritzen som direktør for DI Transport interviewe daværende transportminister Trine Bramsen (S) på en scene. Han måtte imidlertid aflyse samtalen, fordi en gruppe “klimaaktivister med skilte ikke ville respektere den ramme og de præmisser, der gjaldt for arrangementet”, som han efterfølgende formulerede det i en klumme hos Altinget. Det var her, han luftede sine gode råd.
Karsten Lauritzen kunne i denne sammenhæng være hvem som helst. Han kunne også være Venstres politiske ordfører Jan E. Jørgensen, Peter Bjerregard, medlem af Københavns Borgerrepræsentation eller Liberal Alliances Steffen Larsen. Han kunne også være en masse andre, men det er dem, som seks forskere og medlemmer af Det Grønne Forskernetværk specifikt nævner i en kronik i Information, fordi de offentligt har langet ud efter klimaaktivistgruppen Nødbremsen, hvis metoder de ikke billiger. Steffen Larsen billiger dem så lidt, at han opfordrer til bøder på op imod en million kroner.
Metoderne er velkendte: Nødbremsen spærrer for trafikken og flytter sig ikke frivilligt. Og før jul kastede to aktivister fra organisationen orange maling på et værk i malerisamlingen på Statens Museum for Kunst. Maleriet var bag glas og nøje udvalgt.
Det Grønne Forskernetværk slår i kronikken et slag for den civile ulydighed, og argumentationen er faglig, afdæmpet og respektfuld: “Når civil ulydighed og forstyrrende protestformer anklages for at være udemokratiske, bygger det på et lighedstegn mellem lovlydighed og respekt for demokratiet. Men dette lighedstegn er historieløst og falder fra hinanden ved nærmere gennemgang. For hvordan kunne et demokrati indføres lovlydigt i et samfund uden politiske frihedsrettigheder?” skriver forskerne og fortsætter:
“Svaret er selvfølgelig: Det kunne det ikke. Det danske samfund ser ud, som det gør i dag, fordi ulydige bevægelser af borgere – i Danmark og i andre europæiske lande – udfordrede enevældige styreformer og adelens magt.” Med andre ord ville vi slet ikke “have mange af de demokratiske privilegier, vi har i dag, hvis det ikke havde været for svundne tiders civile ulydighed og protestbevægelser”.
Her går vores tanker til plebejerne, suffragetterne, heloterne, Spartacus, Rosa Parks, ja, selv gamle Diogenes. Listen er endeløs. Civil ulydighed kommer i mange former og størrelser. Kan du se dig selv i det? /Oliver Stilling