Merz er en elefant i en glasverden

Mens befolkningerne i mange af verdens lande ikke bekymrer sig synderligt om den amerikanske præsident Donald Trumps evne til at opretholde verdensfreden, er europæerne skeptiske. Og det er de europæiske ledere også. Ved EU-ambassadørkonferencen i begyndelsen af februar beskrev kommissionsformand Ursula von der Leyen en ny transaktionel geopolitisk virkelighed: “Det er en verden, hvor vi ikke længere kan tage noget for givet – heller ikke de regler og normer, der er blevet opbygget i løbet af de sidste 70 år.” Europæerne bryder sig måske ikke om tanken, men vi må ifølge von der Leyen forholde os til verden, som vi finder den.

“Det er enormt vigtigt, at Europa står sammen nu, hvor Trump er blevet indsat. Der er selvfølgelig forskellige interesser, men i bund og grund forventes det, at Tyskland går forrest, både med deres økonomiske og politiske magt, for at samle Europa,” siger Moritz Schramm, som er formand for Dansk Tysk Selskab og lektor i tyske studier ved Syddansk Universitet, til Føljeton.

Hvis EU skal stå på egne ben, så er det henholdsvis Frankrig og Tyskland, der skal plante fødderne solidt på jorden. Landene har udgjort den centrale politiske akse i unionen siden Élyséetraktaten blev indgået i 1963, og selvom Tysklands økonomi for nuværende er i recession, udgør landet en fjerdedel af unionens samlede BNP.

“Tyskland var med til at opbygge Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som siden er blevet til EU. Fra vesttysk side var der meget stort fokus på at opbygge tværnationale organisationer for at sikre en international retsorden, så staterne ikke kan udøve deres magt mod hinanden. Tyskland har spillet en stor rolle i dette, både før og efter genforeningen i 1990,” siger Schramm om Tysklands afgørende rolle i det europæiske samarbejde.

Da tidligere forbundskansler Angela Merkel trådte tilbage i 2021, opstod der imidlertid et magttomrum, og ifølge Schramm har nuværende kansler Olaf Scholz (SPD) ikke formået at udfylde det.

“Scholz har ikke været særlig synlig, og han har virket for tøvende, for eksempel i forhold til krigen i Ukraine. Han har ikke for alvor påtaget sig det europæiske lederskab, som man kunne forvente,” siger Schramm. Derudover bemærker han, at Scholz eftersigende har haft et dårligt forhold til sin franske kollega.

“Scholz siger ingenting, og Macron taler hele tiden,” har den tidligere franske præsident, François Hollande, opsummeret den diplomatiske relation mellem de to statsledere.

På dagsordenen

Det europæiske samarbejde har alligevel – lidt overraskende ifølge Politico – sneget sig ind i den tyske valgkamp i de afgørende dage. “Friedrich Merz stiller op for at bringe Europa i graven,” sagde den tyske kansler Olaf Scholz i en debat i sidste uge. “Denne forbundsregering har været mere uagtsom i sin omgang med Europa end nogen anden før den,” svarede kanslerkandidaten fra det konservative parti CDU igen. “En tysk regering er aldrig før blevet mødt med så meget kritik og så meget foragt i Bruxelles,” fastslog Merz.

I modsætning til den forsigtige Scholz har Merz store armbevægelser i en skrøbelig verdensorden. “Merz udviser ikke en finfølelse over for, hvordan man agerer inden for en europæisk kontekst. Man kan ikke bare blive uvenner med alle på migrationsområdet, fordi man har en meget egoistisk politisk linje, og samtidig regne med, at man kan samarbejde med de samme personer om toldpolitik,” siger Schramm.

Derudover udviser både Merz og hans partifælle Jens Spahn skepsis over for de internationale konventioner og love, som Tyskland er forpligtet til at over- og opretholde. Mens Spahn har udtalt, at Tyskland burde trække sig fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, er Merz’ planer for at håndtere migration på kant med både europæisk og national lovgivning. “Det er urovækkende, når vi ser, hvordan Trump og andre forsøger at ødelægge den regelbaserede verdensorden, når Merz kommer med udmeldinger, hvor han underminerer det samme retssystem,” siger Schramm.

Alle de store partier i Tyskland – på nær AfD – er ifølge Schramm enige om, at Tyskland skal tilbage på den europæiske scene, så Europa kan udgøre en fælles front: “Historisk set er det oplagt, at Tyskland påtager sig lederrollen. Men det er ikke sikkert, at der er opbakning i befolkningen til for eksempel at øge støtten til Ukraine eller modsætte sig Trump. Det er også uvist, hvor splittet Tyskland bliver af AfD og andre, som trækker i en anden retning. Så der er et betydeligt ‘men’.”

I mellemtiden har USA og Rusland allerede sat sig godt til rette ved forhandlingsbordet, og det lader ikke til, at Europa skal regne med en invitation. /Emilie Ewald