VM i skak - elitært tidsfordiv eller big business?

Verdensmesterskabet i skak er og bliver det største inden for skakverdenen, og kommentatorer og fans over hele kloden er altid tæt på at kamme over, når en titelkamp nærmer sig. Der er dog stadigvæk langt op til de penge og velsmurte broadcastingmaskiner, som de største sportsgrene kan bryste sig af. Måske er det helt forståeligt. Skak er ikke umiddelbart action-packed, tempofyldt og sexet, men det har alligevel et ret unikt træk, som har givet det kvadratiske brætspil et vist potentiale: Spillet har en verdensomspændende udbredelse og tilsvarende bred appel. Det spilles stort set over hele verdenen, og alle aldre og køn kan konkurrere mod hinanden på kryds og tværs. Og det er ret unikt.

Historisk set har spillet haft en symbolsk overbygning og en aura, der knytter sig til intellektuel styrke og kulturel dannelse. Det er blevet betragtet som tidsfordriv for overklassen, og ser man på nogle af de første dominerende spillere i skakhistorien, så er der også tale om respektable mænd med lige så respektable erhverv. Denne stereotype opfattelse er dog under forandring, og titelkampen mellem Magnus Carlsen og Sergej Karjakin varsler på mange måder om, at der er nogle omvæltninger på vej inden for skaksporten. Det handler i al sin enkelhed om at transformere spillet fra en nichesport til verdensomspændende big business.

Ny teknologi er lig med nye muligheder

I en rapport fra Den Olympiske Komité anslår AGON Limited, der håndterer broadcastingen og PR ved dette verdensmesterskab, at omkring 605 millioner mennesker ved, hvordan man spiller skak. Med opfindelsen af internettet, smartphones og andre interaktive teknologier er potentialet for at gøre skak til mere end en nichesport dermed enormt. Den britiske stormester og mangeårige skak-kommentator Daniel King beskriver, hvordan internettet har ført et væld af muligheder med sig for skakindustrien:

”Store internetsider som chess.com og chessbase.com har opdaget, at der findes et kæmpe marked, hvor der kan tjenes penge,” fortæller han.

Samtidig har internettet også åbnet for, at folk, der ikke normalt kommer i skakklubber, kan være med.

”Det har nok noget at gøre med det behagelige ved at kunne spille hjemmefra på sin computer eller sin smartphone frem for at skulle møde op på mindre flatterende pub’s eller i den lokale skakklubs nedslidte lokaler.”

Muligheden for at tjene penge på skak er blevet større, hvilket medfører stærke kommercielle interesser, der prøver at få del i et forholdsvis uudnyttet marked. AGON Limited har således bedyret, at verdensmesterskabet i år indvarsler ”the new world of chess broadcasting”. Det indebærer blandt andet en virtual reality oplevelse af spillerne og scenen under partierne, 360 graders kameravinkler, livechat med eksperter og en app, der giver tilskuere og fans forskellige interaktive muligheder for at følge og forstå det enkelte parti. Mindsteprisen for AGON’s dækning er $15, og hurtig hovedregning afslører således, at der er tæt ved en milliard dollars at tjene, hvis det kan lade sig gøre at få alle, der kender skakreglerne, til at punge ud.

Om AGON’s tiltag er nok til at høste millioner og måske endda milliarder, er imidlertid mere usikkert, hvis man spørger Daniel King. Han fortæller, at AGON’s dækning af kandidatturneringen (kvalifikationsturnering som afgør, hvem der skal udfordre den regerende verdensmester, red.) ikke var hverken nyskabende eller noget særligt, og at der skal mere til, hvis der skal tjenes store penge.

”Efter min mening kræver det ganske simpelt en kvalitetsbroadcast, som man kender det fra for eksempel fodbold og andre etablerede sportsgrene. Med det forbehold, at jeg ikke har set deres nye tiltag, så lyder det mest af alt som en gimmick, og jeg kan have min tvivl om, hvorvidt det vil være tilstrækkeligt til, at skak bliver mere seværdigt og publikumsvenligt,” forklarer han.

Patent på skak-træk

Måske er AGON også selv i tvivl om, hvorvidt deres markedsstrategi og produkt er bæredygtigt. I hvert fald har de i en bemærkelsesværdig pressemeddelelse fremsat et juridisk krav, der har skabt en del furore i skakverdenen. Det omtalte krav går kort fortalt ud på, at AGON tager patent på alle træk, som foretages ved verdensmesterskabet i skak. I praksis betyder det, at det kun er AGON, som må gengive trækkene ved brættet i realtime. Det lyder måske ikke helt urimeligt. Det er for eksempel heller ikke tænkeligt, at Sky Sports vil lade gud og hvermand filme og broadcaste fra en Premier League kamp, men i skak er det måske lidt anderledes, fordi man som sådan ikke behøver et livebillede af brættet for at gengive trækkene helt præcist.

