Eurovisions nye maskot, Lumo.
Europa puster sig op over for Rusland og bliver forpustet af at prøve at løbe fra vores frenemy USA.
Storbritannien har meddelt, at de vil hæve forsvarsbudgettet til 2,5 pct. af bruttonationalproduktet i 2027, og den tyske valgvinder Friedrich Merz forsøger at få en særbevilling til forsvaret på 200 mia. euro hurtigt godkendt. Mens Emmanuel Macron og Keir Starmer har været på hver sin charmetur til Washington, spreder antiamerikanismen sig tilsyneladende. Danmarks største dagligvarekoncern Salling Group har eksempelvis meddelt, at de på grund af henvendelser fra deres kunder vil markere de europæiske varer med en sort stjerne, så det bliver nemmere at lægge dem i indkøbskurven.
For hov, midt i alt det med krudt og kugler har vi glemt kulturen, som hele Danmarks lommefilosof Svend Brinkmann påpeger i Weekendavisen, hvor han giver sit bud på en kulturel oprustning: Ifølge Brinkmann kan vi som europæere være stolte af både Immanuel Kant, H.C. Andersen, belgiske vafler og Shakespeares dramaer.
Som Weekendavisens journalist Lasse Winther Jensen påpeger, er Brinkmanns pensum en smule bagudskuende, og desværre har de fleste europæere nok brugt mere af deres liv på at slubre Coca-Cola og scrolle på vores iPhones end at læse Kritik af den rene fornuft. Det er dog ikke, fordi Europa ikke har forsøgt at gøre sig kulturelt relevante. I 2014 lancerede EU et projekt for at formulere et “ñyt narrativ” om Europa.
“Jeg tror på, at vores europæiske kultur er en ideel platform til at løse det 21. århundredes udfordringer. Jeg tror, at Europas fremtid vil være viden, kunst og videnskab. Jeg tror, det er meget vigtige bidrag, som vores vision af verden også kan give til nogle universelle værdier,” sagde den daværende formand for EU-Kommissionen José Manuel Barroso dengang.
Her i nutiden gør europæerne sig da også bemærkede på den kulturelle scene. Så sent som i tirsdags landede langlisten til den anerkendte litteraturpris, den internationale Bookerpris, hvor Europa var stærkt repræsenteret i form af alt fra danske Solvej Balles første bind i septologien Om udregning af rumfang til schweiziske Christian Krachts Eurotrash.
Men det tætteste, fælleseuropæisk kultur kommer på at konkurrere med amerikanernes afhængighedsskabende vanskabninger, er velsagtens Eurovision. Lørdag skal danskerne vælge den musikalske repræsentant, der i foråret skal sendes til Basel i Schweiz for at deltage i sangkonkurrencen, som er så europæisk, at USA simpelthen ikke fatter, hvad der foregår.
“Hvorfor er Eurovision en big deal? En guide til perplekse amerikanere,” lød det hos Washington Post i 2023, mens erhvervsmagasinet Forbes ligeledes har taget de stakkels “forvirrede” mennesker i hånden. Amerikanerne, der tror på engle og entusiastisk har stemt Donald Trump direkte ind i Det Hvide Hus, kan ikke begribe konceptet om en sangkonkurrence. Måske er det bare, fordi de ikke selv bliver inviteret?
Selv Vladimir Putin forstår musikkens magt. Rusland blev smidt ud af Eurovision som følge af landets fuldskalainvasion af Ukraine, men præsidenten vil i år genetablere Intervision, en sangkonkurrence fra Sovjettiden. Modsat Eurovision, som er kendt for at være glitret, queer og campet, skal Intervision fremme “traditionelle værdier”.
Det er heldigvis ikke de traditionelle værdier, der truer Eurovision. I The Guardian advarer kulturskribenten Stuart Heritage derimod om en overhængende trussel mod sangkonkurrencen: Maskotten Lumo, som værtsbyen netop har introduceret. Det animerede hjerte med store øjne og en hårpragt, der minder om den amerikanske præsidents, er ifølge Stuart “skræmmende” og “dit livs mest helvedesagtige angstdrøm”.
Mens de europæiske regeringsledere i disse dage forsøger at opretholde en nogenlunde takt og tone over for Donald Trump, holder Heritage sig ikke tilbage i sin kritik af Lumo, der bliver leveret i lidt for levende billeder: “Den ligner en normal maskot, der er blevet sendt frem og tilbage mellem teleporteringsmaskinerne fra The Fly, hvis maskinerne tidligere var blevet forurenet med klumper af råt kød og et par håndfulde kønshår.”
Heritage finder dog en overraskende mening med galskaben: “Europa er mere splittet, end det har været i årtier. En kontinental krig, som engang var en fjern mulighed, ser mere sandsynlig ud for hver dag, der går. Men intet forener folk som en fælles fjende. Hvis alle, uanset nationalitet, gik sammen om at hade Lumo, som den fortjener at blive hadet, er det ikke til at sige, hvad vi kunne opnå sammen.” Det er jo helt inspirerende, og er det ikke netop det, kulturen kan? /Emilie Ewald