De økologiske kriser genopliver den bonderomantiske drøm på det yderste højre

“Vi synes jo, mennesket skal tilbage til naturen”, bliver der sagt. “Vi vil gerne have små samfund, hvor vi kan leve af naturen”, fortsætter snakken. Der bliver udtrykt drømme om et mere lokalt forankret fællesskab, et tættere forhold til naturen, lokale råvarer, kritik af store, multinationale virksomheder.

Og drømmene kommer ikke fra venstrefløjen, men derimod fra det yderste højre. Mere specifikt bliver drømmene udtrykt af et medlem af den nynazistiske gruppe, Den Nordiske Modstandsbevægelse, da en DR-journalist i 2019 tager med ud til et skraldeaktivistisk event, som bevægelsen har stablet på benene, foranlediget af Danmarks Naturfredningsforenings nationale begivenhed.

Samtalen rykker da også hurtigt til mere velkendte fascistiske emner som folket, nationen og alt det, “vi” kunne gøre, hvis “vi” samlede os. Faktisk kunne vi gøre “alt”, bliver der sagt.

Det er et bemærkelsesværdigt overlap, en faretruende vending i det økologiske spørgsmål, som måske ikke lige er til at forstå. For ph.d. i politisk teori, Marie Kongsted Møller, var det også en overraskelse, hvor meget naturen blev italesat politisk på det yderste højre, da hun i starten af sin ph.d. besluttede sig for, at hendes afhandling skulle bruges til at forstå den nutidige version af økofascisme.

Naturen i krise fortæller os ikke, hvad den har brug for

“Jeg opdagede, at der er en lang tradition for at tænke over, hvordan man forholder sig til menneskets forhold til naturen, både inden for fascismen og inden for den yderste højrefløj mere generelt. Det er egentlig først med klimaforandringerne, at det for alvor bliver et emne på venstrefløjen også”, forklarer Kongsted Møller, da vi en kold solskinsdag mødes i indre København for at tale om hendes forskning i økofascisme.

Det er vigtigt for Kongsted Møller at understrege, at hendes forskning ikke skal stille sig kritisk over for de økologiske kriser, og de politiske bevægelser, der forholder sig til dem, som sådan.

“Det har virkelig været en balancering på en knivsæg, fordi på den ene side er der fascistiske tendenser i økologisk tænkning, som er vigtige at tage seriøst og forholde sig kritisk overfor, men det må endelig ikke blive til, at vi afskriver den økologiske dagsorden”, slår hun fast.

“I stedet har vi brug for et sprog for, hvordan vi forholder os politisk til økologi.”

Gennem det skift i fokus er der en erkendelse af, at de økologiske kriser åbner for en myriade af politiske spørgsmål. Kongsted Møller beskriver klimakrisen og biodiversitetens forsvinden som en agent inden for politik; det kan åbne for fascistisk politik lige så meget som socialistisk eller teknokratisk. Det er nærmere politikken, der forandrer naturen, end naturen, der forandrer politikken. Med den præmis slået fast for samtalen, dykker vi ned i yderste højrefløjs natursyn.

Ren mad, ren krop

Marie Kongsted Møllers forskning fik hende til Sydfrankrig, til et lille område, som har gennemgået den mest karakteristiske forvandling for vores tids Europa, ikke mindst Frankrig. Det var gennem det 20. århundrede et industrielt arbejderkvarter med stærk tilknytning til venstrefløjen og det franske socialistparti. Den ikoniske socialistiske leder Jean Jaurès er bl.a. fra området. I dag er økonomien en anden, industrien udfordret, og Rassemblement National, tidligere Front National, tager nu en tredjedel af stemmerne i området.

Her brugte Kongsted Møller lang tid på at følge de lokale vælgermøder hos det gamle højrefløjsparti. “Det kom bag på mig, at Rassemblement National havde så udviklede ideer om økologi, klima og miljø. Idéer der på mange måder resonerede med de idéer, jeg kender fra mere klassiske miljøbevægelser”, fortæller Kongsted Møller.

Ideerne både overlapper med andre miljøbevægelser og er radikalt anderledes, forklarer hun. Et eksempel er måden, mad spiller en rolle for miljøbevægelsen. Kost er en almen del af miljøsamtaler, og det ses blandt andet i stigningen i antallet af mennesker, der overvejende spiser vegetarisk, i 2018 gjaldt det 18 pct. af den danske befolkning, i 2023 var det tal steget til 20. Blandt unge er andelen endda steget fra 18 til 36 pct. i samme periode.

På den yderste højrefløj i den lille franske by kobles den vegetariske eller miljøbevidste kost sig dog til andre praksisser, forklarer Kongsted Møller:

“De gik meget op i, at halalmad var frygteligt, og det er generelt en tendens i den yderste højrefløjs økotænkning, at mad fylder virkelig meget. På YouTube kan du finde nynazistiske kogebogskanaler, hvor de fremmer en vegetarisk diet. Hitler var jo også vegetar, eller i hvert fald påstået vegetar.”

