Kampen for et landbrug i pagt med naturen er allerede i gang

Man behøver ikke vente på en storstilet revolution, hvis man ønsker at ændre landbruget fra noget, der ødelægger naturen, til noget, der værner om naturen. Man kan sådan set bare gå i gang: opbygge små landbrug, danne egne lokale markeder og vinke farvel til den udvikling af større og større bedrifter, der har betydet, at der i Danmark i gennemsnit forsvinder et landbrug om dagen. I samarbejde med den kenyanske bondebevægelse Kenyan Peasants League har Sophia Wathne i sin ph.d. set, hvordan et andet og bedre landbrug kan organiseres.

“I Kenya og i resten af verden er mange agroøkologiske bevægelser allerede i gang med at skabe en anden verden, og de sidder ikke og venter på deres hænder på, at der er nogen, der skal give dem lov,” siger Sophia Wathne. Hun understreger, at det ikke kun er af ideologiske grunde, at Kenyan Peasants League vil ændre deres landbrugssystem.

“De gør det ikke kun, fordi de synes, det er en god idé, men i lige så høj grad fordi det sikrer dem en overlevelse, som ikke gældsætter dem og gør dem afhængige af andre økonomiske interesser.”

”Det handler derfor både om at skabe den verden, de vil have, og den verden, de har brug for.”

Nye forestillinger for fremtiden

Den verden står i skærende kontrast til den, vi har opbygget i Danmark og det meste af Vesten. Her bliver bedrifterne større og større, og afhængigheden af pesticider og kemikalier højere, mens presset på naturen og landbrugsdyrene stiger. Det har gældsat mange bønder og fastlåst dem i en intens konkurrence, hvor de store monokulturelle landbrug æder de mindre op. I Danmark har det betydet, at det gennemsnitlige landbrugsareal er steget fra omkring 16 hektar per landbrug til over 200 hektar, siden industrialiseringen tog fart efter anden verdenskrig.

Men sådan behøver det ikke at være, mener Sophia Wathne. Hun har i samarbejde med Kenyan Peasants League lært, hvordan kenyanske jordbrugere benytter sig af præfigurativ pædagogik. Et udtryk Sophia Wathne selv har navngivet til at beskrive den proces, som jordbrugerne bruger til at overtale ligesindede til at begynde at bruge agroøkologiske dyrkningsmetoder. Metoder, der ikke kun handler om at vise andre, hvordan man dyrker, men også hvordan man aktivt engagerer og oplyser andre bønder om de økonomiske, økologiske og sociale fordele ved agroøkologi og madsuverænitet.

“Præfigurativ pædagogik handler om at vise vejen til en bedre verden gennem sin praksis samtidig med at man aktivt engagerer sig i dialog med sine omgivelser. Og den måde, hvorpå Kenyan Peasants League har gjort det, er ved både at have gårde, som arbejder agroøkologisk, at snakke rigtig meget med lokalsamfundene og overtale folk på en respektfuld måde til at begynde at dyrke landet på en anden og bedre måde,” siger Sophia Wathne.

I Kenyan Peasants League er præfigurativ pædagogik derfor en nøgle til at forstå udbredelsen af agroøkologi og madsuverænitet. Tilsammen er det en treenighed af metoder, som både indeholder oplysning, omsorg for jorden og økonomisk uafhængighed i deres lokalsamfund. Men det kræver ifølge Sophia Wathne et stort arbejde af den enkelte jordbruger, hvilket sætter det kollektive arbejde i centrum.

“Det er en social bevægelse, og det kræver meget arbejde for den enkelte. Derfor har det også været centralt at have flere strategier kørende på en gang. Her har Kenyan Peasants League været gode til at fordele arbejdet, og sige: Du er god til at planlægge en demonstration, du er god til at undervise i agroøkologi. Du kan noget helt tredje,” siger hun.

“Det åbner både op for en større diversitet i bevægelsen og en større diversitet i strategier, som er vigtige, hvis agroøkologi skal skaleres op og reelt udfordre det etablerede fødevaresystem”.

