“Ingen kan lide os, og det er fint”

Israel “ødelægger betingelserne for liv”. De ord fik den britisk-israelske arkitekt Eyal Weizman ikke mulighed for at sige på Freie Universität i Berlin onsdag aften. Her skulle han sammen med Francesca Albanese, FN’s specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder, have holdt et foredrag, der endte med at blive aflyst på grund af “den nuværende polarisering og uforudsigelige sikkerhedsrisici”.

Begge har under den seneste uges optakt til valget i Tyskland været på rundtur i Berlin, hvor deres oplæg i stedet måtte afholdes digitalt. De sikkerhedsrisici, som universitetet henviser til, omfatter ifølge ledelsen, at Albanese har “tiltrukket opmærksomhed” for sine udtalelser om Israel, som har givet hende prædikatet antisemit. Selv har Albanese beskrevet situationen sådan, at arrangørerne ligger under for trusler og chikane.

For den israelsk-fødte Eyal Weizman, der er stifter og direktør for forskningskollektivet Forensic Architecture ved universitetet Goldsmiths i London, har det politiske klima i Tyskland betydet, at hans søsterorganisation Forensis har måttet lukke. Efter den 7. oktober 2023 har de mistet støtte fra den tyske stat.

Forensic Architecture har blandt andet dokumenteret Israels forbrydelser med et kartografi over Gaza. Weizmans metoder er blevet brugt ved de europæiske domstole, og hans rapporter om Israel har været en central del af Sydafrikas retssag ved Den Internationale Domstol i Haag, hvor Sydafrika stævnede Israel for brud på FN’s konvention om folkedrab. Et af argumenterne fra Forensic Architecture lyder, at Israels “humanitære evakueringer” er tvangsforflyttelse og dermed en krigsforbrydelse.

Men Weizmans team, der tæller alt fra billedkunstnere til journalister, arbejder ikke kun med menneskerettighedsovertrædelser begået af Israel. Forensic Architecture har dokumenteret statsovergreb verden over: i lande som Frankrig, Tyrkiet, Irak, Grækenland, Brasilien og Ukraine. Det er derfor ifølge ham ironisk, at han bliver frataget muligheden for at arbejde i Tyskland, som han mener, at Forensic Architecture i virkeligheden gør en tjeneste.

“Vi har åbnet et kontor i Tyskland for at engagere os i tyske spørgsmål. Vi udfører tysk erindringsarbejde i Namibia. Vi laver retsteknisk arkæologi på steder, hvor der er blevet begået grusomheder, finder hidtil ukendte koncentrationslejre, finder massegrave. Vi står sammen med de tyske civilsamfundsorganisationer mod racisme,” siger han til Føljeton.

“Det, at vi er nødt til at lukke vores organisation i Tyskland på grund af Forensic Architecture i London, er simpelthen en blind handling.”

En rigtig måde at være jøde

Eyal Weizman er født i havnebyen Haifa. Han er arkitekt, professor, kunstner og forfatter til flere bøger, herunder Arkitekturens vold om, hvordan bosætterkolonialisme netop fratager betingelserne for liv i Gaza og på Vestbredden.

I efteråret vandt Eyal Weizman den tyske Right Livelihood-pris, der også kaldes den alternative nobelpris. Her gentog han det, han i 2008 sagde, da han blev nomineret til Storbritanniens prestigefyldte Turner-pris: At han hellere vil vinde retssager. Ifølge Weizman skyldtes det, at den dengang otte år gamle organisation Forensic Architecture stadig var ved at etablere sin praksis.

“Jeg tænkte, at de omfavnede os alt for hurtigt uden at forstå, hvad vi lavede. Jeg følte, at der var en fare for, at de ville nedtone seriøsiteten og omhyggeligheden i vores arbejde. Så jeg sagde, at det var okay for os at blive nomineret, men at jeg foretrækker at vinde sager frem for priser,” uddyber han i dag.

Eyal Weizman oplever, at det i Tyskland er blevet umuligt at opfordre til våbenhvile. Flere af hans kunstudstillinger blev aflyst kort efter den 7. oktober 2023, og splittelsen i kunstverdenen er siden kun blevet større. “Tyskland føles så kvælende,” har en anonym egyptisk menneskerettighedsjurist sagt om stemningen til Weekendavisen.

Af samme grund er Right Livelihood den “vigtigste enkeltstående pris” for Forensic Architecture, siger Eyal Weizman.

“Den er vigtig for os på et tidspunkt, hvor vi har været under så meget pres og er blevet behandlet så arrogant af tyske kulturinstitutioner og medier. Selv når de forsøger at være forsigtige eller at gøre noget godt, bliver vi belært om, hvad der er den rigtige måde at være jøde i Europa, og hvad der er rigtigt og forkert i Mellemøsten. Med min jødiske identitet, mit arbejde i Tyskland og mit engagement i Palæstina har jeg meget lidt til overs for, hvad bestemte tyske institutioner mener om det.”

Ikke neutrale

Eyal Weizmans metoder bruges til alt fra at dokumentere pushbacks i Grækenland til Assads bombninger i Syrien: “Alle steder, hvor man arbejder mod regeringen, arbejder man imod de mest magtfulde mennesker, som vil kalde en ud,” siger Eyal-Weizman.

“Da vi arbejdede på Sednaya-fængslet i Syrien, blev Assad interviewet og kaldte os en flok Qatar-finansierede politiske propagandister. Når vi arbejder mod Rusland, kalder Rusland os pro-NATO, fordi vi kritiserer deres bomber i Syrien eller adfærd i Ukraine.”