Men som Kongsted Møller formulerer det, er det nogle naturbegreber, der lukker sig om sig selv, kapper forbindelser og er meget optaget af diversitetens negative betydning.

“Der er også den her idé om en sund, ren krop; en stærk, ren krop, man kan få gennem en vegetarisk diæt. Men det er bestemt ikke afstemt på det yderste højre. Der er også grupperinger, der har en idé om, at du skal spise råt kød for at få en stærk krop. Så det går i mange retninger, og det tror jeg også er det, fascismen kan. Den kan æde sig ind på alle mulige strømninger.”

Men ideen om den rene mad har en stor betydning for de lokale, og for fransk højrefløjspolitik, som Kongsted Møller har observeret: “Det bygger på en idé om den rene, naturlige kost kontra det dyrplageri, der er ved rituel slagtning af dyr. Og det fungerer til at slå en kile ned mellem ’de rene, lokale franskmænd’ og ’de beskidte muslimer’.”

Den stærke miljøbevidsthed kobles ikke kun til fremmedhad på den franske højrefløj. Den danske, nynazistiske gruppe, Den Nordiske Modstandsbevægelse, har også et miljøprogram, man kan tilgå på deres hjemmeside, fortæller Kongsted Møller. De dækker det forurenede drikkevand, PFAS-skandaler og bondeoprør. Og de er grundlæggende systemkritiske og kalder kapitalismen for “livsfjendsk”.

Et sted skriver de om de europæiske bondeoprør og opfordrer læseren til at støtte bønderne: “At stå ved sin bonde tror jeg derfor handler om mere end at vise sin støtte til de direkte problemer, som rammer bønderne. Det handler om at på et dybere plan stille sig på livets side mod det unaturlige og korrupte.”

Det har tydelige forbindelser til det nazistiske slagord om “blod og jord”, der havde stor betydning for den nazistiske ideologi under Hitler.

Den kobling har Kongsted Møller også hæftet sig ved og uddyber den nynazistiske gruppes forståelse af menneskets forhold til naturen: “De har fraser om, at det moderne menneske er et parasitisk væsen, der har ødelagt naturen. Og at vi skal tilbage til at leve i respekt for naturen, som nationalsocialismen ifølge dem altid har fremmet.”

Den fremmede i landskabet

Endnu et overlap mellem den franske og danske højrefløjs miljøpolitik er optagetheden af ulvens tilbagekomst. Både i Danmark og i Frankrig har man på højrefløjen været bekymret for det stigende antal ulve, der er kommet som en konsekvens af EU’s fredning af den truede dyreart.

Som Kongsted Møller pointerer, har især Dansk Folkeparti brugt dagsordenen i Danmark, og Søren Espersen har famøst udtrykt frygt for, at ulvene ville spise børn. Og selvom DF ikke har samme ekstreme overbevisninger som Den Nordiske Modstandsbevægelse, repræsenterer ulven nogle af de samme tendenser og ideer om ren natur. Og det er absolut ikke et nyt fænomen, faktisk er ulven som betydelig mytisk figur ligeså gammel som den europæiske kultur selv.

“Det er ret undersøgt teoretisk og filosofisk, at ulven gennem hele den vestlige historie har været forbundet med det blodtørstige og farlige. I Ovid bliver kong Lycaon straffet og forvandlet til en rastløs og hvileløs ulv. Hos Agamben er homo sacer en ulvemand, der hele tiden er på grænsen mellem civilisationen og den barbariske, vilde natur. Hobbes skriver også om naturtilstanden, der hvor livet er nasty and brutish, som et sted, hvor mennesker lever som ulve.”

Vi har, ifølge Kongsted Møller, skabt et billede af ulven som noget, der truer vores civilisation. Ulven er et billede på det, der kommer udefra: “Det er den vilde natur, der kommer og ødelægger vores relation til den trygge, fine, bonderomantiske natur.”

“Jeg tror, der sker så mange andre omvæltninger, som er virkelig svære at forholde sig til, og her er ulven en virkelig konkret figur. Lidt som analysen også tit er med racisme og anti-immigration. Migranten bliver figuren på alt, hvad der er galt i verden.”

Formålet med Marie Kongsted Møllers forskning må dog ikke misforstås. Det har ikke været intentionen at afsløre en særligt skadelig ideologi, der så kan kortlægges og afgrænses. Derimod er det mest som en undersøgelse af, hvad spørgsmålet om naturbevarelse og økologi også rummer: “Jeg tror, at det er vigtigt, at vi er forsigtige med at tegne det simpelt op, som om der er de onde fascister og os de gode.  Jeg synes netop, at Rassemblement Nationales økologiske politik kan bruges til en form for kritisk selvrefleksion. Er der elementer af vores tilgange, der også kan forstærke de her tendenser, og hvordan forholder vi os kritisk til dem, uden at afskrive klimadagsordenen?”

/Christine Roj

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Denne artikel bygger på arrangementet “Ren natur, ren befolkning? – Økologisk tænkning på den franske højrefløj”.