Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I virkeligheden siger det nok en del om Danmarks pinligt stedmoderlige forhold til Grønland, at det parti, som måske er blevet omtalt mindst i de danske medier – særligt sammenlignet med regeringspartierne Inuit Ataqatigiit (IA) og Siumut samt det populistiske Naleraq – også er blevet det klart største parti ved valget til Inatsisartut. Lige knap 30 pct. har stemt på borgerlige Demokraatit i det, der allerede er blevet døbt et jordskredslignende valg. Lektionerne står nu pludselig i kø. Vi kan jo tage en hurtig optælling:
1) I sidste ende var det alligevel – som ved praktisk talt alle andre demokratiske valg i historien – økonomien, der virkelig betød noget for vælgerne. Grønlænderne stemmer tilsyneladende lige så meget med blikket stift rettet mod pengepungen og de hjemlige forhold, som på abstrakte ideologiske diskussioner om selvstændighed. For første gang får et borgerligt-liberalt parti mest at skulle have sagt i landet, med diverse reformer til følge. Anført af den blot 33-årige partileder (og badmintonspiller) Jens-Frederik Nielsen er forventningen, at Grønlands regering, Naalakkersuisut, i større grad vil tilgodese det private erhvervsliv, og fx give markedskræfterne mere frit spil i fiskeriet.
2) Når der ikke bliver lavet meningsmålinger, er der sjovt nok heller ingen, der aner, hvordan valget vil udspille sig – og da særligt ikke danske kommentatorer, som normalt kun kaster sporadiske blikke på Grønland. Eller som DR’s internationale korrespondent Steffen Kretz lakonisk udtrykker det: “Det er kommet bag på alle inklusive formanden for Demokraatit, at han har vundet.” Heldigvis har vi dog Venstre-formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen, der med en tydelig kendermine formår at skære ind til benet: “Det er et resultat, som kommer til at lave om på grønlandsk politik forstået på den måde, at der jo kommer en ny regering nu”. Så kom ikke og sig, at danske politikere ikke ved noget om Grønland!
3) Som vi også har set ved de fleste andre nylige valg i Europa, er det bare ikke sjovt at være regeringsparti. Både IA og Siumut er gået markant tilbage, mens proteststemmerne har katapulteret oppositionen frem. Lige så opsigtsvækkende som Demokraatits sejr er, lige så opsigtsvækkende er det, at Naleraq er blevet andetstørste parti med 24,5 pct. af stemmerne, og altså har overhalet begge de røde partier indenom. Dermed ikke sagt, at alt er tabt for SF’s detroniserede søsterparti IA: Slutresultatet kan snildt blive en grønlandsk udgave af en Große Koalition, hvor både de blå og røde kræfter går sammen i en stabilitetssøgende flertalskoalition.
4) Rigsfællesskabet lever stadig, i hvert fald på lånt tid. For selvom Demokraatit går ind for grønlandsk selvstændighed, virker Jens-Frederik Nielsen ikke til at have travlt: “Vi er gået til valg på, at vi skal have en rolig kurs i forhold til USA. Og i forhold til statsdannelse der skal vi først bygge fundamentet. Vi skal ikke bygge huset fra skorstenen og ned. Det kommer til at danne grundlag for vores forhandlinger”, lyder det fra valgets store sejrherre. Tiden må vise, om ejendomsmogulen Donald Trump er lige så tålmodigt indstillet – eller om han snarere vil opføre sig som Bamse, der lige har fået væltet sin imaginære skorsten. Tilsvarende må vi vist vente og se, om Danmark mestendels vil spille Kylling i det scenarie.
Om ikke andet kan statsminister Mette Frederiksen (S) i første omgang glæde sig over, at valget jo ganske behændigt kan fjerne fokus fra den nedslående klimamelding, regeringen kom med tirsdag: Nemlig at planerne om at etablere en 100 procent grøn fly-indenrigsrute i 2025, som Frederiksen højtideligt bebudede i sin nytårstale tilbage i 2022, alligevel ikke bliver til noget. Ja, det er nok meget godt, at medieblikket er rettet mod nord snarere end op i skyerne, for nærlæser man flyfortællingen, fremstår den forbløffende molbo-agtig.
Problemet er, at det ifølge de internationale flyregler faktisk kun er tilladt at bruge 50 pct. grønt flybrændstof, hvilket også allerede var tilfældet, dengang regeringen lovede de 100 pct. i regeringsgrundlaget. Derfor er man, som transportminister Thomas Danielsen (V) forklarer, blevet nødt til at sadle om med en alternativ løsning: “Planen var, at et fly skulle flyve på 100 procent grønt brændstof. Nu bliver det så to fly, som flyver på 50 procent grønt brændstof.”
Fair nok, på papiret går matematikken vel op. Ja, altså bortset fra, at den biobrændsel bestående af bl.a. fritureolie og animalsk fedt, som man har tænkt sig at bruge, i sig selv er problematisk – for spørger man Henrik Wenzel, professor ved Institut for Grøn Teknologi på Syddansk Universitet (sådan som DR har gjort), er den potentielt mere klimabelastende end helt almindeligt flybrændstof. Fritureolien er nemlig lavet på palmeolie, som både kan give en større CO2-udledning og mere beskadiget biodiversitet som følge af den medfølgende skovrydning. Så hvis der pludselig kommer et nyt marked for fritureolien, “kan det bare føre til, at der kommer mere palmeolie på markedet, og det er meget klimabelastende”. Hvilket fører til en iskold konklusion fra klimaforskeren: “dybest set skulle man bare lade være.”
Tænk engang: Ikke nok med, at selve idéen om “klimavenlige” indenrigsfly er håbløs (hvad blev der af toget?), så kan SVM-regeringens halvbagte indsats faktisk også ende med at gøre mere skade end gavn. Man begynder at forstå, hvorfor så mange grønlændere ikke længere ønsker at være under Danmarks vinger. /David Dragsted