Fuld trumf på Hillary-hadet

Muligheden har hele tiden været til stede. Donald Trump har flere gange været uhyre tæt på at indhente Hillary Clinton i kampen om de famøse 270 ‘electoral votes’, som valgkampen reelt handler om, og ikke et flertal af stemmerne på landsplan, som man let kan foranlediges til at tro som europæer. I virkelighedens verden kommer Donald Trump næppe tættere på Det Hvide Hus – på 1600 Pennsylvania Avenue – end det luksushotel, han netop har åbnet på 1100 Pennsylvania Avenue.

Dagen inden de to præsidentkandidaters første tv-duel, i slutningen af september, stod Donald Trump til at få 262 ‘electoral votes’ ud af de i alt 538 – ifølge den mest sofistikerede prognose fra Nate Silver. Siden da faldt han kraftigt tilbage, men er nu igen oppe på ca. 248 ‘electoral votes’, hvilket gør en overraskelse sandsynlig, skønt langt fra realistisk.

Taltroldmanden Nate Silver fra FiveThirtyEight.com forudsiger, at Hillary Clinton har 64 procents chance for at blive præsident, og omvendt: Donald Trump har 36 procents sandsynlighed. Bookingbureauerne, som tankevækkende nok ofte er præcise med deres oddssætning, giver pengene ca. 1,3 gange igen, hvis Hillary Clinton vinder, og 3,6 gange igen i tilfælde af Trump som præsident. Men mere usandsynlige hændelser er dog sket i nyere tid, f.eks. udfaldet af Brexit-folkeafstemningen i juni i Storbritannien.

Her følger en oversigt over frem af de syv vigtigste faktorer, der vil gøre udslaget i den titaniske kamp om klodens mest magtfulde post – fra ugens løb fra kampagnesporet i USA.

#1: Hillarys æske

Præsidentvalget i USA, som afholdes på tirsdag, er reelt afgjort. I hvert faldt set fra én synsvinkel: Gennemsnittet af alle meningsfulde meningsmålinger viser fortsat, at Hillary Clinton vil vinde, og nøgternt betragtet er det tiltagende mediedrama derfor ikke mere end blot dét – et mediedrama, som alene drives frem af mediernes hysteriske trang til spænding og ‘gyserafslutninger’.

Men helt så enkelt er verden bare ikke. For valgresultatet er ikke givet på forhånd, og mange af de mest uforudsigelige faktorer, som kan give Donald Trump sejren, rækker langt ud over mediesfæren. Den første joker, som for alvor fik kraft i sidste weekend, er konspirationsteorier.

Forrige fredag eksploderede de amerikanske medier i mørk spekulation: FBI-chef James Comey meddelte, at det amerikanske forbundspoliti nu vil ’genåbne’ efterforskningen af Hillary Clintons såkaldte ”hemmelige email-server” efter nye fund i en anden sag. Og boooom! Pludselig følte hele den ekstremt Clinton-hadende højrefløj sig vindiceret: Siden sidste sommer har de utrætteligt slået på, at selv samme FBI-chef James Comey havde ladet Hillary Clinton slippe uretmæssigt for tiltale, da forbundspolitiet droppede sagen. I månedsvis har de hævdet, at der var mere at komme efter. Og det var der, tilsyneladende.

Sluserne for angreb på Hillary Clinton er blevet åbnet på vid gab. Foreløbig har FBI nemlig hverken konkretiseret, hvad det er for nogen e-mails, de har fundet, eller om de overhovedet skal tillægges nogen vægt. Alt og intet er i spil.

Den langstrakte skandalesag om den ”hemmelige email-server” handler i bund og grund om, at Hillary Clinton som udenrigsminister ville forsøge at slippe uden om reglerne for aktindsigt, men har udviklet sig til en Pandoras æske: Alle beskyldninger mod Mrs. Clinton kan dækkes ind under, at hun åbenbart – og med FBI’s tvetydige ageren som ’bevis’ – har haft noget afgørende at skjule. Hun har slettet tusindvis af e-mails og sågar ødelagt mobiltelefoner for at sløre sit dataspor.

