Et ultimativt trumfkort! Sådan var ordningen udtænkt, og drømmen var, at de amerikanske arbejdervælgere ville nå at opleve en kontant og næsten kropslig tilskyndelse til at stemme på Hillary Clinton – og derved samtidig kanonisere præsident Obama som det 21. århundredes første og største helgen-skikkelse: Sundhedsreformen, ‘Affordable Care Act’, også kendt som ‘Obamacare’, formerly known as ‘HillaryCare’, er indiskutabelt den vigtigste samfundsreform i de sidste otte år. Men succesen er mildest talt omdiskuteret.
Ja, ‘Obamacare’ har faktisk udviklet sig til noget nær en politisk katastrofe, som eks-præsident Bill Clinton i en freudiansk fortalelse kom til at kalde for ”the craziest thing in the world”, fordi den lavere middelklasse i første omgang ser ud til at tabe på ordningen.
Bill Clinton er bestemt ikke alene. Sundhedsreformen er under så voldsomt angreb, at ‘Obamacare’ kan vise sig at blive den faktuelle faktor – i modsætning til f.eks. psykologiske, mediemæssige og rent konspirationsteoretiske faktorer – der skræmmer flest vælgere væk fra Demokraterne. Derfor er sundhedsreformen joker #2 her i Føljetons nedtællingsliste over udslagsgivende faktorer, som kan svinge præsidentvalget om præcis en uge væk fra en ellers sikker sejr til Hillary Clinton.
Balladen begyndte for alvor i sidste uge, da Obama-regeringen offentliggjorde en prognose, som viste, at priserne på sundhedsforsikringer gennemsnitligt vil stige med 25 procent i 2017, og i nogle delstater med over 100 procent. Vel at mærke kun for de allerfattigste og i forvejen dårligst stillede, som ikke er omfattet af de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Og hvad endnu værre er: Vilkårene vil blive forringet, da selvrisikoen i manges tilfælde vil stige så voldsomt, at trivielle sygdomstilfælde knap vil være dækket fremover.
Den ubekvemme sandhed er, at ‘Obamacare’ endnu ikke har demonstreret sit værd for bare et spinkelt flertal af de amerikanske vælgere. Højrefløjen har fra begyndelsen været ideologisk imod, da de ser ordningen som et første og skræmmende skridt mod en offentlig sygeforsikring i USA efter europæisk forbillede, og alle republikanske politikere er derfor imod – naturligvis også præsidentkandidat Donald Trump, skønt han tidligere har været tilhænger af en model, som nogenlunde tilsvarer den vedtagne ‘Obamacare’.
I sig selv er den iscenesatte politiske modstand derfor ingen nyhed. Det opsigtsvækkende er derimod, at de befolkningsgrupper, som skulle nyde gavn af ‘Obamacare’, heller ikke ønsker ordningen. Ude på kampagnesporet tør Hillary Clinton slet ikke nævne sundhedsreformen, og derfor har hun heller ikke formået at imødegå den nye, potentielt fatale kritik fra neden.
På positiv-siden tæller ganske vist, at ‘Obamacare’ har givet over 12 mio. amerikanere en sundhedsforsikring, de ellers ikke ville have haft. Folk, som tidligere enten var for syge eller fattige til overhovedet at kunne blive omfattet af reel sygdomsbehandling. Dét er en historisk bedrift – og selv om Politikens afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden næppe får ret i sin profeti om, at Obama om 1.000 år vil blive husket af flere end Jesus – er der mange gode grunde til at hylde Obama for de håndgribelige resultater. Men det tæller bare ikke rigtig, for det er nu engang de amerikanske vælgere, der afgør valget, og her ser dommen mere apokalyptisk ud.
For underklassen og folk med løs tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder f.eks. mange studerende, betyder kombinationen af stigende priser og en markant højere selvrisiko, at det på kort sigt bedre kan betale sig for dem at acceptere den årlige bøde på godt kr. 5.000,-, som de ikke-forsikrede pålægges, frem for at betale omkring kr. 30.000,- for en sundhedsforsikring, der alligevel ikke dækker deres mest sandsynlige skavanker. Alternativt skal de spare på helt basale fornødenheder til deres børn. En loose-loose-situation.
For arbejder- og middelklassen har introduktionen af ‘Obamacare’ heller ikke ført til mærkbare forbedringer. Tværtimod. Selv om den bedst stillede halvdel i USA ikke ønsker at betale for sygdomsbehandling til den dårligst stillede halvdel, og ‘Obamacare’ derfor ikke for alvor indeholder økonomisk omfordeling, rummer ordningen en risiko for forringelser for dem, der på forhånd havde trygge vilkår. For den højere middelklasse og overklassen (som de fleste drømmer om at blive en del af) er der tilmed tale om direkte skattelettelser, og derfor er der efterhånden få, som for alvor agerer ambassadører for ‘Obamacare’.
Resultatet er, at trumfkortet har forvandlet sig til en ‘Sorte-Per’. Hvis Hillary Clinton skulle tabe om syv døgn, hvilket lige nu bliver marginalt mere sandsynligt dag for dag, vil historikerne ikke kun pege på FBI-chef James Comey og server-skandalen, men i allerhøjeste grad også på de hverdagsproblemer, som pludselig har bragt Clinton og Obama dybt i defensiven: ‘Obamacare’ blev ingen åbenbaring og vil helt sikkert blive rullet tilbage, hvis Trump vinder – fortsat mod alle odds.
Forsideillustration: Sara Trier