Det besynderlige ved USA’s igangværende maskefald er vel egentlig, at det som sådan ikke er noget nyt, at lederen af den “frie” verden også kan agere skurk. USA har altid været en brovtende hanelefant, som nådesløst har nedtrampet de svagere dyr på savannen; som har haft en dybt selektiv forståelse af menneskerettighederne og andre demokratiske kerneværdier. Har man ridset bare en smule i overfladen, er skrækeksemplerne væltet frem: Fra de gruopvækkende MKUltra-eksperimenter til torturbillederne fra Abu Ghraib og fangelejren i Guantánamo Bay, fra Mỹ Lai-massakren i Vietnam til USA’s indblanding i diverse kup i Latinamerika, CIA’s medvirken til at få væltet premierminister Mohammed Mossadeq og det iranske demokrati, og ikke mindst de mange efterfølgende krige i Mellemøsten, i Syrien, Afghanistan og Irak; krige, som Danmark meningsløst blev trukket med ind i af evigt yankofile Anders Fogh Rasmussen og de mange andre forblændede folkevalgte, som vedholdende insisterede på, at USA – selv med ovennævnte kriminelle track record – forblev vores vigtigste allierede.
På sin vis har vi alle været forblændede af den amerikanske feberdrøm. Mens USA har bombet civile, har vi dyrket Hollywoods heltefortællinger, danset op ad trapperne til “Eye of the Tiger” med Rocky Balboa, drønet ud ad Route 66 og skrålet med på “Sweet Home Alabama” som om vi har forstået, hvad frihedens ånd og The First Amendment handler om. Vi har overbevist os selv om, at afstanden henover Atlanten slet ikke er så stor igen, har lært os selv bedre at kunne huske navnet på en vilkårlig amerikansk guvernør end borgmesteren i Vejle Kommune eller statsministeren i Finland, og dermed cementeret USA’s allestedsnærværende soft power. Meget banalt har vi ladet amerikanerne vinde det, man i strategispillet Civilization ville kalde en kulturel sejr. Og alligevel står vi nu måbende tilbage og ser på præsident Donald Trumps planer om atter at trække USA ud af FN’s Menneskerettighedsråd, som om der er tale om en historisk slåfejl, snarere end en logisk konklusion på landets hidtidige historie.
Faktum er, at et nyt USA i disse uger er ved at blive bygget i rasende hast. Og at der helt parallelt med Trumps overskriftsstjælende toldtrusler – og alt hvad de potentielt vil medføre for verdensøkonomien og supermarkedspriserne – er blevet iværksat det, man efterhånden godt kan kalde et bureaukratisk kup på de indre linjer. Som journalist Ryan Broderick også opridser, er der ret beset tale om mindst tre forskellige fronter, hvorfra Trumps folk er ved at underminere hele det amerikanske statsapparat som vi kender det:
Der er den politiske rådgiver Stephen Miller med den mundrette titel “White House Deputy Chief of Staff for Policy”, som er ved at gentænke USA’s immigrationspolitik ved bl.a. at ville oprette en koncentrationslejr for 30.000 mennesker i Guantánamo Bay.
Der er en af hovedarkitekterne bag det berygtede Project 2025, Russell Vought, som Trump har nomineret til at lede United States Office of Management and Budget, og som herfra vil kunne tage kontrol over USA’s føderale budget for at kunne fortsætte implementeringen af selvsamme Project 2025.
Og så er der Elon Musk, som med sit agentur for “regeringseffektivisering” DOGE samt en mindre hær af loyale 19-21-årige tech bros er i fuld sving med at smadre alt, hvad de kommer i nærheden af – og som helt uforklarligt har fået tiltvunget sig adgang til alle amerikaneres Social Security-numre (altså det, der nogenlunde svarer til CPR-numre) foruden hele det betalingssystem, der bruges til at betale såkaldte government contractors – hvoriblandt kan tælles Musks egne virksomheder SpaceX og Starlink. Situationen er så alarmerende, så vanvittig, at Ryan Broderick ligesom mange andre af hans amerikanske journalistkollegaer knap nok kan fortælle om den, uden selv at lyde som gale konspirationsteoretikere:
“Dette er demagogerne, oligarkerne og bogstaveligt talt teenagedrengene, der lige nu er ved at flå vores regering fra hinanden. De er drevet af Silicon Valleys drøm om en monarkistisk netværksstat og hvid nationalisme med blod og jord, og de vil erstatte vores penge med de spekulative kryptovalutaer, som de allerede har, erstatte landets digitale infrastruktur med X, en onlineplatform, som de har investeret i, og overføre al føderal magt til Trump, en præsident, som de aktivt bestikker. De har ikke planlagt noget af dette i hemmelighed. De ved, at dette er deres øjeblik, og at kuppet er i gang. De mener det alvorligt. Og hver dag, de er ved magten, betyder flere år, hvis ikke årtier, af vores liv, som vi skal bruge på at forsøge at samle landet igen, når de er væk.”
Den politiske tænker, statsmand og polyhistor Francis Bacon beskrev tilbage i 1600-tallet – nærmere bestemt i værket The Essays or Counsels Civil and Moral – en tilsyneladende problematisk egenskab ved det, vi forstår som “befolkningen”: nemlig at den nemt bliver forarget over ting, som det slet ikke er værd at bekymre sig om, og omvendt accepterer ting, som ikke burde blive tolereret. Hvis der er en politisk mekanisme, som Donald Trump har forstået, er det netop denne. Mens han får sine kernevælgere til at fare vild i malplaceret hysteri over identitetspolitik og deslige, er hans lakajer ubesværet ved at forvandle USA til et autokrati. Det er “flooding the zone” i en så voldsom grad, at ingen længere kan fokusere eller se klart.
På trods af alle fortællingerne har USA aldrig været det store demokratiske fyrtårn. Men nu, hvor det sidste lys brutalt er ved at blive slukket, står vi tilbage i et foruroligende mørke, hvor vi atter må finde os selv. /David Dragsted