I fraværet af andre afslørende nyheder og/eller nye, lumre videooptagelser med Donald Trump har samtlige medier kastet sig ud i hidsige spekulationer om, hvad Hillary Clinton dog gemmer på, og hvilke (økonomiske) motiver hun kan have. Højrefløjens opfattelse af Hillary Clinton som en dronningeedderkop i Illuminati Inc., altså som selve omdrejningspunktet i en verdensomspændende konspiration, er pludselig blevet mainstream: Et skræmmebillede tegnes op, hvor Donald Trump måske er brovtende vulgær, mens Hillary Clinton til gengæld er hemmelighedsfuld løgnagtig.

Konspirationsteorierne om Hillary, som rækker helt tilbage til Clinton-familiens tid i guvernørboligen i Arkansas i 1980’erne, er i de seneste uger blevet voldsomt accelereret af de drypvise læk af e-mails fra Demokraternes partiorganisation – via Wikileaks. Hver eneste dag har alle de ’views’-medier, som åbent og utvetydigt bekæmper Hillary Clinton, kunnet berette om rævekager, forsøg på cover-ups og dubiøse intriger. Hver for sig er Wikileaks-’afsløringerne – som de amerikanske efterretningstjenester hævder er fremkommet via russisk statshacking – ikke noget at skrive hjem om, men bundtet og i forlængelse af hinanden gør de indtryk. I hvert fald på journalisterne.

Almindeligvis rumsterer sammensværgelsesteorier mest i fattige og autoritære stater, hvor borgerne er dårligt uddannede og medierne under kontrol af magthaverne, og hvor vilde rygter derfor kan spredes blandt folk, der på den ene side ikke ved bedre og på den anden side fornemmer, at statsmedierne fordrejer, manipulerer og ofte lyver.

Selv om Donald Trump kalder USA for et ”tredjeverdens land”, ville det i sig selv være en konspirationsteori at hævde, at amerikanerne som folk er uvidende eller har topstyrede, ukritiske medier. Dét ville være helt på månen, altså den måne, hvor ingen mennesker endnu har været, ifølge én af de mest populære konspirationsteorier.

Forklaringen er i stedet, at årets præsidentvalgkamp er blevet reduceret til karakterspørgsmål: Hvor kampagnen mod Donald Trump hovedsageligt handler om sexisme, har kampagnen mod Hillary Clinton fra begyndelsen alene handlet om nepotisme. Og hvor Trump-haderne virkeligt mener, at de rammer plet med deres anklager om kvindehad og mandschauvinisme, er Clinton-haderne mindst lige så overbeviste om sandheden i deres anklager om korruption og magtfuldkommenhed.

Problemet er for dem begge, at de igen og igen bekræfter modstandernes hetz: Donald Trump kan ikke holde sig fra platheder, og Hillary Clinton fanges konstant i hemmelighedskræmmeri. Efter en lang periode med fokus på ‘The Donald’ er opmærksomheden svinget over på Hillary – med den dårligst tænkelige timing, for hende. Da ingen ved, hvad hverken FBI eller Wikileaks gemmer på, og Hillary Clinton ikke selv ønsker at forholde sig til anklagerne, har konspirationsteorier lige nu optimale vækstbetingelser.

#2: Den sygeste ordning

Et ultimativt trumfkort! Sådan var ordningen udtænkt, og drømmen var, at de amerikanske arbejdervælgere ville nå at opleve en kontant og næsten kropslig tilskyndelse til at stemme på Hillary Clinton – og derved samtidig kanonisere præsident Obama som det 21. århundredes første og største helgen-skikkelse: Sundhedsreformen, ‘Affordable Care Act’, også kendt som ‘Obamacare’, formerly known as ‘HillaryCare’, er indiskutabelt den vigtigste samfundsreform i de sidste otte år. Men succesen er mildest talt omdiskuteret.

Ja, ‘Obamacare’ har faktisk udviklet sig til noget nær en politisk katastrofe, som eks-præsident Bill Clinton i en freudiansk fortalelse kom til at kalde for ”the craziest thing in the world”, fordi den lavere middelklasse i første omgang ser ud til at tabe på ordningen.

