Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix
Krigsfrygten er større, end den har været i årtier, USA og Rusland forhandler om Ukraine helt uden Europas indblanding, der skal oprustes for endnu flere milliarder kroner, Nato-samarbejdet er blevet sendt på hospice, Bulderby er allerede død, og nu er paven også ved at kradse af.
Sikke noget pis.
Hvad ville Svend Brinkmann tænke? Eller, vi kan også skippe mellemanden, og hoppe direkte til den romerske stoiker Seneca:
“Vi må altså gøre os klart, at det ikke er omgivelserne, vi lider under, men os selv.”
Jaeh, okay? Selv ville vi nok have peget på Donald Trump, men lad os da prøve at pege pilen indad. Hvad skal vi så gøre ved det, Seneca?
“Man skal ikke afvente, at omstændighederne stiller en frit, men selv vide at frigøre sig fra dem.”
Godt. Lad os se, om ikke vi kan holde verdens virvar lidt ud i strakt arm.
For SVM-regeringen er frigørelse tydeligvis et spørgsmål om fart. Vi har travlt, må man forstå. Faktisk så travlt, at der ikke længere er tid til de vanlige udbudsrunder, når der skal købes nyt militært isenkram. Og nu skal der også lynoprustes for omkring 50 mia. kr. via en såkaldt “accelerationsfond”. Tiden er en anden, må man forstå. Det samme er trusselsbilledet, og pludselig kan pengene findes på en måde, vi slet ikke er vant til. For nu er det vores sikkerhed, det handler om, og ikke alt muligt abstrakt og politisk ignorerbart såsom vores miljø, velfærd og lykke.
“Jeg sidder og tænker på hvorfor det kun er nærighed og angst der sætter os i gang med disse fornuftige sysler, der strengt taget kun er fornuftige, fordi ufornuften råder”‚ skrev Inger Christensen (vi er lidt opslugte af hende for tiden) tilbage i januar 1983, da neutronbomben var blevet sat i produktion, og frygten for atomar totaldestruktion var altoverskyggende; så altoverskyggende, at “Krigsspillet om Danmark begynder på TV”, og der “vist nok” var planer “om inspektion af de civile beskyttelsesrum”, som Christensen bemærker. Dengang var tiden åbenbart også en anden.
Den franske filosof Paul Virilio opfandt i 1970’erne, nærmere bestemt i værket Vitesse et politique, begrebet dromologi – afledt af det græske ‘drómos’, der kan betyde løb eller løbebane. Dromologi beskriver, hvordan fart, snarere end fx geografi eller økonomi, er blevet den altafgørende faktor i vores moderne samfund. Fart skaber simpelthen vores verden, og hvad værre er: Dens logik er altid at accelerere. Alting skal hele tiden gå hurtigere og hurtigere, hvilket igen ændrer verdens indretning og dens teknologier.
Problemet er, at vi som mennesker får svært ved at følge med; vi får kortere og kortere tid til at fordøje begivenhederne, og risikerer at blive desorienterede. I accelerationens navn giver vi kort sagt køb på vores oplevelse af mening.
Virilio påpeger, hvordan dromologien kan føres tilbage til militæret, til dets teknologier og strategier. Mange af de accelererende redskaber, der i dag er allemandseje, fra GPS’en til internettet, blev først udviklet til militær brug. Hvorfor det som sådan også er passende, at farten kommer med en indbygget risiko for død og ødelæggelse: Når først du kører hurtigere, rammer muren så meget desto hårdere.
I den alarmistiske position haster det altid. Det er måske en fornuftig position, når ufornuften råder i diverse internationale forhandlinger. Men tricket må stadig være, at vi ikke glemmer os selv og hinanden i processen; at vi ikke lader frygten og farten opsluge alt andet.
Heldigt nok kom der i sidste uge, forud for regeringens nye accelerationsfond og bebudede lynoprustning, en ny trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der netop talte for en omgående og endnu mere markant opprioritering af det danske forsvar (som FE selv hører under). På noget nær rekordtid kunne man i snart sagt alle danske medier opleve chokerende breaking-bjælker om “Risiko for storskalakrig i Europa inden for fem år.”
Havde man ikke allerede fattet alvoren, gjorde man det måske nu: Vladimir Putins Rusland står pludselig klar på vores dørtærskel med en skarpladt kalashnikov og råber “умереть!”
Problemet med netop den nyhedsformidling, som nok har skræmt mange hygge-danskere halvt ihjel, er så bare, at der stadig er tale om en skarpvinkling; ja, hvis nogen risikerer at være hurtig på aftrækkeren, er det de danske medier. Som bl.a. DR og Politiken også kunne nuancere, efter det første chok havde lagt sig, mener en række vidende militæreksperter i hvert fald ikke, at FE-vurderingen skal læses helt så bogstaveligt.
En storskalakrig i Europa vil, ifølge vurderingen, kun komme på tale, hvis Rusland fx ikke bruger én eneste soldat ved grænsen til Ukraine efter en eventuel fredsforhandling, eller hvis Europa slet ikke bruger flere penge på våben gennem en årrække. Alene de to kriterier virker så godt som utænkelige. Hvilket derfor får både lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Flemming Splidsboel til at råbe vagt i gevær. “Jeg tror, det er meget usandsynligt”, siger førstnævnte. “Folk skal ikke sidde derude og være bekymret for, at der nu kommer en russisk invasion af Danmark. Heller ikke inden for en femårs periode”, siger sidstnævnte.
Selvfølgelig skal vi kunne forsvare os selv; og med tanke på Forsvarets nuværende forsømte forfatning har vi næppe råd til andet end at investere i nyt dyrt materiel. Når først tingene tager fart, må vi dog heller ikke glemme at forsvare os mod os selv: at stoppe op og overveje, om vi nu også er bedst tjent med alle at være bange. /David Dragsted