Fortiden krahkelerer i Chemnitz

“Højrefløjen er fremtiden, højrefløjen er geil, venstrefløjen tilhører fortiden,” siger Maximillian Krah og frembringer en klapsalve så højlydt, at man føler, der er noget om snakken. Med sit stramtsiddende jakkesæt og slikhår, der glinser af gelé, ligner Krah den tyske højreradikalismes svar på Kandis-Johnny. Men Krahs kærlighedssange er alt andet end kandiserede.

Europaparlamentarikeren taler til de omkring hundrede støtter af det højreradikale parti Alternative für Deutschland, der tirsdag eftermiddag har fundet vej til en nydelig, gammel balsal i Chemnitz i delstaten Sachsen. De fleste er mænd og kvinder over 60, men en håndfuld unge mænd, der hver især er ankommet alene, har også taget plads på stolerækkerne under de saksiske lysekroner.

Foruden Krah er de lokale AfD’ere spændt på Alexander Gauland, som selv er vokset op i Chemnitz og i 2013 var med til at stifte AfD. I dag kender den tyske offentlighed ham nok bedst for hans citat om, at nazitiden blot er “en fuglelort” på en lang og stolt tysk historie.

Chemnitz ligger ved foden af bjergkæden Erzgebirge i det gamle Østtyskland. Fra 1953-1990 hed byen Karl Marx Stadt, og et mægtigt monument af kommunismens fader pryder stadig midtbyen. Selvom sovjettiden for længst er forbi, symboliserer statuen fortsat byens stolte arbejderkultur, der skød op sammen med de mange tekstil- og maskinfabrikker i begyndelsen af 1800-tallet.

Men i dag er der noget på færde i Chemnitz, som ville få Marx til at røre på sig i graven. For det er ikke længere kommunismens, men højreradikalismens spøgelse, som hjemsøger den gamle arbejderby. Ved Tysklands regionsvalg i september stemte over 30 pct. af byens knap 250.000 indbyggere på Alternative für Deutschland. Og ved forbundsdagsvalget søndag den 23. februar kan tilslutningen vise sig at blive endnu større.

Industriel nostalgi

I balsalen fortæller Maximillian Krah passioneret om et Tyskland i fremadskridende forfald, om AfD som det eneste værn mod samfundets snarlige kollaps fremskyndet af inkompetente gamle partier som SPD og CDU.

Sidste år krahkelerede AfD-politikerens pæne facade, da hans personlige assistent i Europa-Parlamentet blev arresteret for at være kinesisk spion. Kort tid efter sagde han i et interview, at han “aldrig ville sige, at enhver der bar SS-uniform automatisk var kriminel.” Det citat fik AfD smidt ud af den højreradikale og nu opløste ID-gruppe i Europa-Parlamentet, som bl.a. inkluderede Dansk Folkepartis Anders Vistisen. Men hvad vil det egentlig sige at være for radikal for en figur som Vistisen?

Krah taler til forsamlingen om behovet for at genoplive Chemnitz’ glorværdige, industrielle fortid. “Chemnitz er Sachsens Manchester,” siger han med reference til stål- og bilindustrien, der blomstrede i byen før og under DDR-tiden. I dag er fabrikkerne i krise. Fabriksarbejdere i Chemnitz og omkringliggende områder står til fyringer, bl.a. på grund af stigende konkurrence fra det kinesiske marked.

Krahs optimistiske fremtidsfortælling om, at byen igen bør blive førende inden for produktionen af samfundsvigtige teknologier, fremkalder nik og applaus fra de ældre fremmødte. Deres øjne lyser af erindringer om en svunden tid, hvor alting bare var bedre.

Ung frygt

De ældre er ikke engang Krahs vante målgruppe. I løbet af valgkampen har han for alvor gjort sig bemærket på TikTok og Instagram, hvor han forsøger at overbevise desillusionerede unge mænd om, at deres fremtid er truet af kriminelle indvandrere og blodtørstige wokeister, der tror på eksistensen af mere end to køn. En undersøgelse fra 2024 viser, at 26 pct. af unge tyske mænd har en positiv opfattelse af AfD, hvorimod det kun er 11 pct. af de unge kvinder.

Inden Krahs oplæg taler Føljetons udsendte med den 19-årige Dennis Müller, som kommer fra landsbyen Hartmannsdorf og er ved at uddanne sig til anlægsgartner. For Dennis er AfD’s valgløfte om at massedeportere indvandrere den vigtigste grund til, at han på søndag vil sætte kryds ved partiet for tredje gang.