Bill Clinton er bestemt ikke alene. Sundhedsreformen er under så voldsomt angreb, at ‘Obamacare’ kan vise sig at blive den faktuelle faktor – i modsætning til f.eks. psykologiske, mediemæssige og rent konspirationsteoretiske faktorer – der skræmmer flest vælgere væk fra Demokraterne. Derfor er sundhedsreformen joker #2 her i Føljetons nedtællingsliste over udslagsgivende faktorer, som kan svinge præsidentvalget om præcis en uge væk fra en ellers sikker sejr til Hillary Clinton.

Balladen begyndte for alvor i sidste uge, da Obama-regeringen offentliggjorde en prognose, som viste, at priserne på sundhedsforsikringer gennemsnitligt vil stige med 25 procent i 2017, og i nogle delstater med over 100 procent. Vel at mærke kun for de allerfattigste og i forvejen dårligst stillede, som ikke er omfattet af de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Og hvad endnu værre er: Vilkårene vil blive forringet, da selvrisikoen i manges tilfælde vil stige så voldsomt, at trivielle sygdomstilfælde knap vil være dækket fremover.

Den ubekvemme sandhed er, at ‘Obamacare’ endnu ikke har demonstreret sit værd for bare et spinkelt flertal af de amerikanske vælgere. Højrefløjen har fra begyndelsen været ideologisk imod, da de ser ordningen som et første og skræmmende skridt mod en offentlig sygeforsikring i USA efter europæisk forbillede, og alle republikanske politikere er derfor imod – naturligvis også præsidentkandidat Donald Trump, skønt han tidligere har været tilhænger af en model, som nogenlunde tilsvarer den vedtagne ‘Obamacare’.

I sig selv er den iscenesatte politiske modstand derfor ingen nyhed. Det opsigtsvækkende er derimod, at de befolkningsgrupper, som skulle nyde gavn af ‘Obamacare’, heller ikke ønsker ordningen. Ude på kampagnesporet tør Hillary Clinton slet ikke nævne sundhedsreformen, og derfor har hun heller ikke formået at imødegå den nye, potentielt fatale kritik fra neden.

På positiv-siden tæller ganske vist, at ‘Obamacare’ har givet over 12 mio. amerikanere en sundhedsforsikring, de ellers ikke ville have haft. Folk, som tidligere enten var for syge eller fattige til overhovedet at kunne blive omfattet af reel sygdomsbehandling. Dét er en historisk bedrift – og selv om Politikens afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden næppe får ret i sin profeti om, at Obama om 1.000 år vil blive husket af flere end Jesus – er der mange gode grunde til at hylde Obama for de håndgribelige resultater. Men det tæller bare ikke rigtig, for det er nu engang de amerikanske vælgere, der afgør valget, og her ser dommen mere apokalyptisk ud.

For underklassen og folk med løs tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder f.eks. mange studerende, betyder kombinationen af stigende priser og en markant højere selvrisiko, at det på kort sigt bedre kan betale sig for dem at acceptere den årlige bøde på godt kr. 5.000,-, som de ikke-forsikrede pålægges, frem for at betale omkring kr. 30.000,- for en sundhedsforsikring, der alligevel ikke dækker deres mest sandsynlige skavanker. Alternativt skal de spare på helt basale fornødenheder til deres børn. En loose-loose-situation.

For arbejder- og middelklassen har introduktionen af ‘Obamacare’ heller ikke ført til mærkbare forbedringer. Tværtimod. Selv om den bedst stillede halvdel i USA ikke ønsker at betale for sygdomsbehandling til den dårligst stillede halvdel, og ‘Obamacare’ derfor ikke for alvor indeholder økonomisk omfordeling, rummer ordningen en risiko for forringelser for dem, der på forhånd havde trygge vilkår. For den højere middelklasse og overklassen (som de fleste drømmer om at blive en del af) er der tilmed tale om direkte skattelettelser, og derfor er der efterhånden få, som for alvor agerer ambassadører for ‘Obamacare’.

