Mentorordning hjælper unge kriminelle

11 mennesker sidder stuvet sammen om et stort ovalt bord i et nedlagt butikslokale på Ryesgade i København. Fire kvinder og syv mænd. En ung kvinde med tørklæde og en ældre mand med alpehue. Fyre i dynejakker og fyre med hornbriller. Men det er ikke kun udseende og køn, der adskiller mødedeltagerne. Også deres baggrunde vidner om et sjældent blandet crowd. Om bordet sidder både en imam og et par kristne præster. En jurastuderende og en tidligere kriminel. Etniske danskere og danskere med minoritetsbaggrund. Socialrådgivere og teologistuderende. Nogle har været med i fem år, en er til sit første møde. Fælles for dem er, at de alle er frivillige mentorer i foreningen Katalysator, der arbejder med unge kriminelle, og som har kontor her. Lissi Rasmussen, der er fængselspræst, har startet foreningen og styrer denne måneds mentormøde, der så småt skal til at begynde.

Katalysator er en frivilligt drevet organisation, der hører under Center for Sameksistens. Katalysator blev grundlagt i 2011 og består i dag af omkring 25 faste frivillige mentorer, der hver har tilknytning til en eller flere unge indsatte eller eksindsatte, der ønsker at komme ud af det kriminelle miljø. Det er primært unge med minoritetsbaggrund, Katalysator arbejder med. På grund af deres kriminelle baggrund opfattes denne gruppe som radikaliseringstruede.

Lissi Rasmussen har arbejdet med unge indsatte i 28 år og fik ideen til Katalysator, efter at hun i 2010 lavede et forskningsprojekt for Københavns Fængsler, hvor hun interviewede en række unge kriminelle, der sad inde for alt fra narkotikabesiddelse og vold til mord.

”En stor del af dem, jeg talte med, havde enormt meget potentiale for at få et godt liv. De havde drømme og ambitioner, som de sagtens ville kunne udleve, hvis de fik den rigtige hjælp, og det er det, Katalysator skal give dem,” fortæller hun.

Hjælpen skal de unge indsatte få gennem ligeværdige tillidsrelationer med deres mentorer, der løbende besøger dem i landets fængsler. Og om muligt følger dem, når de bliver løsladt. I skrivende stund har foreningen tilknytning til 60 indsatte landet over og omkring 40 tidligere indsatte, der fortsat ønsker hjælp og støtte fra Katalysator til at blive på rette spor og komme videre med deres liv. Siden 2011 har Katalysator haft over 400 unge kriminelle igennem mentorordningen.

Rent praktisk fungerer det sådan, at mentorerne besøger de indsatte, mens de sidder varetægtsfængslet. Derefter følger de dem videre, mens de afsoner, og efter de løslades.

”Mentorerne taler med de indsatte om deres fremtid. De lytter til dem og diskuterer med dem – ligesom man ville gøre med en hver anden. De hjælper dem med at søge uddannelse og den slags. I sådan en tillidsfuld relation vil man som mentor også opdage, hvis en indsat er på vej ud i at blive radikaliseret, og så kan vi stoppe det i tide,” fortæller Lissi Rasmussen, der har været fængselspræst i Vestre og Blegdamsvejens Fængsel siden 1988.

Foruden at etablere den personlige kontakt mellem mentorerne og de indsatte arrangerer Katalysator også forskellige sammenkomster og udflugter, som de unge, der kan få udgang fra fængslet, kan deltage i og på den måde få skabt et netværk uden for den kriminelle løbebane.

‘Siden-sidst’-runden

Mødet på Ryesgade er nu i sin indledende fase og minder på en eller anden måde om den type gruppeterapi, hvor deltagerne sidder i en rundkreds og én for én deler deres historier med ligesindede. Men i stedet for at dele egne livshistorier fortæller deltagerne til mentormødet, hvordan det går for deres mentee’er, som de kalder de indsatte, de er tilknyttet.

I dag er det præst Per Ramsdal, der lægger ud. Han er 58 år, har kort gråt hår og briller. Hvis navnet virker bekendt, er det, fordi det var ham, der i 2009 gav en gruppe afviste irakiske flygtninge asyl i Brorsons Kirke på Nørrebro i København, hvor han var præst. I dag er han præst i Sydhavnen og frivillig mentor hos Katalysator, men har de seneste uger haft problemer med at få kontakt til sin mentee. Han mener, det skyldes, at mentee’en har fået sin dom og er blevet flyttet til et andet fængsel. Han søger derfor hjælp til, hvordan han skal holde kontakten til ham.

”Jeg hørte, at han fik syv år, selv om han havde regnet med meget mindre. Det er altså hårdt, når man kun er 21 år,” siger Per Ramsdal. Hans mentee sidder inde for drabsforsøg.

