Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Følger man med i DR’s lidt true crime-klingende forbrugermagasin Kontant, vil man i løbet af denne uge også have mødt historien om svinedyre servicehunde, som ikke formår at udføre deres arbejde ordentligt. Problemet er åbenbart, at der i Danmark mangler klare regler for, hvornår en hund kan kaldes for en servicehund. Hvilket bl.a. har resulteret i, at PTSD- og angstramte Maj-Britt har fået en servicehund til 92.000 kroner, som selv lider af angst. Ironien er åbenlys, for som Maj-Britt også siger til DR:
“Den vil så gerne, men kan ikke. Det er ligesom mig. Vi ligner hinanden fuldstændig med angst – og det var jo ikke meningen.”
Nej, der er så mange ting, som ikke er meningen; bjørnetjenester, som gradvist vokser sig store og uoverskuelige. Uden at tage sorgerne på forskud siger vores journalistiske blodhundenæse os, at regeringens nye aftale om fremtidens gymnasieuddannelser, som er blevet indgået med SF og DF – og som børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) tirsdag kunne præsentere – hører til den slags tilfælde. For som vi har skitseret flere gange før i Føljeton, gør uddannelsesplanerne os faktisk lidt ængstelige for de unges fremtid. Sammen med den ideologisk beslægtede kandidatreform peger de nemlig i en retning, hvor uddannelse bliver forkortet og nedprioriteret, og hvor vi i endnu højere grad kommer til at få opdelt nye generationer i et A- og et B-hold.
På papiret er den erhvervsrettede, toårige epx-uddannelse da en fin idé, og vi forstår måske også godt, hvad Tesfaye vil med den. Som fx Information og Politiken bemærker, er det dog temmelig tvivlsomt, om de unge kommer til at se den nye grønne epx-hue som lige så attråværdig som den røde studenterhue. Og hvad værre er: For at få den nye grønne hue må vi åbenbart miste både HF og 10. klasse. Når selv Konservative og Enhedslisten er enige om, at sløjfningen af 10. klasse presser de unge helt unødigt, er det nok værd at lytte efter.
Verdammt
Nej, med tanke på, hvor glad Tesfaye og Socialdemokratiet er for praktiske gøremål, er det faktisk opsigtsvækkende, hvor mange teoretiske antagelser de nye gymnasieplaner bygger på. Og når det samtidig kun er muligt at finde sølle to mia. kr. ekstra om året til gymnasierne, alt imens råderummet bugner, og Forsvaret tilsyneladende har fået carte blanche til at købe hvad som helst, begynder vi for alvor at blive forvirrede. Her gik vi og troede, at uddannelse var vores vigtigste våben. Men måske er planen snarere, at de unge skal holdes i stram snor og lære pænt at parere ordre?
Og for nu at binde en behændig sløjfe tilbage til denne uges føljeton om Tyskland: Som DR også bjæffer op om, er det allerede nu et problem, at alt for få gider at lære tysk – hvilket koster kunder i erhvervslivet. Danske virksomheder skriger efter tyskkundskaber, mens de unge i stigende grad fravælger sproget. Kunne det mon have noget at gøre med alle de evindelige og kontrafaktiske politiske hundefløjter om, at sprogfag og andre humaniora-beskæftigelser er den sikre vej til arbejdsløshed; at de ikke er værdiskabende nok?
Med den ene kvalitetsforringende uddannelsesreform efter den anden er vi systematisk ved at gøre vores samfund både dummere og mere presset – som et trist resultat af den drømmeløse pølsefabrik, Otto von Bismarck vist engang talte om. Blinde leder de blinde, ængstelige servicehunde de ængstelige, og politikerne politikerleden; det er utroligt nok et livslangt læringsprojekt på Christiansborg. /David Dragsted, chefredaktør