Glem de fattige

Historien gentager sig – og en sjælden gang imellem med et lykkeligt twist: Donald Trump står til at tabe morgendagens præsidentvalg, på præcis samme måde som Al Gore tabte i 2000. Dengang viste fintællingen, at Al Gore ganske vist havde fået flest stemmer i hele USA, men lige akkurat manglede 537 stemmer i Florida.

Havde den grønne kandidat Ralph Nader ikke stillet op, ja, så ville George W. Bush heller aldrig være blevet præsident. Ganske enkelt. For dengang kaprede tredjeparti-kandidaten Ralph Nader i alt 97.488 stemmer i Florida og fik samlet set 2,7 procent af stemmerne tværs over Amerika. Nader stod ene mand i vejen for Gore.

‘The Donald’ ville også være sikker på at blive valgt som USA’s præsident her i morgen aften, hvis ikke lige det havde været for den libertære spielverderber Gary Johnson. Destruktive tredjeparti-kandidater i et valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse er derfor den næstsidste joker #6 i Føljetons nedtællings-liste over udslagsgivende faktorer, der afgør præsidentvalget.

I det angelsaksiske valgsystem er det nemlig rent matematisk ikke kun dem, som undlader at stemme, der afgør valget, men i allerhøjeste grad også dem, der stemmer på kandidater, som blokerer for andre. I år er det ret beset hverken de fattige, kvinderne, latinoerne eller afro-amerikanere, som udgør den mest udslagsgivende vælgergruppe, men snarere Johnson-vælgerne.

Den 63-årige tidligere guvernør i New Mexico, Gary Johnson, har fat i en betydelig gruppe af borgerlige vælgere, som hverken er ultrakonservative, desperate eller tilfredse med tingenes tilstand, og som samtidig nægter at stemme på både nationalpopulisten Donald Trump og den moderat-pragmatiske Hillary Clinton. I stedet ønsker Johnson-vælgerne at protestere mod disse to sølle valgmuligheder og derved ruske op i systemet.

Effekten tegner til at være stærk nok til at holde Trump fra magten. Selv om man ikke kan slutte sig til, at alle Johnson-vælgere ville stemme republikansk, ja, enkelte målinger har sågar vist, at Clinton mister lige så mange stemmer, så er den tidligere republikaner trods alt mest til fare for ‘The Donald’. Gary Johnson er den uafhængige kandidat, som giver borgerlige vælgere et konkret alternativ til Trump.

Lad os kigge på nogle af de altafgørende ‘battleground states’, også kaldet ‘svingstater’, hvor Hillary Clinton nu ser ud til at ville klare skærene: Hvis Johnson-vælgerne i Florida (med 29 electoral votes ud af 538) svingede over til Trump, ville Clinton pludselig tabe klart: 48,1% mod 50,7%. Hvis Johnson-vælgerne også i Pennsylvania (med 20 electoral votes) skiftede til Trump, ville Clinton tabe: 47,1% mod 47,9%. Også i New Hampshire (4 electoral votes) ville Trump sejre: 46,7% mod 52,1%. Endnu mere markant i New Mexico (5 electoral votes): 44,9% mod 53,8%. Hvis blot nogle af disse dominobrikker væltede væk fra Hillary Clinton, ville Donald Trump triumfere. Klart.

Mønsteret i morgen kan altså meget vel ende med at blive en gentagelse af 2000-valget, hvor det var tredjeparti-kandidaten Ralph Nader, som reelt stoppede Al Gore – for i stedet at bane vejen for George W. Bush og dermed en række ulyksalige krige. Eller lige ved og næsten en gentagelse af 1996-præsidentvalget, hvor Bill Clinton kun lige akkurat blev genvalgt, fordi den uafhængige forretningsmand Ross Perot – som sjovt nok førte valgkampagne på de samme paroler som Trump – fik blokeret republikaneren Bob Dole.

Historien viser, at det er tæt på umuligt at vinde for en amerikanske præsidentkandidat, hvis en tredjeparti-kandidat fisker stemmer i nogenlunde samme ideologiske terræn, og dét er i tilstrækkelig grad tilfældet i år: Hvis Gary Johnson enten havde valgt ikke at stille op eller ikke lige nu på landsplan stod til at få op mod fem procent af stemmerne, ville 70-årige Donald John Trump vinde ganske komfortabelt. Johnson er den sande joker.