Nyhedsanalysen

Zombiehæren kommer

Intet er længere forudsigeligt. I generationer har et mundheld lydt i USA: ”When the Cubs win the World Series” – som en sarkastisk konstatering af, at dét aldrig vil ske. Igen. Men jo, for netop dét skete i nat (dansk tid). For første gang siden 1908 vandt Hillary Clintons barndoms-favorithold Chicago Cubs  det amerikanske mesterskab i baseball, og miraklernes tid synes dermed at være begyndt forfra.

Meningsmålingerne nærmer sig hinanden. I den beskidte del af præsidentvalgkampen er det særligt to grupper, som spøger bag stemmeurnernes gardiner. De to særegne vælgergrupper trækker i hver sin retning – og den stærkeste af dem vil meget vel kunne afgøre, hvem der bliver USA’s næste præsident: De to grupper – som til sammen udgør joker #4 på Føljetons nedtællings-liste over udslagsgivende faktorer – kan i tråd med valgkampens kulørte, bizarre forløb kaldes for ‘den hævngerrige zombiehær’ og ‘de hemmelige hattedamer’.

På den ene side rumsterer de vrede, kortuddannede, hvide og ældre mænd, som normalt slet ikke stemmer, og derfor heller ikke tæller med i opgørelserne over ‘likely voters’. Husk: I 2012 stemte kun lidt over halvdelen af amerikanerne.

Hvis de vrede, hvide mænd i stort talt gør alvor af truslerne på tirsdag og rent faktisk går ned og stemmer imod Hillary Clinton, vil Trump få et gevaldigt boost og dermed kunne vinde de gamle industristater i nord, hvor Demokraterne traditionelt regerer.

Forestillingen om denne ‘hævngerrige zombiehær’ bygger på tre reelle fænomener:

a) De arketypiske Trump-vælgere er almindeligvis sofavælgere. De tilhører de 46 procent, som blev hjemme i 2012. Men hvis netop de kan mobiliseres til at stemme på tirsdag, vil magtbalancen tippe med en slagside, som meningsmålingerne slet ikke har øje for.

b) Erfaringsmæssigt ønsker mange vælgere ikke at fortælle, at de vil stemme på kontroversielle kandidater, og slet ikke til meningsmålings-institutter. Denne såkaldte ‘Bradley-effekt‘ kendes også fra Europa, hvor højrenationale partier ofte klarer sig bedre ved valg end i de forudgående prognoser.

Og endelig c) senest ved Brexit-folkeafstemningen i Storbritannien gjorde de vrede, kortuddannede, hvide og ældre mænd deres stemme gældende i langt større grad end f.eks. veluddannede, kulørte og yngre kvinder. Frustrationerne over bl.a. udflytning af fabrikker og løndumping fra indvandrere stikker dybt.

Hvis kun hvide borgere stemte i USA, ville Trump vinde med en jordskredssejr. Og hvis kun kortuddannede stemte, ville ‘The Donald’ triumfere endnu klarere. Matematikken er således såre enkel: Jo flere kortuddannede, hvide og ældre mænd, som stemmer – fordi de er tiltrukket af macho-kandidaten, som lover at gøre Amerika mægtigt igen – desto større bliver sandsynligheden for, at USA får en gammel hvid mand tilbage i Det Hvide Hus.

Her træder ‘de hemmelige hattedamer’ imidlertid ind på scenen. Trump har nemlig mistet grebet om en anden vælgergruppe, som rent faktisk stemmer:  erhvervsaktive, konservative kvinder! Og de har om muligt endnu vanskeligere – end selv de vrede mænd – ved at fortælle åbent om, hvem de stemmer på. For stik modsat deres ægtemænd og øvrige omgangskreds tyder undersøgelser på, at mange af disse erhvervsaktive, konservative kvinder i år vil stemme på Hillary Clinton. Analytikere anslår, at et antal på størrelse med hele Danmarks vælgerbefolkning kan finde på at svinge væk fra republikanernes kandidat og over til Mrs. Clinton.

Argumentet for denne betydelige, men altså endnu tavse vælgerreserve for Hillary Clinton, er dobbeltsidig: På den ene side er de erhvervsaktive, konservative kvinder dybt frastødt af Donald Trumps sexisme, og på den anden side er de skjult tiltrukket af symbolet i at få den første kvindelige præsident, særligt i kontrast til en vulgær mand, som ikke ligefrem kan siges at efterleve traditionelle amerikanske familieværdier.

De erhvervsaktive, konservative kvinder udgør sammen med de progressive mænd og kvinder, samt de etniske minoriteter – som i altovervejende grad stemmer på Demokraterne – et komfortabelt flertal. Ikke blot på landsplan, men også i de endnu vigtige ‘battleground states’, hvor præsidentvalget afgøres på tirsdag. When Hillary wins the World Series…

liberal

Forsideillustration: Sara Trier

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12