I skak bruger man såkaldt annotering til at angive, hvor på brættet en brik står.  ‘1. e4, e5’ betyder for eksempel, at hvid rykker bonde til e4 i første træk, og at sort svarer igen med bonde til e5. Den form for notation gør, at alle potentielt set kan broadcaste og livekommentere på partier, sålænge et træk blot er kendt, og det er, hvad Agon forsøger at gardere sig mod med deres meget stålfaste krav.

Daniel King forklarer, hvordan det er blevet taget imod i skakverdenen

”For mig at se er der tale om et ’intellectual land grab’. En gråzone, som AGON forsøger at udnytte. Fra baseball er der præcedens for, at AGON’s krav ikke vil holde vand, men hvorvidt det er tilfældet for lovgivningen i alle lande, er mere uklart. For uafhængige skaksider og kommentatorer har det haft den konsekvens, at de ikke tør at gå op imod AGON, fordi de ikke føler de har resurserne til en retssag mod så stort et firma. Under alle omstændigheder går AGON’s krav imod den praksis, der har eksisteret inden for skak i årevis, hvor et træk er frit for alle og ikke tilhører nogen i hverken kortere eller længere tid. Deres udmeldelse signalerer for mig at se en vis form for desperation i forhold til at kommercialisere skak og tiltrække sponsorer, mere end det ser ud til at gavne skak i al almindelighed.”

Alle veje fører til Moskva

Opgøret mellem Carlsen og Karjakin har lidt klassisk Øst-Vest-opgør over sig. Den form for opgør kom for alvor til udtryk ved titelkampen i Reykjavik i 1972 under Den kolde krig, hvor Sovjetunionens regerende verdensmester Boris Spasskij måtte overgive kronen til amerikaneren Bobby Fischer, der besejrede Spasskij under særdeles højspændte og dramatiske omstændigheder på og uden for skakbrættet.

Til trods for kold krigs-reminiscenserne er det mest kontroversielle ved dette mesterskab uden tvivl det drama, der udspiller sig i forlængelse af kommercialiseringen af spillet. Det internationale skakforbund, FIDE, der regulerer og bestemmer over størstedelen af turneringsskak, er efter manges mening gennemkorrupt. Forbundets præsident, russeren Kirsan Ilyumzhinov, er for eksempel blacklistet af USA’s skatteministerium for lyssky forretningsforbindelser, hvor han angiveligt har hjulpet Syriens regering med at købe olie af Islamisk Stat. En mere kuriøs sidenote er, at Ilyumzhinov hårdnakket har påstået, at han er blevet bortført af rumvæsener.

De russiske forbindelser og samarbejdspartnere omkring verdensmesterskabet er mange og internt forbundne. Arrangøren, som FIDE har hyret til at stå for afviklingen af verdensmesterskabet, er AGON Limitid, hvis administrerende direktør, Ilya Merenzon, kender Ilyumzhinov personligt, fordi han lavede PR for Ilyumzhinov ved FIDE’s præsidentvalg i 2010. Desuden har de to hovedsponsorer også stærke forbindelser til Rusland. Phos Agro, der laver landbrugsgødning og sprøjtemidler, er styret af administrerende direktør Andrey Guryev, der foruden sin post i Phos Agro sidder i bestyrelsen i Den Russiske Skak Union. Den anden hovedsponser, EG Capital Advisors, er en russisk investerings- og hedgefond med en egenkapital på over 3 milliarder US Dollars.

For en demokratisk vestlig tankegang kan det virke en smule mærkværdigt, at nepotisme og politiske interesser er så åbenlyst til stede ved noget så omfattende som et verdensmesterskab, men Daniel King forklarer, at sammenhængen mellem de russiske oligarker og skakverdenen stammer helt tilbage fra Sovjettiden, hvor skak blev brugt som ’soft power’, der skulle overbevise både omverdenen og russerne selv om, at de var de bedste.

”Og så tror jeg, det helt basalt set handler om prestige og social anseelse for de prominente russere,” siger Daniel King.

Han forklarer endvidere, at det i Rusland er favorabelt for ens sociale status at blive associeret med folk, der har succes – i dette tilfælde en potentiel verdensmester i skak.

”Den sidste del af forklaringen er også, at Rusland ganske enkelt vil have ’deres’ titel tilbage og derfor er parat til at poste store summer i VM,” siger han.

