Hvorfor bliver vi ikke vrede, når vores drikkevand indeholder pesticider?

I midten af januar kom en nyhed, som ikke fik den store opmærksomhed. I ly af den amerikanske præsidents indsættelse og dansk panik over situationen i Grønland landede en lille notits fra Miljøministeriet i min indbakke: Over halvdelen af de undersøgte drikkevandsboringer i 2024 indeholdt pesticidrester. Alligevel gik der ikke lang tid, før jeg igen drak vandet fra min vandhane, vel vidende at jeg måske vandede min krop med et kemikalie, som normalt bruges til at slå insekter ihjel.

Men det er der en forklaring på, mener Salvatore Paolo De Rosa. Han er postdoc ved Center for Applied Ecological Thinking (CApE) og har i sin ph.d. gransket forureningens rolle i samfundet. Her har han iagttaget sociale bevægelser og med egne øjne set, hvor svært det er at gøre modstand mod den forurening, som alle ved er der, men som de færreste ved, hvad de skal gøre ved.

“For det første foregår effekten af forurening over lange tidsperioder og forårsager en langsom vold, som ofte er svær at få øje på. Der er ingen stor eksplosion, som medier, civilsamfund og politikere kan samle sig om”, siger han og tilføjer:

“Og for det andet er det videnskabeligt meget svært at bevise, at det netop er en bestemt forurening, der har forårsaget den ene eller anden sygdom eller skade uden for et laboratorium. Det er meget komplekst at tjekke kausaliteten mellem forurening og den skade, den forvolder, da miljøet jo er fyldt med forskellige forureningskilder, som f.eks. det drikkevand, du nævner”

Vokset op i ‘affaldets by’

Salvatore Paolo De Rosa er født i Napoli, der i 00’erne blev kendt som ‘affaldets by’. Et navn, som byen fik på grund af de enorme bunker af skrald, som lå rundt i gaderne, og de mange åbne lossepladser i landområderne omkring byen. Her blev en masse skrald importeret fra nordlige og rigere italienske byer og ulovligt brændt af, hvilket udledte giftige gasser i luften og i jorden.

Oplevelserne fik De Rosa til fra en tidlig alder at engagere sig i sociale bevægelser, som kæmpede imod forureningen. Her så han, hvordan affaldet og forureningen havde direkte tråde til den italienske mafia, erhvervslivet og staten.

“Jeg voksede op med affald og forurening overalt og undrede mig over, om det var normalt, eller om Napoli var noget særligt – i en dårlig forstand. Men siden fandt jeg ud af, at det ikke var normalt” fortæller Salvatore Paolo De Rosa.

Derfor begyndte han sammen med mange andre aktivister at tage kampen op imod forureningen, mobilisere de lokale, arrangere demonstrationer og søge indsigt i, hvorfor Napoli og den omkringliggende region var så forurenet. Man opdagede, at både politi, mafiaen, erhvervslivet og en række politikere var med til at facilitere dumpningen af affald.

“For dele af erhvervslivet, der måske også har et lidt blakket ry, kan affald være mere værd end guld. Vi så, hvordan mafiaen hellere ville tjene penge på affald end på at sælge stoffer, fordi der både var en stor efterspørgsel og fordi der næsten ingen straffe var for at forurene”, siger han.

“Men dem mafiaen virkelig tjente penge på, var de store industrielle firmaer, som billigt kunne komme af med deres affald gennem kriminelle netværk.”

Afpresset af jobbet

Selvom affaldsproblemerne i Napoli er en ekstrem sag, vidner den om de forbindelser, der er mellem politik, forretning og affald. Det handler ifølge Salvatore Paolo De Rosa om de eksternaliteter, som enhver produktion skaber, hvad enten det er røgen fra skorstenen eller spildevandet fra fabrikken, som løber ud i lokalsamfundet:

“Folk har brug for et job for at overleve i det her kapitalistiske samfund, så det er svært at protestere mod den meget forurenede fabrik, hvis du også er afhængig af den for at få din løn. Og det ved både staten og ejerne af fabrikken. Det er en form for afpresning.”

Forholdet kan splitte en lokalbefolkning mellem dem, der klager over forureningen, og dem, som har allermest brug for at beholde jobbet:

“Man bliver fanget mellem fabrikkens forurening og ens jobsikkerhed. Det bliver udnyttet, da det er meget svært at leve uden et job”, siger han og tilføjer, at der har været mange miljømæssige sejre gennem tiden, som netop er blevet skabt af, at arbejdere er gået sammen og har krævet bedre miljørettigheder.

Splittelsen i lokalbefolkningen fører ikke kun til en konflikt mellem dem, der er for og imod fabrikken. Den kan også medføre, at mange mennesker, der bor i et forurenet område, begynder at normalisere forureningen. Ifølge Salvatore Paolo De Rosa er det for mange nemmere at ignorere forurening end at arbejde imod den. Også selvom det kan have store sundhedsmæssige konsekvenser.

“Mange mennesker ved godt, at forureningen skader dem, men de ignorerer det, fordi de ikke føler, de har magten til at ændre noget, og ikke har lyst til hele tiden at tænke på, at de bor i et forurenet område”, siger han og forklarer, at det også har indflydelse på de mennesker, der begynder at råbe højt.

“Derfor gider de heller ikke selv blive involveret i protester mod fabrikken. Og nogle begynder endda også at hade de mennesker, der råber op om forurening, fordi de minder dem om, at de bor i et forurenet område”.

Bevisførelsen skal vendes om

Det kan virke som en umulig knude at løse, når man skal mobilisere kræfter imod de selvsamme mennesker, man som ansat på en fabrik er afhængig af. Specielt på et område, hvor bevisbyrden fra forureningen også kan være tung og kompliceret at løfte. Det kræver både kemisk, juridisk og organisatorisk snilde, som kan være næsten umuligt at overkomme, hvis man på samme tid har et arbejde og et liv, der skal passes. Derfor ser Salvatore Paolo De Rosa også en nøgle til at komme forureningen til livs, hvis bevisførelsen for virksomhedens forurening vendes om, så det ikke er myndigheder og aktivister, der skal føre bevis for, om noget er forurenet eller ej.

“Ofte har virksomheder flere rettigheder end mennesker. Så når en virksomhed opfinder et kemikalie til at lave et produkt billigere eller hurtigere, har de ikke byrden til at bevise, at det ikke er sundhedsskadeligt. Det er et problem på et større europæisk niveau”, siger han og forklarer, at der ikke findes en lov, som pålægger virksomheder at bevise, at deres produkt er forsvarligt for både mennesker og planet.

“Vi burde have den omvendte tilgang til det her, hvor man fører et forsigtighedsprincip, så vi ved, at et kemikalie er 100 pct. sikkert før det kommer på markedet”.

Det ville, ifølge Salvatore Paolo De Rosa, også hjælpe på de usikkerheder, som er forbundet med at leve i et område, hvor man er økonomisk afhængig af at lade sin krop blive forurenet. Men som det er nu, kræver det et opgør med den allestedsnærværende forurening og den måde, vi lever på. Som privatperson er du nemlig nødsaget til at deltage i forureningen for at opretholde din tilværelse.

“Er du afhængig af din bil for dit arbejde, så slider du mikroplastik af dine dæk, som risikerer at ende op i hjernemassen på en anden person. Det er den virkelighed, vi lever i.”

“Men den erkendelse er også første skridt på vejen til at ændre den måde, vi har indrettet verden på.”

/Mads Thunestvedt Hansen

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Denne artikel bygger på arrangementet ‘In and Out of the Toxic Zone‘.