Måske var Pernille Vermunds afgangsopgave 'et vitalt, omsorgsfuldt projekt'

Føljeton arbejder på at få opført Pernille Vermunds afgangsopgave fra Arkitektskolen i København, ‘Ungdomsboliger til asylansøgere’, for tiden skriger på alternative og humanistiske løsninger.

I vores interview med Nye Borgerliges frontfigur fortalte hun, at hun så lidt på, hvad tegnestue Vandkunsten havde lavet, da skulle i gang med sin opgave tilbage i 2001: ”Jo. Jeg husker, at jeg var ret inspireret af, at Vandkunsten havde lavet en bygning ude på Christianshavn, en skole eller en børnehave, som havde noget mørk murværk, hvor de her kasser stak ud. Det passede ind i bybilledet, men når man kiggede op på den, kunne man se, at den var anderledes end de gamle bygninger,” sagde hun.

Vandkunsten blev grundlagt i 1970 af Svend Algren, Michael Sten Johnsen og Steffen Kragh og Jens Thomas Arnfred. Vi besøger her Jens Thomas Arnfred i hans hjem ved Frederiksholms Kanal i København for at høre mere om, hvad Pernille Vermund kan have været draget af ved Vandkunsten. Arnfred siger til os, at han er 70 år, men det kan ikke passe, for i de offentlige annaler står der, at han er født i 1947. Mens han taler – og han taler længe og hurtigt og højt og begejstret og indigneret og med mange indskudte sætninger – står han op ad køkkenbordet, for han har ondt i ryggen, siger han. Pernille Vermund arbejder som arkitekt i dag, hun har sin egen tegnestue, men vi aftaler, at vi kun taler om hendes afgangsopgave. Det har den fortjent.

Først forsøger vi at få hold på, hvad det kan være for et Vandkunsten-projekt, hun var tiltrukket af dengang i 2001.

”Det er altså mange år siden. Det kan være den delvist nedgravede børnehave, vi lavede i 2000 bag vores boligbebyggelse for AKB i Prinsessegade. Men hvad det er for nogle kasser, der stikker ud, som hun refererer til, det ved jeg ikke. Måske tænker hun på boligernes balkoner ud til gaden,” siger Jens Thomas Arnfred. ”Hvis det er på Christianshavn, kan det også godt være det lidt her-kommer-jeg-agtige blå hjørne, som ligger over for den gamle filmskole, som var sådan et postmoderne skrig i natten. Men jeg er sådan set også ligeglad. Det er da bare dejligt, at man kan inspirere.”

Men…

”Og da specielt, hvis inspirationen bliver forfinet eller forædlet eller udviklet. Arkitekter tyvstjæler med arme og ben. Det gør vi også på Vandkunsten. Faget ville stå ganske stille, hvis vi ikke tillod os at blive inspireret. På stuen plejer vi at hævde, at vi ikke har noget imod efterligninger. Bare der er tale om forbedringer. Men jeg kender helt ærlig ikke det afgangsprojekt, som vi taler om. Men, kort før du kom, tillod jeg mig at gå ind på hendes hjemmeside. At dømme efter det, jeg så, har hun ikke fået meget ud af den inspiration. Måske kunne vores samtale allerede stoppe her?”

Kan du beskrive, hvad Vandkunsten står for rent arkitektonisk? Det lyder, som om I har stået for det samme gennem alle årene.

”Der kan sikkert siges på mange måder. Selv har jeg trukket mig fra Vandkunsten og startet mit eget lille arkitektfirma.”

Ville nedlægge kapitalismen

Hvordan begyndte I?

”Vi startede med at ‘ikke finde os i ret meget’. Rigtig 68-agtigt, ikke? Ikke finde os i det snorlige kranspor, ikke finde os i montagebyggeriets ensformighed. Det viste sig heldigvis, at Philip Arctander der var en skarp hjerne og direktør ude på Statens Byggeforskningsinstitut (BFI), også var indigneret. Han tog initiativ til at udskrive en idékonkurrence om noget, han kaldte tætte lave boligformer, fordi han kunne se, at det repetitive og snorlige byggeri manglede variation og oplevelsesrigdom. Vi vandt konkurrencen, der senere blev til vores vores førstefødte, Tinggården, nede i Herfølge lige syd for Fingerplanens tommelfingernegl. Dér byggede vi små, beskedne almene boliger opdelt i familiegrupper med alternativ energi og solfanger og fælleshuse omkring gyder og gårdsrum med landsbyen som forbillede. Det blev forfærdeligt skældt ud af arkitektstanden. Fordi man dengang læste den romantiske tilgang tit boligbyggeriet som noget, der forbrød sig mod arkitekturens formelle spilleregler. Vi erklærede frejdigt burhønsebyggeriet krig og øvede os i at ’menneskeliggøre’ byggeriet i plan, snit og opstalt. Det var noget med kærligheden til det ’frønnede bræt’ og noget med at påvise, at skønheden ikke alene kunne måles på boligens udstyr og størrelse. Der var en vis gadedrengeagtig tilgang til det hele, som langsomt gav pote, fordi vi insisterede på at eftervise, at oplevelsesrigdom og variation i det bebyggede ikke var umulige størrelser, selv om de økonomiske midler var beskedne. Det, vi byggede, blev efterhånden elsket af beboerne, og vi banede vejen for beboermedbestemmelse, beboerdemokrati, selvbestemmelse og decentralisering og alternativ energi.”

Jens Thomas Arnfred sætter hånden op ved siden af munden, som om han siger noget, der ikke tåler dagens lys: ”Og vi ville også nedlægge kapitalismen og alt muligt – det viste sig bare lidt svært.”

