De Forenede Stater af fremmedgørelse

”Ever get the feeling you’ve been cheated?” Det var forsangeren Johnny Rottens afskedssalut, da bandet Sex Pistols spillede deres sidste koncert i USA i 1978. Citatet opsummerer, hvordan mange amerikanere har det – små 40 år efter Rottens herostratiske bemærkning. En stor del af amerikanerne føler sig snydt og uretfærdigt behandlet i dagens USA.

Det opdelte USA undersøger Arlie Hochschild i sin nye bog Strangers in Their Own Land: Anger and Mourning On The American Right – A Journey to the Heart of Our Political Divide. Her tager hun det amerikanske klassesamfund under behandling.

Hochschild er rejst til delstaten Louisiana for at forstå den udbredte følelse af fremmedgørelse.

”I 2011 var dagspressen, ligesom nu, præget af vrede og store uenigheder. De fleste af os lever i geografiske, elektroniske og mediemæssige enklaver. Så for at mødes med personer vi er uenige med, må vi komme ud af vores enklaver. Jeg fandt det sted i USA, der var allermest modsat Berkeley,” forklarer Hochschild om, hvorfor hun har valgt at bruge fem år i delstaten Louisiana, der i modsætning til hendes hjem i Berkeley, i delstaten Californien, er fattigt, forurenet og meget religiøst og konservativt.

Fremmedgjorte følelser

Den 76-årige Arlie Hochschild er en af de førende tænkere inden for den sociologiske retning, der kaldes ‘følelsernes sociologi’. Hun har et langt og imponerende forfatterskab bag sig – ni bøger og et hav af artikler og hæderspriser.

Igennem sit forfatterskab undersøger Hochschilds følelsessociologi, hvordan det menneskelige følelsesliv går forud for og påvirker vores moralske overbevisninger, praksisser og sociale liv generelt. Denne tilgang overfører hun på analysen af den amerikanske fremmedgørelse, nærmere bestemt af den hvide – mestendels ældre – underklasse og lavere middelklasse.

Livet i disse samfundsklasser føles som liv, hvor man klarer sig, men aldrig klarer sig godt. Hvor man gør, hvad man er blevet bedt om, men ikke får som fortjent. Hvor man er stolt over sit erhverv, men mangler fast arbejde og sikre jobudsigter. Det er et liv, hvori den amerikanske drøm synes at være et levn fra fortiden.

”Personerne, jeg møder, føler, at de befinder sig i et socialt, demografisk og religiøst forfald. De føler, at den økonomiske pil, der før primært har ramt den sorte del af befolkningen, nu også vil ramme dem,” forklarer Hochschild.

Kombinationen af den demografiske, kulturelle og økonomiske udvikling har ført til et bristepunkt i den amerikanske selvforståelse. Mange amerikanere fortæller, at de oplever, at ”dette ikke længere er mit land,” uddyber Hochschild.

Stemmer på Trump, ”men…”

Bogens udgivelse falder sammen med en af de mest uforudsigelige valgkampe i amerikansk historie. Bogen fortæller rigtignok om livet i ”Trumpland”. Men faktisk er personerne ikke udelukkende Trump-tilhængere.

”Deres støtte til Trump er ikke kommet let. De har alle et ’men’. Én sagde: ‘Jeg kan ikke lide Trump. Han er ond og kritiserer altid folk. Blandt andet gjorde han nar af en handicappet reporter. Det er ikke, hvad Jesus ville gøre, men ingen andre snakker om de temaer, der er vigtige for mig’,” forklarer Hochschild.

Personerne er snarere ideologiske tilhængere af Tea Party-bevægelsen, der ligger til højre for Republikanerne og Trump og er tilhængere af en minimalstat. Selvom Hochschild bliver præsenteret for et væld af kritikpunkter rettet mod Donald Trump, er der dog enighed om, at det ikke er en mulighed at stemme på Hillary, fortæller Hochschild om de personer, hun møder og følger.

Hvad er problemet med Hillary?

I begyndelsen af september kaldte Hillary halvdelen af Trumps tilhængere en ”forkastelig skare” fra talerstolen til en fundraisings begivenhed i New York. ”Ikke? Racistiske, sexistiske, homofobiske, fremmedfjendske, islamofobiske og så videre,” fortsatte Clinton.

Citatet illustrerer alt det Hochschild i sin bog forsøger at modarbejde, nemlig grove og nedladende generaliseringer om store dele af den amerikanske befolkning.

”Jeg ville ønske, jeg kunne tage Hillary Clinton med til byerne i Louisiana. Her ville hun møde meget gode mennesker, som føler, at Hillary er ligeglade med dem,” mener Hochschild.