Resultatet er, at trumfkortet har forvandlet sig til en ‘Sorte-Per’. Hvis Hillary Clinton skulle tabe om syv døgn, hvilket lige nu bliver marginalt mere sandsynligt dag for dag, vil historikerne ikke kun pege på FBI-chef James Comey og server-skandalen, men i allerhøjeste grad også på de hverdagsproblemer, som pludselig har bragt Clinton og Obama dybt i defensiven: ‘Obamacare’ blev ingen åbenbaring og vil helt sikkert blive rullet tilbage, hvis Trump vinder – fortsat mod alle odds.

#3: Målløs meningsløshed

Der findes tre slags løgne: ”Løgn, forbandet løgn og statistik.” Sådan skulle den tidligere britiske premierminister Benjamin Disraeli have udtalt, ifølge forfatteren Mark Twain. Men de glemte begge en fjerde kategori: meningsmålinger. Perception Is Reality…

Det amerikanske præsidentvalg er oversvømmet af en syndflod af meningsmålinger, som i sig selv er med til at påvirke valgresultatet. Procentsatserne definerer nemlig stemningen.

Enkeltvist eller i klynger er de forskellige målinger med til at indramme dagsordenen for, hvad de to kandidater overhovedet kan og vil diskutere – og ikke mindst hvad medierne vælger at fokusere på som populært og kortvarigt relevant.

I de seneste døgn har en stribe meningsmålinger vist betydelig fremgang for Donald Trump og fald eller stagnation for Hillary Clinton. Automat-konklusionen lyder derfor fra det samlede Kommentatorkøbing, at Trump endelig har fundet frem til vinderformlen, og slutspurten derfor vil blive en gyser. Trylleordet er ‘momentum’, og i det mest troværdigt vægtede gennemsnit har Donald Trump vitterligt også øget sandsynligheden for at blive valgt.

Joker #3 på Føljetons nedtællings-liste over udslagsgivende faktorer, som kan påvirke præsidentvalget på tirsdag, er den nye meningsmålings-megalomani.

Hver eneste dag offentliggøres over 20 meningsmålinger, hvorfra kommentatorer og journalister kan udplukke særlige tal og tendenser, som dernæst skarpvinkles i fortællinger, der åbenlyst kunne have haft de stik modsatte pointer. Antallet af forskellige målinger er så massiv, og kvaliteten så svingende, at to vælgere – med god grund – kan opfatte valgkampen som både nat og dag.

Den mest afgørende ‘battleground state’, Florida, udstiller forvrængningen: To umiddelbart troværdige målinger viser et totalt forskelligt billede af styrkeforholdet mellem Trump og Clinton. Hvad skal man dog tro på?

Søndag offentliggjorte dagbladet New York Times deres egen såkaldte ‘Siena College Poll’, som viser, at Donald Trump fører i Florida med fire procentpoint: 46 procent mod Hillary Clintons 42 procent. Da ingen vil mistænke New York Times for at promovere Donald Trump – en række andre målinger peger i øvrigt i samme retning – er den konventionelle visdom pludselig blevet, at Trump står til en choksejr i først Florida og dernæst en række andre delstater, som ellers indtil for en uge siden blev betragtet som nye demokratiske bastioner: Pludselig fører Trump i North Carolina med hele syv procentpoint og i Ohio med fem procentpoint.

Uden at snyde med tallene kan man sagtens indramme valget i denne dramatiske fortælling, så den kommer til at handle om, hvordan Donald Trump for fjerde gang i den langstrakte valgkamp nu gør comeback, med perfekt timing. Hvis man tror på denne ganske velunderbyggede omvæltningsfortælling, ja, så vil man umærkeligt se Trump i et mere positivt lys, og omvendt Hillary Clinton i et mere uheldigt skær.

