”Duelo a garrotazos o La riña” af Francisco de Goya.
I like to think
(it has to be!)
of a cybernetic ecology
where we are free of our labors
and joined back to nature,
returned to our mammal
brothers and sisters,
and all watched over
by machines of loving grace.
– Richard Brautigan, fra “All Watched Over by Machines of Loving Grace” (1967).
I løbet af ugen har Føljeton – som du måske har bemærket – sat fokus på moden: dens monotonisering, dens manglende bæredygtighed og ikke mindst reguleringen af dens enorme industrielle aftryk. Mode som fænomen giver nemlig god anledning til at tale om meget af alt det, vi elsker at nørde her på redaktionen, lige fra internetkultur til klima og miljø. Med weekendens ankomst kan vi så passende hive lænestolen frem og supplere med en let mousseren over en beslægtet kæphest: modetænkningen.
Som bl.a. Michel Foucault har skitseret med sin notoriske diskursteori, er ethvert vidensfelt, ja, enhver tidsperiode, kendetegnet ved det, der kan siges og ikke siges; de udsagn, som accepteres, og dem, som forkastes eller slet ikke får lov til at opstå. Hvordan Foucault selv forstår teorien er ofte ret diffust, og skifter også løbende gennem forfatterskabet (Foucault kan dårligt klandres for at være en systematisk tænker). Et af problemerne er dog umiddelbart, at vi selv bliver formet af den tid, vi befinder os i, og derfor kan have overordentligt svært ved at gennemskue dens magtlogikker og diskursive regler. Hvis vi bliver fanget af en modetænkning, vil vi ikke nødvendigvis opdage det.
Det ironiske er selvfølgelig her, at Foucault selv blev en slags modetænker på universiteterne efter sin død. Op igennem 90’erne og 00’erne skulle alle pludselig læse ham, om man så studerede statskundskab eller gik på sygeplejerskestudiet; ofte via diverse sekundærlitteratur, som endnu mere ironisk gjorde, at ingen helt havde samme forståelse af ham. Foucaults idéer blev så à la mode, at de til sidst blev meningsløse. Ligesom det forventelige backlash kom, hvor alene det at henvise til den franske idéhistoriker nu virkede lidt kikset.
Tilbage står en mulig pointe om, at man altid skal være på vagt, hvis en udlægning, der mest bygger på gisninger og vibes, pludselig går sin sejrsgang. Hypen omkring kunstig intelligens er umiddelbart et godt eksempel. Alle fra Bill Gates til Sam Altman siger, at KI-teknologien vil være usandsynligt revolutionerende, og at farten, hvormed den forbedrer sig, måske endda er lidt skræmmende. Ivrigt fremmanes et billede ikke helt ulig ovenstående Brautigan-digt, nemlig af KI’ens frigørende potentiale og dens nådesgave. Også selvom det stadig er temmelig uklart, hvordan teknologien bedst bruges, for slet ikke at tale om alle de nye samfundsproblemer, den er ved at skabe med sine “løsninger”.
På samme måde skal man gerne være lidt varsom med at forveksle fugleskræmsler med fuldblodsideologier. Udlægningen af “wokeisme” som en, ja, isme, kan eksempelvis hurtigt blive problematisk. Når Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard erklærer “woke” for død og ligefrem skriver, at “woke er færdig som en definerende strømning eller modkultur i samfundet”, ved vi fx ikke helt, hvad hun mener. Som vi tidligere har beskrevet i en Efterårsskole, er “woke” nemlig langt fra noget entydigt begreb; ligesom det kan være svært at forstå, hvad man skulle have imod selve idéen om at genoverveje ulige magtforhold og ens egne bias. For som vi også skrev i skolen: “Alle har godt af at vågne; det bekræfter jo bare, at man stadig er i live.”
Helt mærkeligt bliver det så, når diskurser, der ikke bare bygger på mavefornemmelser, men på hård forskning og fakta, alligevel begynder at gå af mode. Her er klimakrisen det oplagt alarmerende eksempel: Selvom det aldrig har været vigtigere at kalde til omgående klimahandling, fylder panikken ildevarslende lidt i de igangværende politiske debatter, der er blevet opslugt af Donald Trump, diverse oprustningsdilemmaer og en omsiggribende defaitisme. Kan det virkelig passe, at der ikke er flere stemmer i de grønne tiltag? At vi bare vil lade kollektivt stå til, mens vi går i søvngang mod undergangen?
Vi har ikke nogen oplagt mirakelkur. Men vi nægter at lade os knække af mismodet. Hvilket i øvrigt minder os om et skønt citat fra Inger Christensens essaysamling Hemmelighedstilstanden:
“Vi har tværtimod gjort vores kultur afhængig af kræfter, i form af A-kraftværker f.eks., som fungerer i en fuldkommen anden cyklus med naturen end vi selv gør som mennesker. Hvis vi da overhovedet kan sige, at de radioaktive stoffer fungerer i nogen form for cyklus med vores kendte form for natur. Deres nedbrydningstid, som er vores forgiftningstid, er måske 100 eller 1000 år. Så i stedet for at supplere den menneskelige energi med disse menneskefremmede stoffer skulle vi forsøge at holde varmen ved at gå de længste omveje til målet. Skabe billeder af et mere symbiotisk forhold til den natur, som vi ganske vist må beherske, men ikke i den grad, at vi bliver underkastet vores egen beherskelse af den”.
Teksten er tydeligvis skrevet i en tid, hvor en miljømæssig modvilje over for atomkraft var mere på mode; en modvilje, man godt kan ærgre sig over her på bagkant, hvor Golfstrømmen måske/måske ikke risikerer at kollapse, og vi ser ind i en global temperaturstigning langt over Parisaftalens grænser. Alligevel er der noget opløftende i selve forestillingen om, at omvejene også kan have deres egen værdi. Som tingene står, er vi åbenlyst ikke på rette spor. Men vi kan stadig nå at finde vej, lære af vores fejl, og bryde fri af modetænkningens spændetrøje. /David Dragsted, chefredaktør