Farvel, brev

Vi lever i en dramatisk og omskiftelig tid. Verdensordenen smuldrer for øjnene af os, og mange har en følelse af, at snart bliver intet som før. Den urovækkende fornemmelse blev bekræftet, da endnu en omgang breaking news landede torsdag morgen: Fra nytår sender PostNord ikke længere breve.

Nyheden er lige dele trist og forudsigelig. Postvæsenet vil afskedige 1.500 medarbejdere i løbet af 2025, og de tilsvarende 1.500 røde postkasser rundt omkring i landet ryger også på historiens mødding. Som mange medier allerede har slået fast, er firehundrede års dansk posthistorie forbi.

“Hvordan kunne det gå så galt?” spørger DR og understreger melankolien. Ifølge PostNords chef Kim Pedersen skyldes det primært digitaliseringen. Danskerne modtager i snit ét fysisk brev om måneden, hvilket er for lidt til en bæredygtig forretning. I stedet står den delvist statsejede virksomhed klar som Temus og Amazons lystige lejesvend, når den fremover kun vil fokusere på pakkelevering.

Men hvad er et postvæsen egentlig uden breve? Hvis PostNord er en menneskekrop, er brevene velsagtens hjertet. Nu flået ud og fortæret af markedets glubske løver, hvorefter kroppen vandrer videre som en profitstyret zombie uden eksistensberettigelse.

SVM-regeringen har også en vigtig rolle i den makabre fabel. Nemlig som dyrepasseren, hvis fremmeste opgave er at tilfredsstille løvernes sult. I 2023 liberaliserede, eller “frisatte” regeringen postmarkedet. Den fratog PostNord et trecifret millionbeløb i årlig statsstøtte og afskaffede statens pligt til at sikre postlevering i alle afkroge af landet. Loven gjorde det markant dyrere at sende breve, og PostNord røg ud i en nådesløs konkurrence med private leverandører.

Regeringen var formentlig klar over, at de gav PostNord et dødbringende stød. Altinget har fået aktindsigt (betalingsmur) i interne dokumenter, som viser, at transportminister Thomas Danielsen (V) inden postlovens vedtagelse blev advaret om, at den ville fjerne PostNord fra brevmarkedet. Ministeren virker da heller ikke hverken bekymret eller overrasket i sin reaktion på virksomhedens beslutning: “Der er et frit marked for både breve og pakker,” siger han og understreger, at man fortsat kan sende og modtage breve via private distributører.

Indtil videre har distributionsvirksomheden DAO meldt ud, at de står klar til at overtage brevomdelingen, som dermed ikke helt er klar til den historiske mødding, men vil leve midlertidigt videre i en mere senkapitalistisk udgave. DAO’s nært forestående monopol er ikke helt uden bekymringer. I skrivende stund findes der ca. 280.000 danskere, som stadig er afhængige af fysiske breve for at kommunikere med bl.a. myndigheder og pårørende. Som formand for 3F Post, Dzevad Ramic, siger: ”Det betyder de facto, at vi vil stå med et privat monopol på kritisk infrastruktur.”

Skulle det vise sig, at DAO vil bruge deres monopol til at hæve priserne på brevlevering, bør regeringen selvfølgelig gøre sit for at inddæmme markedets grådighed. Det ændrer dog ikke på, at PostNords afsked med brevene virker som begyndelsen på et endegyldigt dødsstød til brevenes tidsalder. Antallet af årligt sendte breve er faldet med 90 pct. siden år 2000, og 95 pct. af danskerne siger, at de foretrækker ikke at modtage fysisk post. I det lys er det bare svært at forestille sig en ivrig iværksættertype dukke op i DR-programmet Løvens Hule med det nye, friske forretningskoncept: Tilbage til brevene!

Man ser fremtiden for sig. Nostalgiske og grådkvalte forældre, som forgæves forsøger at forklare deres børn fremmedartede fænomener som brevsprækker, Postmand Per og den halvklamme smag af et frimærke, der klistrer til tungen. Projektet er håbløst. For de kommende generationer vil det være noget nær ubegribeligt, at vores fjernkommunikation engang hovedsageligt befandt sig i små, firkantede konvolutter. Så farvel, brev. For nostalgikeren vil du leve videre som et minde om en svunden æra, hvor alting gik behageligt langsommere. Et lille, men kærkomment anker i en omskiftelig tid, hvor verdensordenen slår sprækker. /Claes T. Sørensen