”Mange tror, vi er racister, men det er vi ikke,” beretter en af de søde og rare personer, Hochschild møder og fortsætter: ”Eller også bliver vi kaldt bonderøve, så tak for at komme og se, hvordan vi i virkeligheden er.”

Ifølge Hochschild burde Clinton selv tage til Louisiana og møde repræsentanterne fra underklassen og den lavere middelklasse.

”Jeg synes Hillary burde uddanne sig selv ligesom mange andre liberale. Jeg tog til Louisiana for at blive klogere på højrefløjstænkningen, men jeg kom hjem med ’det liberale paradoks’,” uddyber Hochschild.

”Det vil sige, at demokrater hævder at repræsentere de svage, arbejderne og de ikke-rige, men de grupper stemmer ikke på dem. Det er demokraternes paradoks,” forklarer Hochschild.

Trump er ’Gud’

I Louisiana vinder Trump med 99,4 procents sikkerhed delstatens valgmænd ifølge internetmediet FiveThirtyEight. En afgørende forklaring på denne totale støtte til Trump ligger ikke bare i vælgerens lede mod Hillary, men også i at Trump har en skjult vælgerappel.

Hans appel skal forklares med den store rolle, religion spiller i USA. Cirka 41 procent af amerikanerne tror, at Jesus vil vende tilbage til jorden inden 2050. Men ikke nok med det, de tror også på den såkaldte bortrykkelse (på engelsk the rapture, red.). Bortrykkelsen er en kristen idé om, at alle troende, der er døde, vil genopstå for sammen med de levende troende at ”bortrykkes” op i ”skyerne for at møde Herren i luften,” som det står i Det Nye Testamente.

Hochschild mener ikke, at troen på bortykkelsens komme skal forstås bogstaveligt, men metaforisk.

”For mange amerikanere er deres verden allerede ophørt. Før var deres verden kendetegnet ved fagforeningsbeskyttede og velbetalte jobs i industrien. Nu er disse job blevet outsourcet, automatiseret og industriarbejderne er truet af udenlandsk arbejdskraft. For denne udsatte gruppe har ideen om, at verden går under derfor en metaforisk klang,” uddyber Hochschild.

Ophøret af økonomisk og statusmæssigt fremgang har muliggjort, at Trump blandt disse vælgere har kunne ”iscenesætte sig som en quasi-religiøs dommer, der indtager en nærmest gudeagtig position,” fortsætter Hochschild. Positionen som dommer har Trump også aspireret til gennem tv-mediet. Igennem 14 sæsoner stod Trump med valget, om deltagerne i tv-programmet ’The Apprentice’ skulle hyres eller fyres.

Den amerikanske højredrejning

Som republikaner er Trump eksponent for en længerevarende højredrejning af amerikansk politik. Højredrejningen illustreres – som Hochschild formulerer det – af, at ”gårsdagens konservative politikere synes moderate eller liberale i dag”.

Som eksempel nævner hun Barry Goldwater, der var Republikanernes præsidentkandidat i 1964. Til trods for at han selv var en radikal modstander af statens rolle, spillede hans kone en rolle i organisationen Planned Parenthood, der tilbyder kvinder hjælp til og viden om abort, kræft og prævention. Den organisation er Republikanerne og Tea Party-bevægelsen i dag modstandere af. Et andet eksempel er den republikanske præsident Richard Nixon, der skabte styrelsen for Miljøbeskyttelse. Denne styrelse vil Republikanerne afskaffe i dag.

”Desuden var den tidligere republikanske præsident Eisenhower (1953-1961) tilhænger af en minimumsløn; det er republikanerne nu imod. Eisenhower var også tilhænger af finansiere offentlig infrastruktur; det er de også imod. Republikanere fra 1950’erne til 1980’erne synes til sammenligning med nutidens at være liberale. Udviklingen viser, hvor meget til højre vi er kommet,” forklarer Hochschild.

Nedbryd forståelsesmure

Hochschild mener, at vi kommer fremmedgørelsen til liv ved for det første at nedbryde empatimure og prøve på at sætte os ind i, hvorfra vi hver især kommer. Uden forsøget på gensidig forståelse kommer vi ingen vegne, siger hun.

For det andet skal hendes følelsesmæssige opfordring kombineres med konkrete politiske løsninger. Det kunne være ved at skabe bedre mulighed og lettere adgang til uddannelse gennem statslig finansiering og ved at oprette kulturelle programmer, der kan skabe større forståelse mellem befolkningsgrupper – der skal være mere ’person til person diplomati’. Og så skal kirkens rolle som en instans, der skaber sammenhæng, anerkendes i stedet for at latterliggøres. Endelig skal fagforeningerne genopfindes. Ikke i deres historiske facon, men på en måde hvor der igen skabes sikkerhed og bedre vilkår for arbejdere, afslutter Hochschild.