Problemet er bare, at Trump-triumfen næppe er så entydig, som den præsenteres vidt og bredt. I nat (dansk tid) blev en statistisk set mere præcis måling offentliggjort, og den viser opsigtsvækkende nok et fundamentalt andet billede i Florida. Ifølge det anerkendte analysefirma TargetSmarts såkaldte ‘College of William and Mary’-måling står Hillary Clinton til at vinde i den altafgørende delstat med otte procentpoint: 48 procent mod 
Trumps 40 procent. Og endnu mere spektakulært viser målingen – som baserer sig på de millioner af vælgere, som rent faktisk allerede har stemt – at 28 procent af de republikansk-registrerede vælgere stemmer på Hillary Clinton. Selv de konservative vælgere flygter fra Trump i Florida.

Hvis man spørger et repræsentativt udsnit af folk, der allerede har ”voted early”, som det hedder – frem for kun at spørge folk, som endnu overvejer, hvad de vil stemme på tirsdag – tegner der sig altså konturerne af en jordskredssejr til Hillary Clinton, som i givet fald næppe vil begrænse sig til Florida alene. Demokraterne kan således være på vej mod at tromle Republikanerne i store dele af Amerika.

På grund af valgsystemet vil selv en spinkel sejr i Florida dog gøre hende til USA’s 45. præsident. Hvis man tror på denne allernyeste TargetSmart/College of William and Mary-måling, ja, så står Trump pludselig blottet tilbage, og indtrykket af Hillary Clintons kampagne lysner. For selv hvis man tager gennemsnittet af disse to målinger, +4 til Trump og +8 til Clinton, så vinder kvinden. Spædet op med endnu flere målinger, som dagligt kan følges på RealClearPolitics, fører Trump lige akkurat i Florida. Indtil videre.

Meningsmålinger, som i den seneste tid tilmed har vist sig stadig mere upræcise – som f.eks. i de helt skæve forudsigelser af det seneste parlamentsvalg i Storbritannien – er blevet det kalejdoskopiske prisme, som moderne politik betragtes igennem. Simulationerne forfører.

Kun én ting er efterhånden sikkert: Størstedelen af målingerne rammer så ubegribeligt langt ved siden af både døgnaktuelle vælgerstrømninger og det endelige resultat, at stjernetegn, kaffegrums og knoglerester næsten kunne være lige så gode strømpile. Forskellen er imidlertid, at meningsmålingerne tages alvorligt af både politikerne og vælgerne – og dét gør den udslagsgivende forskel for, hvem der bliver USA’s næste præsident.

#4: Zombiehæren kommer

Intet er længere forudsigeligt. I generationer har et mundheld lydt i USA: ”When the Cubs win the World Series” – som en sarkastisk konstatering af, at dét aldrig vil ske. Igen. Men jo, for netop dét skete natten til torsdag. For første gang siden 1908 vandt Hillary Clintons barndoms-favorithold Chicago Cubs  det amerikanske mesterskab i baseball, og miraklernes tid synes dermed at være begyndt forfra.

Meningsmålingerne nærmer sig hinanden. I den beskidte del af præsidentvalgkampen er det særligt to grupper, som spøger bag stemmeurnernes gardiner. De to særegne vælgergrupper trækker i hver sin retning – og den stærkeste af dem vil meget vel kunne afgøre, hvem der bliver USA’s næste præsident: De to grupper – som til sammen udgør joker #4 på Føljetons nedtællings-liste over udslagsgivende faktorer – kan i tråd med valgkampens kulørte, bizarre forløb kaldes for ‘den hævngerrige zombiehær’ og ‘de hemmelige hattedamer’.

På den ene side rumsterer de vrede, kortuddannede, hvide og ældre mænd, som normalt slet ikke stemmer, og derfor heller ikke tæller med i opgørelserne over ‘likely voters’. Husk: I 2012 stemte kun lidt over halvdelen af amerikanerne.

Hvis de vrede, hvide mænd i stort talt gør alvor af truslerne på tirsdag og rent faktisk går ned og stemmer imod Hillary Clinton, vil Trump få et gevaldigt boost og dermed kunne vinde de gamle industristater i nord, hvor Demokraterne traditionelt regerer.

