Vores værdier

Kronprins Christian er blevet 19 år. Nu begynder det at snerpe til. Alvoren melder sig. I dag indleder hans højvelbårenhed sin værnepligt på Antvorskov Kaserne i udkanten af Slagelse. Se og Hørs vinkel på historien er, at kronprinsen nu “skal vænne sig til at sove sammen med fremmede” og måske endda med “piger”, idet der blandt alle de nye rekrutter bliver trukket lod om pladserne på firemandsværelserne.

Det skal blive godt at komme lidt væk hjemmefra; måske kan det danske forsvar give ham noget rygrad, dannelse, uddannelse. Hvis de skal løbe rundt og lave øvelser i camouflagetøj og lære at gå i geled og parere ordre, får de vel også at vide, hvorfor de gør det. Der må være en indførelse i nogle grundlæggende demokratiske værdier. Men som historiker og kongehusekspert Cecilie Nielsen siger til DR, så handler kongehusets forbindelse til militæret overvejende om kongehusets “magtsprog”, fordi “militæret er med til at give kongehuset et visuelt udtryk”, som virker genkendeligt for den almindelige dansker.

En anden velkendt institution, hvor man arbejder med genkendelighed i form af uniformer, tung symbolik og storytelling, er folkekirken. Også her fylder uddannelse en hel del, ikke mindst på grund af præstemanglen rundt om i landets sogne. Den slagne vej til præsteembedet er normalt en kandidatuddannelse i teologi og derefter en tur på pastoralseminariet  – i alt seks et halvt år – men Kirkeministeriet har i en periode forsøgt at lokke akademikere til ved at tilbyde ultrakorte uddannelsesforløb på blot tre år. Og når først man er i gang med sin præsteuddannelse, går det over stok og sten. Nu kan man læse i nyhederne, at Aalborg Stift netop på to dage har ordineret ti af disse nye fast lane-præster, svarende til hvad stiftet plejer at ansætte på et helt år.

Er det forsvarligt med så opskruet et uddannelses- og ansættelsestempo? Det minder om plottet i Lars von Triers vellykkede comedy-horror-film Epidemic fra 1987: En pestepidemi hærger verden, og folk dør som fluer. Derfor uddannes borgere i hyperfart til at indtage nøglepositioner i samfundet. I en scene bliver en mand uddannet til præst på vist nok to dage. Da han får udleveret sin bibel, siger han: Jamen, den er jo på latin? Ja, lyder svaret, du er en katolsk præst.

I Weekendavisen er der et interview (betalingsmur) med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). Og hvad har han så nu fundet på, den selvudnævnte arbejderist og højtrangerende socialdemokrat? Som det så ofte har været tilfældet med Tesfaye, siden han første gang blev minister i 2019, er det en lille smule uhyggeligt. Han mener, at vi skal gentænke skolens rolle i samfundet… fordi Vladimir Putin, Xi Jinping og Donald Trump. Han taler om skolen som “en indre forsvarslinje”, hvor børnene skal indpodes “vores værdier”.

Nu talte vi egentlig varmt om “værdier” længere oppe i denne tekst, men når ordet kommer ud af Tesfayes mund, er det, som om det får en anden valør, en urovækkende biklang. “Demokratiet er ikke kun vores institutioner – Højesteret, Folketinget, frie medier, hemmelige valghandlinger,” siger Tesfaye. “Demokratiet er også, at vi er et stærkt ’vi’. At vi har en patriotisme. En fædrelandskærlighed. Og en forståelse af, at vi har noget til fælles, vi, der bor her. At vi har nogle historiske, kulturelle rødder, som er værd at tilegne sig. Og det synes jeg er blevet for svagt. Det er ikke nok at fylde kasernerne, der er også behov for, at vi opruster på, hvem vi er som folk.”

Da journalisten spørger Tesfaye, hvad han mener, at lærerne så skal gøre anderledes, svarer han, at de skal betragte sig som formidlere, teknokrater og åndsfyrster. Det er de ord, han bruger. “De skal repræsentere vores samfunds værdier over for næste generation. At lære at læse er en teknik, men det er også en nøgle til vores historie, vores litteratur. En dansklærer skal være en dygtig didaktiker, der kan lære børnene at læse, men læreren skal også være et voksent, dannet menneske, som børnene kan spejle sig i. Som bærer demokratiets idealer i sig. Som kan tale om, hvor vi kommer fra, hvorfor Danmark er blevet til det, vi er, og hvorfor det er værd at forsvare.”

Lige så langsomt Mattias Tesfaye taler, lige så svulstigt er hans vokabularium. Patriotisme, fædrelandskærlighed, kaserner, oprustning, forsvar. Noget af det, han siger, at lærerne skal gøre, gør de sådan set allerede, men når han sætter ord på, får det en nationalistisk klang, som man sjovt nok forbinder med netop Putin, Xi og Trump. Man skulle tro, at Tesfaye har set dokumentarfilmen Mr. Nobody Against Putin, som havde premiere på Sundance-filmfestivalen i sidste uge. Den handler om en russisk skolelærer, der arbejder på en lokal skole i Tjeljabinsk-regionen. Da Rusland indleder sin krig mod Ukraine i 2022, ændrer hans opgaver sig markant. Nu skal han udsætte de små børn for det russiske styres absurde militaristiske propaganda. I juni sidste år lykkedes det ham at smugle syv harddrives ud med hemmelige videooptagelser, han havde lavet af sit arbejde, og sammen med instruktøren David Borenstein har han fået en hårrejsende film ud af det.

Hvis det skal være på den måde, så er der måske andre veje til dannelse og uddannelse. Man kan for eksempel deltage i demonstrationer for demokratiet. I weekenden var 160.000 tyskere på gaden i Berlin for at demonstrere mod det kristendemokratiske parti CDU’s samarbejde med det højreekstremistiske AfD. Det er alligevel noget. /Oliver Stilling