Oprøret mod den skæve konkurrence

For at forstå, hvorfor spørgsmål om agroøkologi og madsuverænitet har vundet indpas blandt bondebevægelser verden over, skal man spole tiden tilbage til starten af 1990’erne. Her tog globaliseringen på bagkanten af Den Kolde Krig fart, og der opstod et politisk ønske fra Vesten om at åbne hele verden op gennem et nyt handelssystem, hvor udenlandske investeringer kunne få fodfæste i alle hjørner af verden. Det førte til, at mad for første gang blev åbnet op for verdenshandlen, hvilket betød et enormt pres på bønder i specielt det globale syd, fordi de ikke kunne konkurrere med Vestens industrielle landbrug.

Derfor gik bondebevægelser fra det meste af verden sammen i organisationen La Via Campesina. La Via Campesina repræsenterer mellem 200 og 300 millioner mennesker, som arbejder for et andet fødevaresystem, hvor begreber som agroøkologi og madsuverænitet er i højsædet. Den historie er ifølge Sophia Wathne vigtig at sætte sig ind i, hvis man skal forstå de grundlæggende udfordringer ved nutidens landbrug.

“Det er en global bevægelse, fordi de alle sammen oplever den samme undertrykkelse og forsøger at give den samme modstand ved at blive ved med at producere mad på deres måde, som både skaber flere jobs og har vist sig at være mere resilient over for gældspåvirkning og klimaforandringer.”

“Men det er også en måde at vende logikken fra det industrielle landbrug om, så man ikke deler natur og mennesker op hver for sig. Her er tanken, at man godt kan have et landbrug, hvor der også er plads til biodiversitet. Det handler derfor også om at komme væk fra den skarpe adskillelse mellem natur og mennesker, som er dominerende i det industrielle landbrug.”

I stedet for den skarpe opdeling mellem mennesker og natur, som det industrielle landbrug i årtier har været bannerfører for, kan agroøkologi sikre, at bønder får et mere stabilt levebrød. For hvis kålen bliver skyllet væk af en oversvømmelse, kan rodfrugterne, der dyrkes under jorden, stadig spises eller sælges på det lokale marked.

“Agroøkologi sikrer folk mere stabile levebrød, når de gror flere typer afgrøder. Derudover behøver de ikke gældsætte sig for at købe patenterede hybrid- eller GMO-frø eller de pesticider, som skal tilføjes hver sæson. De er heller ikke afhængige af, at én monoafgrøde klarer sig i et uforudsigeligt vejrsystem påvirket af klimaforandringer, eller at den ene afgrøde kan sælges til en ordentlig pris.”

Presset fra alle sider

Men at etablere et fødevaresystem, der adskiller sig fundamentalt fra det dominerende system, møder udfordringer. Dels gennem det prispres, som det industrielle landbrug påfører bønder, der arbejder anderledes. Og gennem et pres fra en multinational fødevarelobby, der har skabt nationale og internationale lovgivninger, der primært tilgodeser industrielt landbrug. Derfor er det også nemmere sagt end gjort at gå op imod den primære måde, som jorden dyrkes på globalt.

“Det globale fødevaresystem er bygget op til et industrielt marked, hvor man producerer i store mængder for at eksportere det på et verdensmarked. Men meget af den mad, der bliver produceret i det system, er ikke tiltænkt menneskeføde,” siger Sophia Wathne.

Derfor er svaret for mange i La Via Campesina at opbygge nogle alternative markeder, så man ikke er afhængig af at afsætte sine varer på et internationalt marked, hvor man risikerer at blive udkonkurreret. Og det giver også mening, når man kigger på tallene. Småbønder producerer i forvejen 70 pct. af al mad på kun en tredjedel af de samlede landbrugsarealer globalt.

“I stedet for at producere kaffe og sukker til det globale nord, skal man i stedet producere lokale fødevarer, som folk kan spise, dér hvor de er. For det handler ikke om, om der er nok mad, men hvordan maden fordeles, og hvem der har adgang til den. Vi skal stadig handle med hinanden, men formålet med at producere mad skal være, at vi brødføder befolkninger, ikke at vi producerer for eksportens skyld.”

“Det ville også betyde en væsentlig reduktion af mængden af olie, som bliver brugt på at producere pesticider og fragte mad rundt omkring i verden. På den måde udfordrer et agroøkologisk landbrug også mange af de store kapitalinteresser. Både når man snakker om olie, forarbejdet mad og kemiindustrien, for ikke at nævne hele industrien omkring GMO-afgrøder,” siger Sophia Wathne.

/Mads Thunestvedt

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Denne artikel bygger på arrangementet ‘Hvordan overbeviser Kenyan Peasants League økologi-skeptiske bønder?’