Forestillingen om denne ‘hævngerrige zombiehær’ bygger på tre reelle fænomener:

a) De arketypiske Trump-vælgere er almindeligvis sofavælgere. De tilhører de 46 procent, som blev hjemme i 2012. Men hvis netop de kan mobiliseres til at stemme på tirsdag, vil magtbalancen tippe med en slagside, som meningsmålingerne slet ikke har øje for.

b) Erfaringsmæssigt ønsker mange vælgere ikke at fortælle, at de vil stemme på kontroversielle kandidater, og slet ikke til meningsmålings-institutter. Denne såkaldte ‘Bradley-effekt’ kendes også fra Europa, hvor højrenationale partier ofte klarer sig bedre ved valg end i de forudgående prognoser.

Og endelig c) senest ved Brexit-folkeafstemningen i Storbritannien gjorde de vrede, kortuddannede, hvide og ældre mænd deres stemme gældende i langt større grad end f.eks. veluddannede, kulørte og yngre kvinder. Frustrationerne over bl.a. udflytning af fabrikker og løndumping fra indvandrere stikker dybt.

Hvis kun hvide borgere stemte i USA, ville Trump vinde med en jordskredssejr. Og hvis kun kortuddannede stemte, ville ‘The Donald’ triumfere endnu klarere. Matematikken er således såre enkel: Jo flere kortuddannede, hvide og ældre mænd, som stemmer – fordi de er tiltrukket af macho-kandidaten, som lover at gøre Amerika mægtigt igen – desto større bliver sandsynligheden for, at USA får en gammel hvid mand tilbage i Det Hvide Hus.

Her træder ‘de hemmelige hattedamer’ imidlertid ind på scenen. Trump har nemlig mistet grebet om en anden vælgergruppe, som rent faktisk stemmer:  erhvervsaktive, konservative kvinder! Og de har om muligt endnu vanskeligere – end selv de vrede mænd – ved at fortælle åbent om, hvem de stemmer på. For stik modsat deres ægtemænd og øvrige omgangskreds tyder undersøgelser på, at mange af disse erhvervsaktive, konservative kvinder i år vil stemme på Hillary Clinton. Analytikere anslår, at et antal på størrelse med hele Danmarks vælgerbefolkning kan finde på at svinge væk fra republikanernes kandidat og over til Mrs. Clinton.

Argumentet for denne betydelige, men altså endnu tavse vælgerreserve for Hillary Clinton, er dobbeltsidig: På den ene side er de erhvervsaktive, konservative kvinder dybt frastødt af Donald Trumps sexisme, og på den anden side er de skjult tiltrukket af symbolet i at få den første kvindelige præsident, særligt i kontrast til en vulgær mand, som ikke ligefrem kan siges at efterleve traditionelle amerikanske familieværdier.

De erhvervsaktive, konservative kvinder udgør sammen med de progressive mænd og kvinder, samt de etniske minoriteter – som i altovervejende grad stemmer på Demokraterne – et komfortabelt flertal. Ikke blot på landsplan, men også i de endnu vigtige ‘battleground states’, hvor præsidentvalget afgøres på tirsdag. When Hillary wins the World Series…

#5: Skrevet i stjernerne

Når argumenterne løber tør, og den tørre realpolitik har udtømt sit potentiale, tager celebrity-typerne over. Lige nu hvirvler stjernestøvet rundt i luften i et sidste desperat forsøg på at tryllebinde og forføre de millioner af vælgere, som fortsat står forvirrede tilbage efter mere end 18 måneders valgkamp.

Mens Hillary Clinton i disse døgn flyver frenetisk rundt mellem nøje udvalgte valgdistrikter og optræder sammen med popstjerner som J-Lo, Jon Bon Jovi og Katy Perry, har Donald Trump helt bogstaveligt kun én cirkushest: ham selv. Men tricket synes at virke.

Aldrig har én politiker fået så massiv opmærksomhed som Donald J. Trump, ikke engang Barack Obama for otte år siden, som ellers blev seriøst sammenlignet med Messias. ’The Donald’, som mange forventer vil lancere sin egen tv-kanal, Trump TV, i tilfælde af et sandsynligt nederlag, har skrevet historie med sin uortodokse og egenrådige kampagne.

