Noah Seelam/AFP/Ritzau Scanpix
* Vi havde en pave
USA’s vicepræsident J.D. Vance ødelægger alt, hvad han rører ved. Han kan ikke fortælle en joke, uden at pointen falder til jorden. Han kan ikke holde en pokal i hænderne, uden at den falder fra hinanden. Han kan ikke finde ud af at komplimentere sin hustru Usha offentligt uden at fremhæve den hvide race og nedgøre hendes etnicitet. Palmesøndag fik Vance, der konverterede til katolicismen i 2019, så et ultrakort foretræde for pave Frans. Den myndighedsperson i Vatikanet, som tillod dette møde at finde sted, burde fyres. Paven var stadig ved at komme sig efter lang tids sygdom, og lægerne sagde, at det var et mirakel, at han overhovedet var i live. Kl. 7.35 næste morgen, dvs. påskemandag, drog han sit sidste suk.
Kan det på nogen måde have hjulpet på pavens rekonvalescens, at han, stadig synligt svækket, skulle tvinges til at udveksle trivialiteter med en mand, der repræsenterer noget af det, paven foragtede mest? Nogle vil gå så langt som til at sige, at J.D. Vance, med sin historik for at forkludre ting, ankom til Vatikanet som en anden antikrist og simpelthen slog pave Frans ihjel. I bedste fald kan man med den amerikanske miljøforkæmper Bill McKibbens ord sige, at “J.D. Vance, flygtningens plage, formørkede hans sidste dag på jorden”.
Her på Føljeton har vi gennem årene skrevet rimelig begejstret om pave Frans, hvis borgerlige navn var Jorge Mario Bergoglio. Tag bare denne indledning fra en Kære læser-tekst i 2017: “For os, der ikke er så troende, at det gør noget, fremstår pave Frans, 80, som en exceptionel repræsentant for katolicismen, og det har han været, siden han blev indsat i 2013. Han er sjov og uforfængelig, har fingeren på pulsen og virker frem for alt – i modsætning til et flertal af sine 302 forgængere – aldeles udoktrinær. Han ler hjerteligt, når en ukristelig vind flår pavehatten af ham foran tusindvis af tilhørere på Peterspladsen i Rom; han afskyer ikke homoseksuelle, men siger bare: ”Hvem er jeg til at dømme?”; han tordner mod korruption og skammer sig over sexmisbrug i egne rækker; han opfordrer alverdens regeringer til at tage ordentligt imod flygtninge uanset religion og etnicitet; han henstiller til, at internationale menneskerettigheder overholdes; han har knubbede ord til overs for kapitalismen.”
Lederen handlede om, at der var kræfter – mørke kræfter – højt oppe i den katolske kirkes organisationsstruktur, som legede med tanken om at forsøge at afsætte paven for kætteri. 62 højtstående katolikker anklagede i et brev på 25 sider pave Frans for at have indtaget syv kætterske standpunkter. The Guardian bragte en artikel, hvor en anonym “prominent engelsk præst” blev citeret for at sige: “Vi kan ikke vente på, at han dør. Det, vi siger privat, kan ikke trykkes. Hver gang to præster mødes, taler de om, hvor forfærdelig Bergoglio er… han er som Caligula: hvis han havde en hest, ville han gøre den til kardinal.”
Der er gået syv et halvt år siden dengang, så mon ikke størstedelen af de 62 højtplacerede katolikker, der ønskede paven død, selv har stillet træskoene? Pave Frans efterlader sig en katolsk kirke, der stadig er pilrådden, korrumperet og forkvaklet. Når man fortsat ikke kan sige præst og børn i samme sætning uden straks at slå korsets tegn, kan vi takke den katolske kirke. Alle de pæderaster; mængden og omfanget af overgreb i ly af kirken. Man kan glæde sig over, at Jorge Mario Bergoglios paveperiode varede længe nok til, at han selv har udpeget flertallet af de kardinaler, som i den kommende tid skal vælge hans efterfølger med hvid røg og ordene “habemus papam!” – vi har en pave! Og som vi skrev i en leder i 2022, så betyder det, at “risikoen for, at han bliver afløst af en eller anden ultrakonservativ satan, i nogen grad er formindsket”. Denne formindskelse kommer i øvrigt til udtryk på listerne over eventuelle pavekandidater, som florerer i medierne i disse dage. De doktrinære hardlinere synes at være i mindretal (men de er der).
På en skala fra 1 til 10, hvor god en pave var Bergoglio så? Miljøforkæmperen og klimaskribenten Bill McKibben, som vi nævnte længere oppe i dagens tekst, er ikke i tvivl. I den seneste udgave af sit nyhedsbrev The Crucial Years skriver han meget begejstret om pavens indsats på klimaområdet – en indsats, der nok er gået hen over hovedet på de fleste. McKibben, som ikke selv er katolik, men metodist, kalder Bergoglios skrift fra 2015 Laudato Si’ for “det vigtigste dokument i hans pavedømme og muligvis det vigtigste skrift i dette årtusinde indtil nu”. Og videre: “Jeg tror, at Frans’ projekt for jorden – en genopdagelse af en fællesskabsfølelse med særlig opmærksomhed på de fattige – er det eneste, der kan redde os over tid.” Store, flotte ord. Føljeton giver Jorge Mario Bergoglio et nital. /Oliver Stilling