”Men Philip fra Byggeforskningsinstituttet lagde ryg og brystkasse til eksperimentet. Det var altså den danske stat, der tog sådan et initiativ. Kan du forestille dig noget tilsvarende i dag? Nej, det kan du ikke, vel.”

Jens Thomas Arnfred taler videre. Han taler med tusind indskudte sætninger – om Tinggården, om ”arealundersøgelser, der prøvede at påvise, hvordan man kunne rykke tættere sammen”, om alternative måder at bo på. Om forskellen mellem by og land, om hvordan Vandkunsten ønskede at ”gøre de små rum mindre og de store rum større”, om betydningen af det sociale rum og om at tydeliggøre ”overgangen mellem det bebyggede og det ubebyggede”.

”Dengang troede vi stadigvæk på, at danmark skulle overleve som et landbrugsland, og at det gjaldt om at rykke tættere sammen for at frilægge større, sammenhængende landbrugsarealer. Vi tilbad ikke ligefrem parcelhusbyggeriet. Og sagde ‘nej for faen – ikke flere 800 kvadratmeter parceller, hver gang vi skal bygge en skide bolig,’ med bøgehæk, flisegang og alt det pis. Det var en slags tidligt opgør med en selvtilstrækkelighed, en slags borgerlighed, som vi syntes havde indfundet sig i vores bosætning. Og så udviklede vi tætte, lave boliger, der var inspireret af alt andet end matrikelskel og ejendomsret. I konkurrencen lavede vi nogle syrede organismer, nogle helt tætte strukturer, som var højt industrialiserede – det var krydsfinér på nogle svævende dæk og nogle søjler på 6×6 meter, og der var hverken ejendomsret, perlegrus i indkørslen eller brede, asfalterede veje. Der var heller ikke nogen skoler, fordi vi sagde: ‘ah, undervisning, det kunne da i princippet foregå på nogle væltede træstammer ude under åben himmel…’ Og der var både højskole og kulturradikalisme  i en samlet forestilling om at nu, NU må alle da kunne se, at velfærden er andet og mere end at rive ting ned fra hylderne og fylde boligen med polstrede sofaer og tv-skærme og alt det der. Det kom der fandme et æstetisk udtryk ud af, som sådan set har båret Vandkunsten siden.”

”Det eneste, vi ikke har tegnet, er borde og stole, og som vi siger, så er der måske også nok af den slags i den her verden. Vi prøvede småholistisk at se vores morænebakker, mærke årstiderne, se lysindfaldene og få mellemrummene i spil, som kunne flytte interessen fra bankerne indlånsrente til en æstetik, der var vedkommende for folk, som de er flest. (). Og vi snakkede om det folkelige, og vi snakkede om fru Jensen, og vi sagde tak til kolonihavebevægelsen og mente nok, at det ikke kun var juristerne og den strivrede skjorte, der skulle bestemme.”

”I dag er det hele mere mudret. I dag er der knapt nok noget, der hedder arbejderbevægelsen. Det er svært at lave kunstnerisk beåndede synteser i det udlignede rum. Der skal være noget, man kan solidarisere sig med for at få hånden til papiret. Forstår du?”

Jaja. Men det er jo tilbage i 70’erne. Det, Pernille Vermund har set, og er blevet inspireret af, er noget, I har lavet i 90’erne. Tror du bare, det er det byggeri, der har inspireret hende, eller er det mon hele Vandkunsten-tankegangen?

”Det er ikke til at vide, for jeg har ikke set hendes afgangsprojekt. Men efter hendes hjemmeside at dømme har jeg vanskeligt ved at se, hvad det var, hun var blevet inspireret af.”

”Det er klart, at drømmene for 70’erne om at flytte frodige fællesskaber ud på landet har lidt skibbrud. Der var ikke noget galt med at flytte tættere sammen, og bekymringen om det sociale rum er vel stadigvæk et issue? Men nu peger CO2-regnskabet og alle de andre ’regnskaber’ på, at væksten skal ske i byerne. Heldigvis er Vandkunstens yngre partnere mere realistiske og mere hardcore. Jeg tror, der står på hjemmesiden allerede på forsiden – og nu citerer jeg som sædvanligt ikke korrekt – noget i retning at ‘vi tegner til verdens ende, men når vi har bygget, så trækker vi os, og så tilhører det fællesskabet.’ Det er da smukt. For uanset at det koster røven ud af bukserne, uanset at investorerne kommer og kræver alt muligt – uanset djøf’iseringen, og den private ejendomsret osv. – må vi da om det bebyggede sige, at det tilhører fællesskabet. Jeg mener, at byggeri er kulturarv, og at kulturarven tilhører os alle. Vi tyvstjæler jorden, når vi bygger, og derfor skal vi give noget tilbage. At give er det modsatte af at kræve ind. At bygge er at sige tak, fordi vi fik lov. Hvis taknemmelighed var lidt mere i vælten for tiden, er jeg sikker på vi kunne bygge mere elskeligt.”

Omsorgen i Vermunds afgangsprojekt

Men hvad mener du om de drømme om en bedre tilværelse for nogle udsatte mennesker, der ligger til grund for Pernille Vermunds afgangsopgave? De lyder da meget gode og i tråds med Vandkunstens tanker?

”Titlen på hendes afgangsprojekt fejler ikke noget. Hvem ved. Måske var Pernille Vermunds afgangsprojekt et vitalt, omsorgsfuldt projekt. Det kan ikke være forkert at drømme. At bygge er at realisere sine drømme. Nogle gange lyder den venstreorienterede retorik som ren borgelig propaganda. Og omvendt! Der er følelser i spil på begge de politiske fløje. Hvis vi skal inspireres, må det afgørende være, hvordan drømmene bliver ført ud i livet.”