Joker #5 i Føljetons nedtællings-liste over de mest udslagsgivende faktorer i den amerikanske valgkamp handler om kampagnernes planlagte slutspil.

Som et sindbillede på de to kandidaters fremtoning har Trump og Clintons kampagner valgt så forskellige strategier, som nok overhovedet tænkes kan: Baseret på erfaringerne fra Barack Obamas netværks-organiserede kampagner i 2008 og 2012 satser Hillary-staben målrettet – og ganske digitalt detaljeret – på at registrere, organisere og dernæst mobilisere vælgere, særligt i områder, hvor en ekstra indsats har vist sig påkrævet. I høj grad via arrangementer, hvor alle fremmødte næsten tvinges til at melde sig som voluntører. Og i hvert fald afgive navn og nummer.

Omvendt har Trump-showet ingen tydelig organisation. Ud over de årvågne sikkerhedsopbud, som Secret Service står for, har ’The Donald’ ingen frivillige, der går rundt og sikre sig, at de fremmødte til hans egne valgmøder rent faktisk engagerer sig her i de næste altafgørende dage.

For europæere ville Trumps kampagne, paradoksalt nok, virke mest normal. For han synes at forvente, at folk af egen drift vil møde op ved valgstederne på tirsdag. Netop den selvsikre forventning – som mange ville kalde arrogant – kan vise sig at blive Donald Trumps største svaghed i det konkrete magtspil om stemmerne. USA er nemlig ikke Europa, og folk stemmer ikke automatisk.

Hillary Clinton, derimod, overlader intet til tilfældighederne. Hendes håndgangne folk har opbygget den største valgmaskine, måske nogensinde, som i månedsvis har stræbt efter at kortlægge det politiske landkort så detaljeret, at de ved, hvor de kan hente mulige vælgere på bopælen og transportere folk – som ellers ikke ville have stemt – direkte ned til valgstederne. Forinden er imidlertid gået et næsten lige så omfattende arbejde med at planlægge arrangementer, som kan trække de rigtige folk af huse.

Danske apparatjiks, ungdomspolitikere og spindoktorer er i de seneste døgn fløjet til USA for at lære af verdens dyreste og mest avancerede valgkamp. Hver præsidentvalgkamp ‘inspirerer’ nemlig kampagnemagere i andre lande, og det folketingsvalg, som kan komme ganske pludseligt – efter statsminister Lars Løkke Rasmussens ydmygende nederlag med 2025-planen – vil utvivlsomt rumme tricks fra årets kampagnespor. Men et amerikansk valg er på godt og ondt så meget ude af skala i forhold til Danmark, at det kan vise sig vanskeligt i praksis. For i direkte sammenligning virker alle danske valgkamp-stunts som den rene amatør-lokalpolitik.

Latino-popdronningen Jennifer Lopez optrådte i lørdags i Miami, i silende troperegn, og formåede med sine ferme, feministiske slagord – akkompagneret af Hillary Clinton på scenen i det åbne amfiteater ved Miamis havneområde – at få tusindvis af unge førstegangsvælgere i folden. Iført netstrømper, med vrikkende numse, fotos af Lady Diana og omgivet af letpåklædte dansere gentog hun Michelle Obamas pompøse kampråb: ”When they go low, we go high.”

Det amerikanske popfænomen Kate Perry skal gøre nummeret efter i morgen i Philadelphia, hvor Clinton-kampagnen også satser på at rekruttere vælgere via kendis-glamour.

Popdivaerne har en appel, der rækker langt ud over det almindelige og derfor rammer folk, som ellers ikke interesserer sig for politik – nøjagtig som Trump gør, himself. Både Hillary og Donald gør således brug af den x-faktor, som kendisstatus giver i tidens opmærksomhedsøkonomi. Det afgørende bliver, hvem af de to som bedst formår at veksle det kulørte stjernestøv til kontante kryds.

For sandheden er, at begge kandidater er så upopulære og direkte forhadte, at det næsten vil være en demokratisk sejr, hvis blot halvdelen af vælgerne overhovedet gider at slæbe sig hen og stemme på tirsdag.