“Vi ser jo, hvor mange der er blevet dræbt af knivstikkerier de sidste år. Aschaffenburg, Magdeburg, Mannheim. Det var kun AfD, der sørgede bagefter,” siger han til Føljeton og fortsætter: “I Tyskland må man jo kunne se, at der bor tyskere. I forhold til mængden må vi ikke blive overtaget af udlændinge. Jeg har ikke noget imod udlændinge, men Tyskland skal forblive tysk.”

Dennis har en sky fremtoning, men liver op, når han fortæller om de varme følelser, han nærer for sit fædreland:

“Tyskland har mange opfindelser, gode opfindelser. Tysk teknik er jo ikke skrammel. Og ja, nationalsocialismen holder sandsynligvis de fleste tilbage fra at være stolte af deres land. Men historien er sket, og man må acceptere det. Det er i fortiden. Det vigtigste er, at man ikke gentager det. Og alt det klarer vi helt sikkert med AfD,” siger han.

Mærkelige modsigelser

Dennis er ikke den eneste, der bringer nazitiden på banen på en mildt sagt kontroversiel facon ved dagens arrangement. Opgejlet af jubelråb træder Alexander Gauland nu op på podiet i sit brune jakkesæt og griber mikrofonen. Han taler først i nedsættende vendinger om økonomiminister Robert Habeck fra Die Grünen, som ifølge Gauland “har ført hele den tyske industri til en stilstand.” Herefter om de gamle partiers “klimahysteri” og til sidst spørgsmålet om Ukraine:

“Ja, den krig er forkert og uretfærdig. Men det er en krig mellem Rusland og Ukraine. Og ikke mellem Rusland og Nato,” siger han og opfordrer til, at Tyskland fjerner al militærstøtte til ukrainerne.

Efter talen tager Gauland og Krah spørgsmål fra publikum. Stemningen er venlig og afslappet, men skifter pludselig, da en undseelig, ældre mand rejser sig op med et spørgsmål om Israel:

“Efter Hamas’ angreb d. 7. oktober, som dræbte israelske civile, har Israel myrdet utallige palæstinensere. Hvordan kan Hamas’ angreb retfærdiggøre Israels folkemord?” spørger han og kigger Gauland stift i øjnene.

Karl Marx selv kunne lige så godt være trådt ind i balsalen i levende live. Så overraskende er spørgsmålet for alle tilstedeværende, inklusive den 84-årige AfD-veteran, som virker kortvarigt lamslået og holder en lang tænkepause.

Man forstår Gaulands tøven. AfD balancerer på et politisk livsfarligt knivsæg, når det kommer til Israel. På den ene side er de afhængige af vælgere med antisemitiske holdninger på den yderste højrefløj, der også findes inden for partiets egne rækker. Samtidig har de ingen interesse i at fremstå Israel-fjendske. For det ville give indrømmelser til ærkefjenderne på den yderste venstrefløj og gøre det svært for partiet at bryde gennem Die Brandmauer og få politisk indflydelse på midten.

Gaulands svar, som kommer efter den bemærkelsesværdigt lange pause, er forbløffende: “Det er det sværeste spørgsmål, man overhovedet kan stille,” siger han. “Men når man har dræbt seks millioner jøder, så har man mistet den moralske berettigelse til nogen form for kritik.”

Svaret er komplet selvmodsigende. For Gauland har om nogen fortalt den tyske befolkning, at de ikke skal føle skyld over deres problematiske fortid. Han har gentagne gange negligeret nazitiden og talt for retten til at være stolt af de tyske soldater under 2. verdenskrig. Men pludselig, når det handler om at kritisere Israels krigsforbrydelser, skal man åbenbart krybe væk i skyld over sine nazistiske forfædre. Det er mildt sagt eine alternative Logik.

Bifaldet efter Gaulands svar viser dog, at de fleste fremmødte er tilfredse. Hvis man sværger troskab til AfD, skal man nok bare affinde sig med mærkelige modsigelser. Bare tag partiets egen forperson Alice Weidel, som er gift med en kvinde, men modarbejder homoseksuelles rettigheder; glorificerer Tyskland, men bor i Schweiz; harcelerer mod eliten, men kommer fra en fortid i Goldman Sachs.

Ballet er overstået, og AfD’erne drysser stille ud i Chemnitz’ dunkle gader. TikTok-generationen side om side med de ældre og deres erindringer om DDR. Det er svært ikke at se foreningen af de to forskelligartede generationer som en politisk genistreg. Men projektets radikalisme og den problematiske omgang med fortiden kommer med en pris. For lige så elskede som AfD er blandt en stor del af borgerne i Chemnitz, lige så forhadte er de i andre dele af landet. På søndag vil det vise sig, om tyskerne vil fordrive eller omfavne fortiden.