De mange russiske forbindelser af mere eller mindre tvivlsom karakter er ikke ligefrem gavnlige for FIDE’s ønske om at kommercialisere skak, og måske derfor var det også meget magtpåliggende for FIDE, at dette års mesterskab fandt sted i kommercialiseringens land nummer et. Ilyumzhinov sagde således, før udfordreren til Magnus Carlsen overhovedet var fundet, at titelkampen skulle afholdes i USA. Det strider imod gængs praksis, der giver mulighed for, at forskellige værtsbyer og lande kan byde ind. Venuet er denne gang på Manhattan, hvilket på mange måder står i mærkværdig kontrast til den russiske dominans i organiseringen af verdensmesterskabet.

”Ilyumzhinov er kendt for at sige ting uden måske helt at have tænkt dem til ende, men hans udtalelse og insisteren på, at verdensmesterskabet skal afholdes i USA, har nok mere at gøre med en kritik af FIDE, der i lang tid har placeret de fleste større turneringer i tidligere Sovjetiske lande,” forklarer Daniel King.

”Placeringen i USA er FIDE’s og Ilyumzhinovs forsøg på at bevise, at de magter at afholde en turnering i et vestligt land. Af den vej vil de forsøge at tiltrække vestlige sponsorer og interesse til.”

En alternativ fremtid

Ikke alle ser imidlertid til med blinde øjne, mens korruptionen og nepotismen lystigt udfolder sig i skakverdenen. En af dem, der i mange år højlydt har kritiseret og forsøgt at gøre op med den betændte kultur, er skakikonet og tidligere verdensmester Garry Kasparov. Allerede i 90’erne brød Kasparov ud af FIDE’s organisation, da han med den tidligere engelske verdensmester Nigel Short startede The Professional Chess Association, der fra 1993-2004 afholdte verdensmesterskaber parallelt med FIDE.

Det mest sigende eksempel på den intime forbindelse mellem politiske interesser og skak ligger måske blot et par år tilbage og omhandler FIDE’s præsidentvalg i 2014. Her prøvede Kasparov at vælte daværende og (nuværende) FIDE-præsident, Kirsan Ilyumzhinov, af tronen, men tabte med 61 stemmer mod 110. Med til historien hører, at Kasparov er og altid har været særdeles kritisk over for Vladimir Putin, som han ikke tøver med at sammenligne med Al Capone og andre kriminelle. Præsidentvalget til FIDE i 2014 er således interessant, fordi Kasparov efter nederlaget har beskrevet, hvordan en stor del af Ilyumzhinovs kampagne var finansieret af midler og støtte, der havde direkte forbindelse til Kreml, oligarkerne i Moskva og i sidste ende Putin. Putin og Ilyumzhinov har for eksempel optrådt sammen offentligt og ifølge Kasparov brugt de russiske ambassader til at overbevise skakforbundene i forskellige lande om at stemme på Ilyumzhinov. ”I couldn’t manage to take on FIDE or the Russian oligarchs. But I’m doing the things I can,” som Kasparov udtrykte det i en fyldig artikel umiddelbart efter nederlaget.

Og Kasparov har altid været en handlingens mand. Sidste år poppede han igen op i et alternativ til FIDE. Denne gang som ansigtet udadtil i den stort anlagte Grand Chess Tour. Turneringsserien består af en række eksklusive turneringer for verdens absolut bedste spillere og rummer betragtelige præmiesummer. Manden bag er skakentusiasten og multimilliardæren Rex Sinquefield, der i de senere år har postet millioner af dollars i at skabe et kraftcenter i St. Louis, der nu blandt andet huser den meget eksklusive Chess Club and Scholastic Center of St. Louis, samt en World Chess Hall of Fame. Sinquefields mission er ganske enkelt, at få en amerikansk verdensmester og generelt få USA på toppen af skakverdenen. Han er for eksempel manden, der i sine betræbelser overtalte verdensranglistens nummer tre, Fabiano Carruana, til at skifte sit italienske statsborgerskab ud med Uncle Sam, og man må sige, at Grand Chess Tour og Rex Sinquefield med Kasparov som kransekagefigur repræsenterer en vægtig modspiller til AGON og FIDE.

Verdensmesterskabet mellem den forsvarende mester Magnus Carlsen og udfordreren Sergej Karjakin er ikke kun en kamp på brættet, men også et spil der i høj grad foregår i kulissen, og som er præget af forskellige politiske og kommercielle interesser. På godt og ondt viser mesterskabet det sammensurium af forandringer og ændringer, som skak står over for i de kommende år, og titelkampen til november bliver med stor sandsynlighed en god indikation på, om FIDE og AGON formår at indløse skaks store publikumspotentiale, eller om kommercialiseringen af skak lader vente på sig lidt endnu.