Kærlighed og ostalgi i DDR

En eftermiddag står Karins kæreste Paul i hendes indkørsel med sin oppakkede Schwalbe-knallert: ”Vil du med på eventyr? spurgte han og blinkede til mig.”

Karin er 16 og bor i Gittersee, en lille by lidt uden for Dresden i 1970’ernes DDR. Paul er 17. Eventyret, fortæller han, er en tur til Tjekkoslovakiet for at klatre, bare en weekend, tre dage i alt. Karin får dog ikke lov til at tage af sted for sine forældre, hun kan ikke smutte fra sin lillesøster Lille, som hun stort set er plejemor for. Alligevel cykler hun hen for at overraske Paul, inden han kører afsted. Han har sine fineste trompetbukser på, og overrasket ser hun, at han har 600 DDR-mark gemt i dækket, selvom man kun må have 100 med over grænsen. Da Paul siger farvel, beder han hende om ikke at sige noget om pengene. ”Og du må heller aldrig glemme, at du er mit lille Komma, og at jeg elsker dig overalt på Jorden.”

Og så forsvinder Paul.

Charlotte Gneuß’ Gittersee, der udkom på dansk i slutningen af sidste år på forlaget alpha, føles på mange måder som en historisk kriminalroman. DDR’s røde bagtæppe er ubekvemt, og man klemmes kontinuerligt af denne evindelige mistanke og frygt for at tale over sig. Her har væggene ører.

Statspolitiet mistænker Paul for at være flygtet til Vest, og Stasi-manden Wickwalz, der har et fremkommeligt og venligt ydre, begynder at opsøge og udspørge Karin. Hvordan kunne hun ikke vide, at Paul ville flygte? Ved hun noget? Og hvad med Pauls ven Rühle, hvad ved han? Da hun gentager, at hun ikke har fattet mistanke om Pauls intenderede forsvinden, udbryder han frustreret: ”Karin, det duer ikke. Jeg vover pelsen ved at gøre det her. Du ved selv, at det kan få konsekvenser. Også for mig. Du er under mistanke for statsfjendtlig virksomhed, og alligevel mødes jeg med dig for at hjælpe dig,” siger han og fortsætter: ”Vi er i krig mod et dødbringende økonomisk system, og så beslutter din fyr, at det eneste, han vil, er at studere kunst. Synes du virkelig, det er i orden?”

Man ved aldrig helt, hvad Karin synes, andet end at hun savner Paul. Hendes nøgterne adfærd gør forholdet til den udspørgende Wickwalz endnu mere nervepirrende. Med Pauls forsvinden begynder byens skjulte forhold til Vest at pible frem, sammen med de små kommentarer om apparatets fejl og mangler, og en drøm om at leve i et kapitalistisk nu, som Karins bedste veninde Marie siger. Men faren for at komme til at opgive nogen, ligger hele tiden og lurer. Sådan er det jo, når alle er under mistanke.

Et tabt land

I en statistik fra 2023 svarede hele 40 pct. af beboerne i det tidligere DDR, at de stadig identificerer sig som østtyskere, hvorimod kun 18 pct. af vesttyskerne ser sig som særegent vesttyske. Tilhørsforholdet og savnet til det gamle DDR har også affødt begrebet ”ostalgie”, nostalgi for det gamle øst. Der findes flere museer skabt ud fra savnet, hvor man kan se dagligvarer fra DDR udstillet og få lov til at ”genopleve” den kommunistiske hverdag. I essayet ”Homesickness for Sadness” fra 2014 beskriver den (øst)tyske forfatter Jenny Erpenbeck ligeledes følelsen af savnet af den gamle indhegnede sikkerhed som barn i Østberlin:

”På vores søndagsgåture ville mine forældre tage med mig til enden af Leipziger Strasse, til området lige foran muren, hvor der var lige så stille som i en landsby. Der var smuk førkrigsasfalt, perfekt til at stå på rulleskøjter, og buslinjens sidste stop, ingen trafik igennem efter dette punkt. Dette var, hvor verden endte. For et barn, hvad kunne være bedre end at vokse op ved verdens ende?”

Hvor Gittersee beskriver en usikker og utryg tilværelse i det gamle DDR, har det afgrænsede liv alligevel været synonym med en tryghed for mange. Erpenbeck beskriver murens fald som en tilstrømning af ordet ”frihed” i det østtyske vokabularium; at det nye Tyskland ville betyde frihed for alle, men hvilken? Der var frihed til at rejse, ja, men hvad hvis man ikke havde penge? Der var ytringsfrihed, men hvad hvis folk var ligeglade med, hvad man havde at sige? Den nuvundne ”frihed” kom også på bekostning af rigtig mange østtyskeres levestandard. ”Vi fik frihed. Og jeg er enormt glad for at bo i et land, hvor jeg for eksempel kan skrive, hvad jeg vil. Men friheden var ikke bare en gave, man forærede os. Den havde en meget høj pris. Lidt højtideligt sagt betalte vi jo med det liv, vi havde levet indtil da. Mange mistede hele deres professionelle liv, hele deres identitet. Det kan stadig mærkes i det gamle øst,” fortalte Erpenbeck i et interview med Politiken sidste år.

Erpenbeck udkom i 2021 med romanen Kairos, der blev oversat til dansk sidste år, efter at have vundet den internationale Booker-pris samme år. Kairos er ligeledes en kærlighedshistorie sat i det gamle DDR, men her tager det gamle Øst ikke lige så farligt ud.

Den 11. juli 1986 møder den 19-årige Katharina, der er født og opvokset i Øst, den 30 år ældre og gifte Hans, der er flyttet dertil i troen på kommunismen. Det er først, da Katharina mange år efter affæren modtager en kasse med Hans’ ting, at hun finder ud af, at hendes tidligere elsker har været Stasi.

Erpenbeck har beskrevet et behov for at fortælle den østtyske historie, og hendes hovedkarakter Katharina deler fødselsår med forfatteren selv. ”I de sidste 30 år har jeg tænkt, at jeg gerne ville skrive vores historie. At det var på tide, at vi blev hørt,” sagde hun dengang og italesætter et generelt skel mellem øst og vest, der stadig trækker lange spor i tysk politik i dag, hvor de gamle østtyske regioner føler sig uforståede. Politisk har det senest manifesteret sig i en markant støtte til Alternative für Deutschland.

Charlotte Gneuß er født i 1992 og har dermed aldrig boet i Østtyskland, men er vokset op i efterdønningerne af det. ”Når mine forældre fortæller om deres barndom og ungdom, så er det en verden, jeg egentlig ikke kender. For mig føles det som en tabssmerte; den har mine forældre også,” fortalte hun til Information tidligere på måneden. ”Uanset hvad de tænkte om landet, så havde de hjemme der, og det land er væk i dag. Det tab bæres videre i generationer.”

Det gamle Østtyskland spøger i den tyske litteratur, hvor den umulige kærlighed bliver en prisme for en usikker fremtid. Kairos, det lykkelige øjebliks gud, der lægger navn til Erpenbecks roman, betyder også “det rigtige øjeblik” eller det opportune. Men hvad betyder det i et land, hvor fortiden hele tiden hvirvler sig ind i nutiden?

/Astrid Plum