“Det er det nemmeste for dem at kalde vores arbejde fake news. Det kræver ikke noget af dem. De siger bare, at vi er politiske, og at man derfor ikke kan tro på os. Vi ved, at det er en del af den risiko, man løber. Vi kan ikke gemme os bag det at være en afkoblet observatør, en uinvolveret tilskuer.”

“Selvfølgelig er vi objektive, men på en anden måde, vi er involverede tilskuere. Vi tager altid ofrenes parti,” siger han. “Det kræver, at vi er meget omhyggelige, og at vi i endnu højere grad viser, at vi har styr på alle led i processen. Det er derfor, alle vores videoer er så kedelige. Jeg laver bare sjov.”

Eller som han i efteråret sagde til Die Zeit: “Vi er ikke neutrale.”

“Vi kæmper ikke kun med israelere, vi kæmper med alle. Ingen kan lide os, og det er fint,” siger han til Føljeton. Forensic Architecture vælger side, men aldrig statens.

Han føler sig derfor heller ikke mere forbundet med den palæstinensiske sag end andre steder, siger han. Han giver alle sager lige stor opmærksomhed, mens det er opvæksten i Palæstina, der har lagt grundstenene for hans arbejde:

“Palæstina er der, hvor jeg voksede op, hvor jeg udviklede mig politisk, og det sted, jeg som person føler mig tættest på. Det er den antikoloniale kamp, og al den kreativitet, der findes i det palæstinensiske samfund, og den jødiske antibesættelse, som jeg har lært af. Alt, hvad du ser af folk, der bruger retsteknisk arkitektur, blev født med os i Palæstina.”

A4 i Helvetica

Direkte oversat betyder Forensic Architecture retsmedicinsk arkitektur. I flere af hans værker forklarer Eyal Weizman, at han og resten af forskningskollektivet har været med til at skabe et “retsteknisk skifte” i juraen: Hvor det tidligere kun var mennesker, der fungerede som vidner i retssalene, har billeder, videoer og datapunkter nu gjort deres indtog.

Selv mener han, at hans metoder er blevet “mainstream” i takt med, at journalister på aviser som The New York Times og Washington Post har omfavnet mulighederne for at bruge open source-data og integrere den i journalistikken. “På en måde har teknikkerne mistet deres politiske karakter,” siger Eyal Weizman.

Ikke desto mindre har hans metoder “udvidet repertoiret” for, hvad der forstås som et klassisk bevis: “Det er en anerkendelse af, at ekspertområdet var for snævert eller entydigt. Tidligere var eksperten altid en enkelt person,” siger Weizman.

Han går til et bevismateriale, som en kirurg går til kroppen. Med billeder, datapunkter og teknisk udstyr. Det kan være videoer af missiler, målinger af forurening fra giftangreb, telefonsignaler fra flygtningebåde: “Vi arbejder i brede netværk med et robust samarbejde, der producerer beviser. Faktisk er vores metode en måde at demokratisere bevisproduktionen. Eller en slags socialisering af beviser.”

På den måde giver billederne stemmer og vidnesbyrd til de mennesker, der ikke tidligere eller på andre måder har haft adgang til domstolene: “Juridiske processer er normalt styret af papir. Alt er A4-papirer i Helvetica. I det øjeblik man bringer det visuelle ind i retssalen, ændrer det hele processen, sproget ændrer sig, opmærksomheden ændrer sig, energien i lokalet ændrer sig. I det øjeblik, det visuelle bevis præsenteres, begynder det at fokusere sindet på en helt anden måde,” siger han.

“Juraen er nødt til at lære at tænke ud af boksen og ind i de levende billeders verden. Det er en helt anden sans, der aktiveres. Når lyset slukkes i retten, når skærmen går ned, og alles fokus er rettet ét sted.”

Nægter at kaldes antisemit

I Storbritannien, hvor Forensic Architectures hovedkontor ligger, er holdningen “lidt mere afslappet” end i Tyskland, hvor det er “centraliseret, hvad man ikke må”, siger Eyal Weizman. Men også i London er han blevet mødt med, at kuratorer enten har villet ændre hans tekster om Palæstina – og han derfor selv har besluttet at lukke sine udstillinger – eller at nogle har “bragt antisemitisme på banen”.

“Når man taler om antisemitisme, må man først spørge, hvad der er hadets objekt? Og hvad der er jødisk identitet? Der er en opfattelse af, at jødisk identitet skal være forbundet med Israel. Det er gået så vidt, at ethvert postkolonialt og dekolonialt arbejde altid mistænkes for at være et skridt væk fra at være antisemitisk. Hvorfor skal Israel overhovedet definere vores identitet?”

På samme måde har Francesca Albanese argumenteret for, at antisemitisme og kritik af Israel ikke er det samme. Det var også budskabet, da hun for få uger siden var på besøg i København, hvor Føljeton var med.

“Jødisk kultur og identitet er i sin helhed lige så forskelligartet som andre kulturer. Hverken mere eller mindre. Der er ikke noget, der er specielt mere humanistisk ved jødisk kultur, og der er ikke noget, der er mere voldeligt ved jødisk kultur. Ethvert samfund har sine nationalistiske og mere humanistiske sider. Ligesom i dansk, europæisk og tysk kultur,” siger Eyal Weizman.

“Selve ideen om at forsøge at udskille den jødiske kultur som én bestemt ting er latterlig. Den har facetter og manifestationer. Den taler et bestemt sprog, men den har også et enormt spektrum som alle andre grupper af mennesker. De af os, der tilhører den humanistiske venstrefløj, er bare forfærdede over, at Tyskland og andre europæiske lande tvinger vores identiteter sammen på en måde, vi ikke ønsker. Vi nægter virkelig at blive defineret på den her måde.”

/Emma Louise Stenholm