Hvordan laver man en film uden penge?

Det er nok meget sigende som dansk journalist at påbegynde en tekst om grønlandsk filmproduktion ved at henvise til en dansk film om Grønland. Men for nylig stødte jeg altså på Erik Ballings film Qivitoq – Fjeldgængeren, som er noget så besynderligt som en dansk romance fra 1956, der foregår i Grønland.

Poul Reichhardt spiller en knotten udstedsbestyrer i byen Sermilik. Her prøver han at overbevise sin ven og semi-protegé Pavia, der er grønlænder, om at sælerne er ved at forsvinde, og Pavia derfor skal satse på fiskeri. Men Pavia er jæger og ikke fisker, og da han kommer hjem efter sin første fisketur uden fangst, føler han sig ydmyget og forlader kæresten Naja til fordel for en ensom tilværelse i fjeldene for at blive qivitoq – fjeldgænger.

Sideløbende ankommer Eva Nygaard (spillet af Astrid Villaume) til Grønland fra Danmark for at besøge sin forlovede, lægen Erik. Da hun går i land, finder hun dog hurtigt ud af, at Erik er rykket videre til en af sygeplejerskerne. Eva overvældes hurtigt af øsamfundets sladder, og kolonibestyreren Mariboe får hende derfor sendt til Sermilik, hvor der måske er bedre chance for at finde en båd tilbage til Danmark. De afgår jo ikke hele tiden.

Erik Balling indrømmede siden selv, at filmen ikke rigtig fungerede, hvilket måske også skyldes filmens ambitiøse balancegang i at ville introducere danskerne til grønlandsk kultur uden selv at forstå den, samtidig med at den ville være en klassisk, dansk romantisk komedie.

Ulige forhold

Qivitoq er i dag mest kendt for at være den første danske film, der blev nomineret til en Oscar, men filmen er til trods for sin endimensionalitet også på mange måder symptomatisk for det danske forhold til grønlandsk film. Siden Peter Elfelt første gang filmede Grønland i 1897, har grønlandsk film længe været defineret af udenlandske aktører, der tog op i det høje nord for at filme fjelde og fjorde.

En tendens, der har præget grønlandsk film helt op til i dag, hvilket i det korte og lange skyldes penge. Eller mangel på samme. For de grønlandske filmfolk har finansieringen længe været i problem. Som formand for landets filmbrancheforening film.gl, Klaus Georg Hansen, har beskrevet det i et interview med avisen KNR, så har filmproduktion i Grønland været et ”gedemarked” og et ”tag-selv-bord” for udenlandske produktioner: ”Man har bare kunnet komme hertil og filme det, man ville uden at ligesom levere noget til samfundet her. Det vil blive anderledes.”

Men snakker man om grønlandsk filmproduktion, bliver man også nødt til at sondre.

Der findes nemlig ”grønlandsfilm”, som er udenlandske filmproduktioner filmet i Grønland, såsom Qivitoq. Og så er der ”grønlandske film”, som er, ja, grønlandske film. Distinktionen er temmelig vigtig, især økonomisk. Førstnævnte, der også tæller danske produktioner på Grønland, har nemlig væsentligt andre – og markant bedre – økonomiske forudsætninger.

Landets første spillefilm Nuummioq fra 2009 er et meget godt eksempel på de grønlandske filmforhold. Instruktør Otto Rosing og producer Mikisoq Lynge insisterede på, at filmen skulle være 100 pct. grønlandsk finansieret, hvilket betød, at de 4,2 mio. kroner som filmen kostede, skulle samles sammen igennem alle mulige kilder. Den er derfor finansieret af både Selvstyret, Grønlands Turist- og Erhvervsråd, Grønlandsbanken og lokale sponsorater fra bl.a. en svømmehal.

I modsætning til udenlandske produktioner, og herunder danske, så har der ikke været en offentligt finansieret filminfrastruktur på Grønland. Og til trods for Rigsfællesskabet og egen mangel på et filminstitut, så har grønlandske filmskabere ikke mulighed for at søge midler ved Det Danske Filminstitut som følge af den danske filmlov, hvilket har efterladt den grønlandske filmbranche et sted uden midler. I 2022 blev den nordiske filmpulje Norddokk II introduceret for at sætte fokus på både færøsk og grønlandsk film. Da puljen udløb sidste år, var der søgt 50 mio. kroner til filmproduktioner i de to lande, ud af de afsatte 27,1 mio. kroner fra den danske finanslov.

”Norddok viser, at der er et kæmpe behov for at fortælle vores egne historier både i Grønland og på Færøerne. Men Norddok er slet ikke nok,” sagde den grønlandske filmproducer Emile Hertling Péronard, der er medstifter af produktionsselskaberne Ánorâk Film og Polarama Greenland, til KNR sidste år. De samme finansielle problemer blev også beskrevet i 2023 af en grønlandsk arbejdsgruppe nedsat af Naalakkersuisut, der kom med en række anbefalinger til, hvordan grønlandsk filmproduktion kunne støttes fra 2023: nemlig at grønlandsk filmproduktion mangler en offentligt finansieret filminfrastruktur. Det til trods for, at især grønlandske kortfilm i de sidste par år har fået en større international bevågenhed.

En af de kortfilm er Ivalu fra 2023 om en ung pige, hvis søster forsvinder – den første grønlandske film til at blive nomineret til en Oscar. En anden er Entropy (2024) om, hvordan klimaforandringerne påvirker inuit, af Inuk Jørgensen, som pt. er at finde rundt på diverse filmfestivaler.

Den 20. november sidste år fik Grønland så sin første filmlov, og med den også Grønlands Filminstitut, der åbner den 1. januar 2026. Men hvor mange penge der vil blive afsat til instituttet og grønlandsk film på finansloven, er stadig uvist. Indtil da kan man med fordel se nogle af de mange grønlandske film, der er spiret frem trods dårlige økonomiske forudsætninger. Og så måske gemme Qivitoq til en anden gang. /Astrid Plum