Skrøbelige forbindelser

Mellem 95 og 99 pct. af alle tweets, memes, YouTube-videoer, video-opkald, TikToks, nudes, film, e-mails og finansielle transaktioner  flyder igennem kabler på havets bund, der ikke er meget bredere end en haveslange. Over halvanden million kilometer fiberoptiske kabler ligger her på kryds og tværs og forbinder verdens kontinenter og lande til hinanden – og til internettet.

Det længste undersøiske internetkabel i verden, SEA-ME-WE3, starter i toppen af Tyskland, hopper ned til Belgien og derfra til Storbritanniens kyst, hen over Den Engelske Kanal til Frankrig og passerer yderligere 33 steder – herunder Suez i Egypten og Hong Kongs Deep Water Bay – før det endelig lander i et datacenter i Okinawa, Japan.

Det tog fire år og flere forsøg at lægge det første meget lange kabel langs havets bund i 1858. Det krævede to skibe, der sejlede fra henholdsvis Storbritannien og den amerikanske østkyst. Første gang var kablet ikke langt nok, det andet knækkede, det tredje blev tabt for tidligt i vandet, og i fjerde forsøg var de to kabler ikke kompatible. Da de to skibe endelig mødtes på midten af Atlanterhavet og forbandt telegrafkablerne, kunne Englands dronning Victoria sende verdens første transatlantiske SMS: “Glory to God in the highest; on earth, peace and good will toward men.” 16 timer senere landede beskeden hos USA’s daværende præsident James Buchanan.

Nu tager det et splitsekund, og der er flere direkte linjer mellem Nordamerika og EU på kortet over de omkring 550 nuværende undersøiske internetkabler. Ligesom alle andre kort er det mere end informativt. Det afslører, hvilke dele af verden der er mest interesserede i hinanden. EU har 39 undersøiske kabler, der udelukkende forbinder medlemslandene, og der er 23 kabler mellem EU og Storbritannien. Kortet over kablerne ligner tilsvarende kort over flyruter og handelsruter. Vi tegner de samme streger i luften, på vandoverfladen og på havets bund.

Kablerne er dog på mange måder udsatte: Internettet bliver angrebet af hajer, afbrudt af skibsankre, fanget i fiskenet og kortsluttet af jordskælv. Omkring hundrede gange om året er der et brud på et kabel, men vi bemærker det sjældent, da vores data ofte kan tage en alternativ rute. Men hvad gør man, når man er placeret i udkanten af det ellers tæt sammenflettede netværk? Eksempelvis måtte østaten Tonga klare sig i to uger uden internet, da et vulkanudbrud ødelagde det 830 kilometer lange undersøiske internetkabel til Fiji. Og så er der Grønland, der kun er forbundet til omverdenen af to kabler.

Grønland uden internet

I 2019 var der et brud og fejl på søkablet mellem Grønland og Island. Reparationerne, der udføres af specialbyggede skibe, tog mere end tre måneder og blev forsinket af både havis og vejr. Nuuks befolkning var derfor afhængig af forbindelsen til Canada, som én enkelt gang også gik ned. “En kollega fra udlandet spurgte, om det var ligesom at være tilbage i 80’erne, uden dankort og uden internet, men konsekvenserne er meget større nu. I 80’erne gik man rundt med kontanter i lommen. Nu har vi opbygget samfundet i Grønland og i Danmark til at være afhængigt af internettet, og derfor bliver konsekvenserne store, når det forsvinder. Så det er ikke bare ligesom at være rejst tilbage i tiden”, siger Signe Ravn-Højgaard, der har skrevet sin ph.d. på universitetet Ilisimatusarfik i Nuuk og er medstifter af tænketanken Digital Infrastruktur.

Dagen inden vi taler sammen er det danske teleselskab TDC i gang med at opdatere deres netværk. “Det er der ikke nogen, der hører om i Danmark, for det betød sikkert bare, at din internetforbindelse var lidt langsommere i går aftes, fordi data tog en alternativ rute”, siger Ravn-Højgaard. “Når jeg underviser i Grønland, så ved alle studerende, at internettet kommer gennem søkabler. Når internettet går ned ét sted, men ikke et andet, så begynder man at overveje og forstå, hvordan det egentlig fungerer. De fleste i Grønland kan pege på det fjeld, hvor deres radiomast står, mens de færreste i Danmark ville kunne pege på den mobilmast, som deres 5G-internet kommer fra.”

Ifølge Ravn-Højgaard kan teknologisk udvikling og det danske forsvarsforlig forbedre forbindelsen til Grønland, men det er blevet meget dyrere at anlægge nye søkabler: “Priserne på at bygge dem bliver presset, fordi rigtig mange af de nye søkabler bygges af de store techgiganter og optager al kapaciteten hos de virksomheder, der anlægger søkabler”, forklarer hun.

Kablerne på havbunden har tidligere været primært privatejede af nationale teleselskaber, men de seneste par år er techgiganter som Alphabet (Googles moderselskab), Meta, Amazon og Microsoft rykket ind på markedet. Faktisk ejer eller lejer de tilsammen mere end halvdelen af de nuværende kabler på havbunden. Udover at eje dine data, din tid og måske din sjæl, er det i stigende grad også techgiganterne (og milliardærerne), som ejer internettets infrastruktur – og dermed påvirker lande som Grønlands mulighed for at forbinde sig til omverdenen.

/Emilie Ewald

Artiklen her er en lidt redigeret udgave af teksten “Internettet findes” , som vi første gang bragte i vores Sommerskole om flet.