Lissi Rasmussen noterer og giver ordet videre til den næste i rækken. Det er fyren fra før med hornbrillerne.

Fra fængsel til NGO

En af de ting, Katalysator er med til at gøre for de indsatte, er at forsøge at aktivere dem, når de kommer ud. Det kan være med alt fra hjælp til at finde job eller ved at opfordre dem til at deltage i de sociale arrangementer i Katalysator.

”Men der er også mange, der gerne vil gøre noget godt for andre eksempelvis gennem frivilligt arbejde. Det kan både være nødhjælpsarbejde rundt i verden eller socialt arbejde i Danmark. Derfor har vi inddraget flere frivillige foreninger, der også bruger Katalysators lokaler,” fortæller Lissi Rasmussen.

I den forbindelse har Katalysator et samarbejde med en NGO i Libanon, og i august rejste en gruppe bestående af mentorer og tidligere indsatte til Libanon og byggede legepladser til syriske flygtningebørn nær den syriske grænse.

”Og det gjorde et stort indtryk på de unge i gruppen. De opdagede, at de faktisk kan bruges til noget, der giver mening,”  siger Lissi Rasmussen.

Matching

”Jeg skal nok have en med somalisk baggrund, de andre gider ikke altid have mig,” siger Hasan Ibrahim med hornbrillerne, og resten af deltagerne griner.

Hasan Ibrahim, der er 29 år og netop har færdiggjort sit bachelorprojekt på jurastudiet, fortæller, at han skal til at have en ny mentee. Han joker med, at hans somaliske baggrund kan gøre det sværere for ham at blive matchet med en indsat.

Lissi Rasmussen forklarer, at nogle af de indsatte har særlige ønsker, hvad angår en mentor. Nogle vil helst have en med samme baggrund som dem selv, andre vil helst have en kvinde, mens nogle gerne vil have en etnisk dansker.

”Men jeg har arbejdet med de her mennesker i så mange år, at det er ekstremt nemt for mig at se, hvem der passer sammen. Det er meget, meget sjældent, at det ikke fungerer, når jeg har matchet nogen,” fortæller hun.

Hasan Ibrahim fortsætter: ”Men der er altså også mange, der ikke vil have somaliere, og det forstår jeg jo godt, vi er nogle værre nogle.”

Latteren spreder sig igen i lokalet. Hasan fortsætter: ”Seriøst, vi er nogle værre nogle: Hvis du f.eks. stjæler fra os, er det af med hænderne. Det ved alle.”

Lissi Rasmussen lover Hasan, at hun vil finde ham en ny mentee inden længe.

Plantet frø

Mødet er ved at være forbi. Nogle diskuterer, hvad der skal købes ind til næste uges arrangement, hvor de indsatte mentees fra landets fængsler kommer på besøg. Andre tjekker deres iPhones, mens et par stykker, inklusive Hasan Ibrahim, er ved at tage overtøj på.

”Jeg må smutte,” siger han og bevæger sig mod døren. Men inden han forsvinder ud i mørket, kommer han i tanker om noget og ser på den unge kvinde med tørklædet for enden af bordet: ”Jeg mødte en af dine tidligere mentee’er på gaden forleden. Han blev sur på mig, fordi jeg ikke sagde hej til ham. Så kom han løbende efter mig.”

Hun smiler og siger, at hun har hørt om det. Hasan tager ordet igen:

”Han blev irriteret, men jeg har altså et princip om, at det er dem, der skal sige hej til mig, hvis jeg møder dem sammen med andre. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi de skal have lov til at være i fred, når de bare færdes på gaden. Så skal de ikke presses af os fra Katalysator. Det skal være deres eget valg, om de vil være i kontakt. Man skal ikke presse dem, selv om man har lyst.”

Og netop hvordan man forholder sig til de indsatte, når de er blevet løsladt, er en udfordring for Katalysator.

”Det sværeste ved vores arbejde er at holde fast i dem, når de bliver løsladt, for så bliver det pludselig nemt at falde tilbage i gamle vaner og bruge sin tid med de samme gamle venner,” siger Lissi Rasmussen.

Men hun oplever samtidig, at selv dem, der ryger tilbage i gamle vaner og måske endda havner tilbage i fængslet, får noget ud af mentorarbejdet, de kan tage med sig videre.

”Når de først er begyndt at reflektere og har taget hul på arbejdet med sig selv, ryger de ikke lige så langt væk igen. Så kører drømmen om at komme ud og troen på, at det kan lade sig gøre,” siger hun, mens Hasan nikker samtykkende i døråbningen.

”Ja, vi planter helt sikkert nogle frø hos dem,” siger han, inden han forsvinder ud af døren.